VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

52 Kirken fyldtes da Slægt efter Slægt med Gravsten og Epitafier, og Tid efter anden indrettedes særlige Gravkapeller for Enkeltmænd og Slægter; Gravka­ pellet var — som i Tiderne før Reformationen — Gravmindets mest monu- mentale Form. , Til selve Gravminderne kender vi kun lidt og saa godt som un paa ail_ Haand, men desto mere vides om, hvem det er, der liai ligget begravet i ir ken, takket være en Fortegnelse fra 18. Aarh. over samtlige Begravelser, hvora fremgaar, at der 1728 fandtes ikke mindre end — 245! — mange simple Joi gi ave, men et overmaade stort Tal var Gravsteder med murede Hvælvinger un er Kirkegulvet, hvor Kister, tunge af Metalbeslag, stod stablet op i flere Sæt. Allerede da har Kirkebygningen været undermineret, og det forklarer, at Bi an­ den dette Aar virkede saa ødelæggende. Men Tallet paa Gravsteder; 245, dækker langt fra over den Mængde Menne­ sker, der var bleven begravne i Kirken i Tidens Løb - ja blot siden Reforma­ tionens Indførelse. For det første vrimlede det ofte i de murede Grave rne lg, men dertil kom noget andet. Efterhaanden som Vanskeligheder ved at skaffe Gravplads voksede, blev ældre Grave brugt til andre, slettede i »Kirkebogen«, samtidig med at Gravstenen, der havde ligget over Graven, fjærnedes og ofte _ for at skaffe Kirken Indtægter - blev solgt. Selv kendte Folks Grave kunde faa saadan Medfart, og var der end en Efterslægt, der søgte at skride ind, var det ingenlunde altid, det lykkedes. Tilfældet har gjort det muligt at forfølge en enkelt Gravs Historie lige til Tiden op imod den store Brand og videre — endda til Kirkens Ødelæggelse 1807. Det er lærerigt, saa meget mere som det er selve Søhelten Otto Ruds Grav op jordiske Rester det gælder. *"Allerede fra første Færd fulgtes den berømte Krigers Grav af en ond Skeufori g . Da Otto Ruds Lig efter Fredsslutningen — hjemført fra Sverige, hvor han var død i Fangenskab 1565 — højtidelig var bleven bisat i Frue Kirkes Kor i en muret Gravhvælving, havde hans Enke, Pernille Oxe, 1571 ladet anbringe et Gravmæle over Graven — ophøjet over Kirkegulvet for at virke mere an­ seligt. En af de sædvanlige Gravsten, liggende i Flugt med Gulvet, hurtig slidt og udvisket af mange Fødders Trin, vilde hun, saa lidt som mange af hendes Standsfæller, ikke nøjes med. Men Regeringen var paa sin Post over­ for denne hoffærdige Art Gravmæler, der hindrede den frie Færdsel i Kirken. Dagen før eller samme Dag et aabent Brev udgik 1576 med strængt For­ bud mod »de Grave, som af Adelen saa højt over Jorden opsættes«, fik Pernille Oxe et meget hvast Brev fra Kong Frederik II, hvori det befaledes hende øjeblikkelig at fjærne det Gravmæle, hun »paa Fyrsters og Herrers Vis« havde rejst over sin afdøde Ægtefælle. Hun bad for sig og tilslut gav Kongen da ogsaa Tilladelse til, at det flyttedes andetsteds hen og — sæn­ kedes i Flugt med Gulvet. Epitafiet over Graven blev paa sin Plads og Graven

Made with