294526552

Kristi rige er et børnerige. (Luther). Gud er stor nok til at be­ rede sig en lovsang af umyndiges og diendes mund, som det skete palmesøndag, da Jesus red ind i Jerusalem. De spædes pludren er ikke bare yndig musik for far og mor, også Gud finder bebag deri og betragter deres glæde over livet som en takkesang til livets lierre. Så vidt evangeliernes beretning. Hvad har nu menigheden fået ud af det? Den bar (og nu er det den danske lutherske folkekirke, vi taler om), for det første folt sig forpligtet til ved den hellige dåb at fore børnene ind i Guds rige. Der er i den forbindelse mange pro­ blemer, som lejligheden lier ikke tillader at komme nærmere ind på. Forudsætter barnedåben ikke, at det er kristne hjem, der lader børnene døbe, og kan vi regne med den forudsætning i dag? Kan kirken slå sig til ro med, at børnene senere i folkeskolen bliver stil­ let over for det kristne budskab, så at det derfor er forsvarligt at dobe børnene? Bør kirken selv i højere grad tage sig af de dobte børns kristelige undervisning? Disse og lignende spørgsmål er af den største rækkevidde, og ingen skal laste de folk, for hvem de er blevet afgørende. Men den kristne menighed bar bort Jesu ord om, at hans rige borer hornene til, og den ved, at indgangen i det rige hedder dåb, den nye fødsel ved vand og ånd; og derfor tror den, at den lierre, der handler i dåben, formår at skabe sig born også un­ der forhold, der ikke er, som de skulle være. Og dermed kommer vi til det andet. Netop de mulige ugunstige forhold, dobte born vokser op under, forpligter menigheden til både åndelig og legemlig omsorg for dem. Naturligvis måtte me­ nigheden også have været forpligtet, om forholdene havde været de gunstigst mulige, om de kristne hjem havde været i overvæl­ dende flertal, så de dobte børn voksede op med Guds ord og vilje for øje i deres hjem, omgivet af forældrenes forbon, fortrolige med den kristne kirkes sabneskat ved hjemmets andagter o. s. v., og om hornene i vort samfund levede under sådanne legemlige kår, at der alle vegne var de bedste muligheder i så henseende for et levende hjemliv. Men desværre er hverken det ene eller det andet kendsger­

8