VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

122 fordi Sædvanen byder, a t vore Templer skulle være forsynede med Taarne, men den store Po rta l paa Facadens Midte udgjør en af Bygningens væsentlige og mest iøjnefaldende Dekorationer, og jeg frygter, a t det højere Taa rn vilde ved a t drage Opmærksomheden til sig, uretfærdig dominere over det i lodret Linie, neden under staaende, m id terste P a rtie ; stod det i nogen F ra stand fra Hoved- Facaden vilde de tte ej saa meget være Tilfældet. - Hertil kommer, a t end­ skønt jeg tø r smigre med, a t hv e rt enkelt P a rti af det højere Taa rn er i en god Smag, saa danner det Hele, dets forandrede Form uag tet, dog mere et Taarn , der regner sig fra den gotiske Tidsalder, det andet derimod vedligeholder renere den valgte græske Stil, hvorpaa Kirkens Composition, for saav id t A fbenyttelsen af de gamle R udera tillader det, saavel udvendig som indvendig, grunder sig. Ikke heller bør jeg lade uanmæ rket, a t Udførelsen af det simplere Taarn , hvis bestem te Højde ligefrem fortsæ ttes paa de staaende Mure, er meget lettere a t opføre end det højere, hvo rtil der, for hver nye E tage paa de gamle Fundam en ­ te r med største Accuratesse og Forsigtighed skal slaaes nye Buer, altsaa og i meget kortere Tid a t opføre end h in t, efterdi hver E tages Buer fordrer eet Aar a t sæ tte sig, forinden man derpaa med Sikkerhed kan bygge og endeligen be- tydeligen m indre bekosteligt, da Forskjellen sikkerligen kan anslaaes til 16 a 90000 Rdl — Vel lader den erfarne K unstne r sig ikke afskrække ved Udførel­ sens større Besværlighed, ej heller bør han opoffre Tidsalderens og sin Repu­ ta tion for en altfor stræng Oekonomi; dog ha r det i mine mange og vidtløftige Kompositioner altid væ ret mig en saare behagelig Tanke a t kunne forene Skøn­ hed med Styrke og begge Deele med saa liden Udgift som muligt. — E fte r fore- staaende Grunde maaskee den høje D irektion med mig m aa tte være enig i, a t det simplere T aarn h a r overvejende Fordeele for det prag tfu ldere; men da jeg ikke kan vide, hvo rv id t dette, der rigtig nok ha r det F o rtrin a t kunne sees i længere F ra stand og ved første Øjekast meget imponerer, m aa tte vmde Aller­ højeste Bifald, saa ha r jeg saa meget mere anseet det for mm allerunderdanigste P lig t udførligen a t angive Grundene for denne min individuelle Meening, i øvrigt indstillende Valget til højere Forgodtbefindende« (Afb. 38, 39). A t Kongen approberede Taarnforslag Nr. 2 har sikkert glædet A rk itek ten overmaade. Men forøvrigt va r det næppe med hans gode Vilje, T aa rne t efter Fo r­ slag Nr. 2 va r bleven saa forholdsvis hø jt. Det va r im idlertid en Forudsætning, a t der ogsaa i dette Taarn , som i de tidligere, skulde være Plads til Taarnvægtere og a t disse skulde anbringes hø jt til Vejrs. Vægterne tænk tes anb rag t i Taarnets overste smallere P a rti nær »Vægtergangen« og med Adgang til denne. A rk itek ten bemærker selv i den Anledning 1813, a t ellers »vilde T aa rne t ikke have faaet en saadan Højde, der vanskeligt lader sig forene med ark itek ton isk Skønhed.« Klassicismens A rk itek tu r havde arvet Barokkens Evne til a t op fatte den en­ kelte Bygning i Sammenhæng med Omgivelser, med Nabo-, og Genbobygninger. Medens Middelalderens Bygmestre ikke altid bev idst placerede deres Kirkei