VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

46 vilde han værne sit Rige og dets Tro mod alle Fjender. Dengang, og ligetil Enevælden, var Overrækkelsen af Rigssværdet mere betydningsfuld end selve Kroningen. Thi Sværdet opfattedes da endnu fra gammel Tid som Symbolet paa Magten og Myndigheden. Og nu som før var Kirken Staden Københavns fornemste Kirke, saa meget mere som St. Clements og St. Petri i de nærmeste Aar efter Reformationen blev nedlagte, og Dele af deres Menigheder henviste til Frue Kirke, hvis Sogn følgelig voksede betydeligt. Men de gejstlige, der nu betjente Kirken, var unægtelig bleven faa i Tal — en Sognepræst og to Kapellaner! KIRKENS UDSTYR. Paa selv de ivrigste Lutheranere, der havde kendt Frue Kirke, som den stod indvendig før Billedstormen, maa den have gjort et lidt fattigt Indtryk. Har der været katholsk prægede Kalkdekorationer, var de antagelig overhvidtede. Men Vanens Magt er stærk; man har følt Trang til Farver i det store Rum, og vistnok 1555 blev Hvælvingerne malede, men hver Bue (Hvælvingsfag) paa sin Maade. Dette Arbejde blev meget beundret, og 100 Aar efter siger J. L. Wolf, at det var gjort med saa stor Kunstfærdighed, »at de, som sig paa Kunsten forstaa og med. Flid det agte, meget forundre sig«. Formaalet med denne Bemaling har øjensynligt været overvejende dekora­ tivt; derpaa tyder ogsaa den Omstændighed, at Dekorationerne for en Del bestod af adelige Vaaben. At Kirkerummet er bleven varmere derved, er nok muligt — ikke saa prote­ stantisk koldt. En Kendsgerning er det, at lidt efter lidt fik Kirkeindret igen noget hyggeligere, mere menneskeligt over sig; det fik igen Præg af at være beboet — at være et Hjemsted for Mennesker. Efterhaanden har Vor Frue faaet det Kirkeudstyr, der passede for den som evangelisk-luthersk Kirke. Intet deraf er dog tilbage, men det man ved derom, giver visse Forestillinger om, hvorledes Kirken i de første Aarhundreder efter Reformationen blev herlig prydet. Til at begynde med var noget af Udstyret vel nok arvet fra Katholicismens Dage — foruden Altertavlen: Døbefont, Prædikestol (ambo) og Orgel. Efter­ haanden blev alt dette istandsat eller helt erstattet af Nyt. Saaledes blev Kir­ kens Orgel atter og atter forbedret, 1591 fik Kirken imidlertid et nyt og 1625 skænkede Professor Claus Plum — til »Guds Ære og Menneskers Hjælp« et Positiv, der blev omhyggeligt stemt ind med Orgelværket. I Aarene omkring 1700 fik Kirken atter et nyt, meget kostbart Orgel, der siges at have været et af de største i Verden og afgjort det største i Danmark. Ved de omfattende Istandsættelser i Midten af 16. Aarh., der kom hele Kirken til Gode, blev ogsaa Taarnuret istandsat af Klokkeren i Lund, Jacob Sejermester. Det var ogsaa ved samme Lejlighed, Kirken fik en ny »kostelig og udskaaren« Prædikestol, men 1625 er der rigtignok Tale om at erstatte den med en anden. Som protestantisk Skik og Brug fordrer, var den anbragt i Kirkens Midter