KnudBokkenheuserNørrebro_1917

98 glemt Bellahøj, hvor den Lutkenske Slægt holdt til Huse, og han vil svare, at det er blevet ham i lige saa høj Grad et Stykke fin og fjern Københavnerpoesi, som det gamle forfaldne Parti om »Lygten« er det; selv ved Ordet »Kro« er der dog noget landligt og frit, som ingen med Hjertet paa rette Sted vil slippe. Er det da af det onde, alt det, der er handlet med det gamle Nørrebro? Mange vil svare Nej og ramse op alt det gode, der har fundet Vugge og Vækst paa den golde Grund; men den, der elsker sin By, vil raabe til Himlen om Barmhjertighed for alt det, den Moloch, der hedder København, næste Gang vil æde; har vi ikke Lov at beholde det uberørt og jomfrueligt, som det laa, saa er der dog den Udvej, der er fulgt af vor nærmeste Forstad ad den Kant, Søborg, at lave Villakvarterer med Landsbyhaver og Hegn i Stedet for at genskabe det nuværende Nørrebros Rædsler i Stenklumper og Aandløsheder som Ryesgade og Nørrebrogade; ja, det lyder underligt, men man fristes til at bede for de faa lave Rønner, der ser ud, som de skulde falde, og hvor Rotterne selvfølgelig ejer deres Eldorado, fremfor at skulle kigge paa nok en Skyskraber, der dog kun faar Lov til at rumme Jammer og Elendighed med Kamp og Kiv for Tilværelsen, Slagsmaal mellem Mand og Hustru, der under lykkeligere Forhold kunde være blevet Venner for Livet, men nu kun i Forligelses- stunderne sætter Børn i Verden, for at Byfogden skal have saa mange flere at sætte ud, naar Manden er rendt, og Konen, udpint af al Modgangen og Ulykken, forgæves har prøvet at værne sin usselige Rede og sine blegnæbbede Smaa. Det er Nørrebros Tragedie, dette. Og det er et ganske bagvendt Billede af, hvad Samfundet skylder sine, naar man ser det klistre Elendighedens Boliger op, saa at den rigtig kan trives i de smalle