VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

54 og den 12. Januar 1661 faar Consistorium en ny Skrivelse fra Frederik III, hvori han henstiller, at hele Ordningen gaar tilbage og at man paa samme øko­ nomiske Vilkaar — Betaling af 300 Rigsdaler — overlader Niels Banner Otto Ruds Begravelse. Thi han havde berettet, »at samme Begravelsessted af han­ nem ikke at begæres til anden Ende, end paa det hans Forfædres Begravelse hæderligen maatte bevares og ikke med andre Lig opfyldes og derfor ej engang selv nogen Lig deri ville lade nedsætte, men den alene for bemeldte Otto Bud og Frue, der fælles nu udi bemeldte Grav er, beholde«. Men Con­ sistorium kunde eller vilde ikke gøre Ændringer i hvad det eengang for alle havde bevilget den velbaarne Frue. Hun havde betalt det krævede Beløb og faaet Lov til at lade nedsætte hendes salig Herres, velbaarne Hans Ulrik Gyl­ denløves Lig, frit som sit eget og sine Livsarvingers, ja endog sin salig Herres Søsters Lig og andre, hvem hun selv vilde bevilge det. Endelig havde hun faaet Lov til at opsætte et Epitafium. Begitze Grubbe følte sig aabenbart paa den sikre Side, indrettede sig i de følgende Aar paa at tage Gravstedet i Be­ siddelse og skænkede yderligere Frue Kirke 3 Vaaninger i St. Clements Stræde i Begyndelsen af 1667. Imidlertid maa hun være gaaet ret vidt i sin Frem­ færd overfor Blidernes Gravsted og Gravmæler. Thi nu opstaar en hidsig Strid om de Ruders Gravsten. Her er det atter Otto Ruds Slægtninge, der griber ind og 22. August 1667 opsættes en mærkelig Henvendelse til Kongen, underskrevet af Corfitz Trolle, Oluf Rosenkrantz, Otto Skeel, Christian Daa, Salig Manderup Brahes Enke, Birgitte Trolle og Niels Rosenkrantz: De kan ikke »forbigaa« Hans kgl. Maje­ stæt paa det underdanigste at »andrage«, efter som Rector Consistorii her paa Universitetet haver samtykket og bevilget velbyrdig Fru Regitze Grubbe den omstridte Begravelse, skønt de Ruder har købt Stedet. Men Forudsæt­ ningen havde i al Fald — som de meget rigtigt anfører — været, »at de Ruder, som den tilforn købt (haver) til deres Ro og Hvilested, skulde fremdeles nyde deres Lejersted og Ro der udi Graven, ligesom tilforn og sidenhen Fru Regitze Grubbe at have en Begravelse hos dennem der i Graven, — hun og derforuden haver ladet bortflytte deres Ligsten, som hun sig iligemaade til­ holder fuldkommeligen, imod al gejstlig og verdslig Ret og Sædvane«. De beder derfor om, at Regitze Grubbe maa tilholdes atter at lægge Gravstenene paa Plads. —- Kongen kunde vanskeligt sidde denne Henvendelse overhørig, erklærede, at Stenene skulde blive paa Graven som tilforn, og lod forøvrigt forstaa, at Sagen jo kunde gaa til Domstolene. Regitze Grubbe prøvede virkelig denne Vej, men havde ikke Held med sig. Men nu gik Professor Rasmus Vin­ ding, paa Consistoriums Vegne, aabenbart for vidt. Fru Regitze klager 18. Januar 1668 til Consistorium over, at man — skønt hun havde holdt sig Skødet paa Graven efterretteligt — alligevel uden videre havde ladet Gulvet over Gravstedet opbryde »og de Stene over samme Grav, som jeg haver ladet paa­ lægge, og dér paa Stedet igen ladet henlægge en Sten, som Skødet ikke til-