HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1974

KØBENHAVNS FORLENING MED ISLAND

15

så lidt på dette som tidligere, men denne gang blev det ikke tolereret. Så snart de udenlandske købmandsskibe var sejlet fra Island hen på efteråret, konfiskerede Laurids Mule og hans folk alle de varer, der var blevet ladt tilbage. Christian I II støttede i Danmark denne poli­ tik ved i to breve til Hamborgs borgmestre og råd af 29. august og 29. december 1548 at foreholde dem, at det var købmændene for­ budt at overvintre på Island. Indbyggerne i hans rige havde nu be­ rettet for ham, hvorledes forholdene var på Island, og han ville ikke tolerere, at hans egne undersåtter hindredes i nydelsen af deres pri­ vilegier. Den engelske konge havde desuden klaget til ham over, at hamborgerne havde forulempet hans undersåtter deroppe.29 Denne strengere holdning over for udlændinges vinterliggeri kan også efterspores i engelske kilder. Den hamborgske købmand Georg Wagner indstævnede den 1 1 . oktober 1548 Ralph Downes fra King’s Lynn for den engelske søret the High Court of Admiralty for med magt at have bortført hans faktorer på Island Hans Wagner og Hen­ rick Goodrade fra øen, hvorved han havde mistet sit gods.30 Ralph Downes erklærede til sit forsvar, at Hans Wagner tværtimod var kommet til ham på hans skib, der lå i Vestmannaeyjar og havde bedt om at måtte få skibslejlighed til England, da han var blevet ladt tilbage på Island. Baggrunden for dette var, forklarede Downes, at »there was made a proclamation there (på Island) that no Eng- lysheman nor Ducheman nor any other estraunger shuld tarry there in that Iland in the wynter tyme uppon payne of forfeyture of ther shippes and goodes and ther bodyes to be at the kynges pleasure. And that suche men as had shippes then there shuld under the same payne suffer thoes that had no shipping there spare themselves to go in ther shippes and to have passage in such shippes as were then present«31 Hans Wagner indrømmede, at denne proklamation var blevet udstedt af Laurids Mule ca. 4 uger før Downes’ skib var afsej­ let fra Vestmannaeyjar, men han mente ikke, at den havde nogen gyldighed for ham, da han af den danske konge havde særlig tilladelse til at blive på øen i vintertiden, og at Downes mod hans egen vilje havde ført ham bort.32 Den engelske ret valgte at tro på Downes’ vidneudsagn, og det har heller ikke været muligt at finde eksempler på, at den danske konge udstedte tilladelser til vinterliggeri på Island, således som Hans Wagner i sin erklæring påstår var almindelig prak