KnudBokkenheuserNørrebro_1917

591170147

flø rte b ø o P e t p c h ø r t k e r g s k e p o r i a g , ^ ø f r e n f t a x m ^for "^jtorge: £5. ^Sappeien, ^ r ifïia n ia

KNUD BOKKENHEUSER N Ø R R E B R O

AF SAMME FORFATTER UDKOM TIDLIGERE: D R E J E R S K L U B . K u ltu r h is to r is k e I n te r iø r e r f r a R a h - b e k s K ø b e n h a v n . 190 3 . SAA BY SOM B O R G E R . K ø b e n h a v n e rliv i S lu tn in g e n a f d e t 1 8 d e A a r h u n d re d e . 1 9 0 5 . D E SV AND T , D E SV AN D T . . . ! V a n d rin g e r i d e t g a m le K ø b e n h a v n . 190 6 . L IT T E R A T U R H IS T O R IE . A fh a n d lin g i S C H Ø N B E R G S H A AND BOG . 1907 . KG L . M A JE S T .’s A C T E U R S . B ille d e r a f S k u e s p ille rliv e t p a a R a h b e k s T id . 1 90 8 . C H R IS T IA N S H A V N . V a n d rin g e r i d e t g a m le C h r is tia n s h a v n . (DE SVANDT, DE SVANDT . . . ! II.) 1 9 1 0 . D E T KGL. T H E A T E R S S ID S T E B L A A T A A R N S FA N G E , e t B la d a f d e n d a n s k e B a lle ts H is to rie . 1 91 1 . F R E D E R IK S B E R G . V a n d rin g e r p a a d e t g a m le F re d e rik s b e rg . (DE SVANDT, DE SVANDT . . . ! III.) 1 9 1 2 . V E JE N GAAR M IN T R O O V E R V E S T E R B R O . V a n d rin g e r p a a d e t g a m le V e s te rb ro og F re d e rik s b e rg . (DE SVANDT, DE SVANDT . . . ! IV.) 1913 . D E N GAM LE H E R R E F O R T Æ L L E R . 1916 . Ø S T E R B R O F R A T O L D B O D V E J T IL V IB E N S H U S . (DE SVANDT, DE SVANDT . . . ! V.) 1 91 6 . D E R VAR EN GA N G — ! T a n te C h a rlo tte s T h e a te r m in d e r . 1 91 6 .

K N U D B O K K E N H E U S E R N Ø R R E B R O VANDRINGER PAA DET GAMLE NØRREBRO (DE SVANDT, DE SVANDT . . . ! VI)

MED OMSLAGSTEGNING AF GERHARD PETER SEN

K Ø B E N H A V N ^ f /f D ET SCHØNBERGSKE FORLAG ERNST BIERBERG & MICHAEL H. JENSEN

KBHVN. - NIELSEN & LYDICHE (AXEL SIMMELKIÆR) MCMXVII

Til

D i r e k t ø r

M O G E N S K N U D S E N med Tak for fælles glade S ludenterminder

FORORD.

D e t er ikke m ed samm e Følelser, jeg afslutter denne Bog om Nørrebro, som jeg har endt dens fem Forgængere med. Jeg ser nem lig i dette Arbejde A fslu tn ingen paa den Serie »De svandt, de svandt — «, der egen tlig har dannet m it M anddom s­ arbejde og skab t m ig m in virkelige Læsekreds. Ind paa alt det, jeg nu elsker og arbejder for i m in Bog, kom jeg m aask e gan ske tilfæ ldigt; det var m ine Spadsereture, der først blev til spredte Avis­ artikler, m en koncen treredes i h ele Bøger, som a l­ drig har ha ft til H ensigt at skabe en fuld stændig Københavns H istorie, m en som sku ld e være L ed ­ sagere for andre paa deres Ture, saa at de h erig en ­ nem saa at sige lukked e Byen og dens H istorie ind i deres Hjerter og selv fik Lyst og Mod til at gaa videre paa egen Haand. Ser jeg tilbage paa det lange Arbejde, der nu er endt, maa jeg være glad og takn em lig for, at jeg fik Lov at fu ld føre det. Derfor skylder jeg m in stadig vok sende Læserkreds og m ine T ilhørere ved Foredrag og Spadsereture en varm Tak. Men jeg havde ikk e faaet saa m ange i Tale, om m it Forlag ikke havde staaet m ig trofast bi, fordi det saa, hvad jeg vilde, længe inden jeg selv fandt sikker Form derfor. Og det samm e Forlag er endnu saa liberalt, at det giver m ig Lejlighed til nu at gøre den oprindelige Bog —- »De svandt, de svandt — « — ny i en omarbejdet Skikkelse, naar Serien er sam let.

En god Presse m aa jeg ogsaa takk e for; der er sagt m ange forstaaend e og velvillig e Ord om det, jeg skrev, aldrig noget ondt. Mange har ogsaa i T id ens Løb rakt m ig en h jæ l­ pende Haand. Man kan jo ikk e i Kongeriget D a n ­ mark leve af at være Forfatter i saa speciel en Genre som m in. F ord i jeg slutter denne Serie, er dog h eld igvis ikk e m it Arbejde sluttet. Der ligger m ange Opgaver og vidt Land for m ig endnu; m en jeg kan nu se baade tilbage og frem , tilbage netop paa det, der for m ig peger fremad. Og jeg føler det som en P ligt og en Sam vittigssag for m ig at fortsæ tte m ine Granskninger i den Bys indre og ydre H istorie, som jeg i saa høj Grad elsker og føler m ig som »Led og Del i. Der er altfor mange, der tror, jeg ved langt mere, end jeg gør; derom bærer m ange Breve og F o re­ spørgsler Vidne; m en jeg ser netop heri B ek ræ ftel­ sen paa, at jeg har fund et Vej frem ad m od de Maal, jeg har sat m ig. T il Vejs Ende naar sikkert ingen, der vil saa dybt til Bund s som muligt, sidst af alle jeg selv. Ju li 19 17. K n u d Bokk enheu se r.

N ø rre p o rt set fra G laeiet. 183 2 . (Maleri af C arsten H enrichsen.)

I. INDLEDNING.

H v o r lille København var, da H en rik H e rtz i 1836 skrev sit k la ssisk e Skuespil: »Sparekas­ sen«, faar m an et levend e Begreb om a f nogle faa R eplikker deri. An ton ie vil gerne bruge noget af Arven efter den »aldrende Pensionist« Sørensen til at leje Værelser »udenfor Porten« til næste Som ­ mer; hun m ener ogsaa, at det vil være heldigt, at m an anskaffer en ny Hat til Mutter, da den gam le blaa er vendt og farvet op tre Gange, og Skildvagten, naar F am ilien drager ud ad Vesterport 0111 Søn ­ dagen, vender sig og ser paa den. At Fatter ikke gider gaa m ed ud »paa Landet« eller rettere sagt »uden Ports«, som m an da sagde, fordi han fo re

10 trak at tage sig sin Motion ved at sp ille Kegler i Store Kongensgade, er atter et B illede, der drager L in ierne op for B yen s rent ud p rovin sielle D a g lig ­ liv. A lle kender h inand en lige til Sengklæderne, som m an soled e paa Gaden, og det hed sig jo, at F red erik den Sjette var m est tryg, naar Nøglerne til Byen s Porte var bragt op paa Amalienborg, og saa var ogsaa B yen s Borgere sikre paa, at Fæstningen K ø ­ b enha vn var rolig; under Kongens H ovedpude laa Nøglerne, og han alene vidste, hvorled es de sku ld e drejes om . En eneste Und tagelse var der dog: Nørreport var altid aaben; naar Ra h b e k s Venner eller han selv kom for sent til at slippe ind ad Vesterport, maatte de gaa den lange Vej om kring ad Nørre, — men den var held igvis ogsaa baade vogtet og værnet a f Borgervæbning og Toldvæ sen, Akcisebod og Glacis, saa at der intet kunde ske, selv om F jend en kom til Landet. Men Nørreport var Byen s største og skønneste; den gav Anledning for D igterne til B esyngelse; Over- s k ou skriver i 1830 en hel V aud eville »Nørreports Vagt St. Han saften«; Underofficeren synger her, at Vagten »vogter paa h ver lystig F æ tter og tilla d e r ej, at Splid Byen af dens Søvn saa blid væ kker op ved N attetid, i Vagten sæ tter enhver, d er træ tter.« Men alligevel staar Porten frit op lukket »i Nat, St. Hans Nat«, og der sker da ogsaa de uhyggeligste Forvik linger, fordi den sædvanlige Kontrol m angler. Æ gtem anden drager uset ud for at m øde sin E lsk er­ inde; han s Kone og Datter vil ogsaa paa E ven tyr til Kirsten P ils Kilde, og den tjen stgørende Soldat maa m ed Graad se sin E lskede, T jenestep igen Trine,

11 tage til Skovs og dér i Nattens Løb »fradanse sig sin Æ re«. , Vi genfinder Nørreport som Udgangspunk t fra B y en den Dag, da Fodgarden gør Oprør m od Struen- see J u le a fte n ' 1771; da sidder Kaptajn Schioning, hvis Memoirer ligger n trykte paa Universitetsb ib lio­ teket, i sit Logis paa Kultorvet og ser, hvorledes Gardens oprørske Ud send inge for at slippe ud til Frederiksberg Slot og overbringe Kongen deres Klage søger Nørreport, som m an ikk e endnu helt har naaet at spærre; de springer over Bomm en og naar deres Maal. Matroserne, der vil klage, vælger samm e Vej; og endelig har vi i H. P. Holsts: »Den lille Hornblæser« et frisk og frejdigt B illede af D ren ­ gens A fsked m ed Byen paa Volden ovei’ N ørreport. — I L inie o pm arch eret staa r næ ste Dag et Jæ g erko rp s vel p u d set og arm eret.« Hvor køn t der var paa Nørrevold over Porten, siges i de kun faa Ord om , hvorled es Morgensolen skinner paa de grønne Træer og paa de danske l Drenge i den grønne Jægeruniform . Men vi føler det m aa sk e langt varmere og inderligere, naar vi en A ften i April følger Pou l Martin Møller derop; han ser Jom fruerne sole sig dér, han ser Høkeren gaa dér m ed sin sølvb eslagne Merskumspibe. V io ­ lerne pipper saa sm aat frem paa Voldskrænten, og den altid fo relsked e D igter kan føle sit Hjerte paa Vesten og mærker, at det er tungt, at han skal gaa hjem alene, naar den ynd ige Strøm a f skønne, unge Kvinder søger ad H jemm et til for ikk e at forkøle sig i A ftensvalen. Den unge A d am Oehlenschlåger vandrede ogsaa m ed bankende H jerte im od Christiane Hegers Bolig paa Nørregade sin »Sværmetur« den 17. Juli 1800; han saa hend e ikk e ved V induet, som han havde

ventet, og saa gik han tilbage ad Volden, hvor han A ftenen i Forvejen havde vandret m ed hend e i »usigelig h imm elsk L yk saligh ed og H enrykkelse«! M ismodig var han, fordi han ikke en Gang ved at kaste et B lik ned fra Volden i hend es Have kunde stille sit Savn. Men efter en lang Vandring uden Maal gennem Byen ender han alligevel igen paa Volden, hvor de stod en Gang, tavse, F avn im od Favn , alting tav, ingen Lyd hørtes uden deres Kær­ lighedssuk . Ogsaa Em il Aar estru p sender i et ret ukendt Digt: »K øbenhavnske Minder« de gam le Volde med deres T ilbehør et takn em ligt Nik, naar han begynder i følgend e Optakt: »O, I grønne B astioner, hvor den unge M artsviol stod ved Siden af K anoner i den friske Morgensol«, og han s Blik iler fra Volden baade ind ad mod:

»de m atbelv ste H jø rn er h vo r m in u erfarn e Sjæl m angen Skønhed u n d er Kysen kigged ved en Lygtepæl« »Nørrefælled, h vo r du ryster, Sæ lgekoner staa r for S kud; sto rt i Holger D anskes B riller tog sig Kongens L ivkorps ud. P ræ gtig steg m in hvide Drage, h ø jt m od B læ sten stod den fast,« Jan itsch arm u sik ved V ag ten ! Ak. som denne Amm e h er ty sser paa sin G lut m ed Ranglen, støjed du for F olket der.«

og ud ad:

og han m indes

Ogsaa i urolige Tider, hvor F red erik den Sjettes Jan itscharm u sik ikk e har den samm e dyssend e V irk

13 ning som i Aa restrn p s Barndom , kan vi se a fv ek s­ lende B illeder fra den gam le Vold, næsten altid begyndende fra Nørreport. O verskou m indes de b e­ vægede Dage i 1807, da Volden var bedækket med en uhyre M enneskevrimm el. Vægterne havde deres gule Kobbel om L ivet eller spadserede i Vægter­ k jolen m ed Kone og Børn; Borgerskabet, som B or­ gervæbn ingen kaldtes, gik i et eller andet S tykke af U n iform en eller m ed den opkrampede Militærhat

N ø rrep o rt in d en fo r Volden. (Overlæge H alks Samling.) til den sædvanlige Dragt; Studenterne i korte, mørkeblaa Trøje m ed hvide Lidser eller i sorte K jo­ ler m ed en paah eftet rød Krave; langs Brystvæ r­ nene stod Infanteri, og i Bastionerne laa Artille­ risterne lejrede om Kanonerne, m edens den saa- kaldte »anden Afdeling« i smaa Troppe exercerede neden for ved M øllebygningerne og dannede det b e ­ synderligste Karikaturmaleri, da disse samm enrap- sede Fem tenrigsdalerskarle, som de betitledes, fordi de fik 15 Daler paa Haanden, kun havde Armatur, men ingen Mundering. Deres Klæder havde de fo r

14 skelligste Farver og Snit; nogle havd e Trøjer, andre Frakker, enkelte endda ingen af Delene, m en gik i Vest og Skjorteærmer, nogle bar korte, andre lange Bukser, og dette gav dem i F oren ing m ed den k e j­ tede Exercits et hø jst løjerligt Udseende. S tab soffi­ cerer, H erregaardsskytter og sjæ lland ske Ryttere som Ordonnanser galloperede under Skrigen og Skraalen til Stimm elen , som over alt spærrede Vejen, frem og tilbage forbi hverandre; i en aaben Vogn kørte den gam le B iskop Balle m ed det a lvo r­ lige, store Ansigt under den store A llonge-paryk, uden Hat paa, fra den ene F lok til den anden, for at holde Trøste- og Opmuntringstaler, som kun faa brød sig om at høre paa. Paa m ange Steder havde h ele Kompagnier stillet Geværerne i Pyram ider og laa gruppevis om kring Brødkoner og Brændevinssæ lgersker, m ed en s K am ­ merater fra andre Vaabenarter halvberu sede sp an ­ kede, syngende og støjende, Arm i Arm, om ibland t dem. Og ud enom og im ellem de bevæbnede m ed deres i Solen b link end e Vaaben m ylrede det af Mænd, F ruen timm er og Børn, som dels besøgte d e­ res Venner og beslægtede, dels begabede dette til alle Kanter udbredte nye og overordentlige Røre. Fra Rosenborg bevægede Mængden sig ud m od Toldboden ; m an kund e fra de dækkede Bastioner her følge en fire T im ers heftig Kamp, da dan ske Kanonbaade forsøgte at faa Bugt m ed et af E n g læ n ­ derne nyan lag t Batteri ved Svanem øllen ; saa stir­ rede m an plud selig paa den engelsk e F laad es M aste­ skov, der tonede frem i det fjerne; alt b lev stille, til Bom bardem en tet faa Dage efter tordnede sin Død over de sorgløse K øb enhavnere der inde paa Volden fra Nørreport til Øster. Saa lid t var vi fo r­ beredt — den Gang! — Under Belejringen af Sven skerne i 1658— 59 var Nørrevold ikke den m est udsatte Del; det var

15 ogsaa derfor, at vi til Nørrevold kan henføre H o ­ v ed scenen fra den bevægede Ju leaften 1658, da Bor­ gerne m id t under Ju lenadveren kaldtes til Volds, m en det senere viste sig at være blind Allarm, saa at Kvinderne kund e bringe deres Æ gtemænd Maden der op, saaled es som vi kender B eskrivelsen fra Vallensbæk: m en da alle var draget hjem i den iskold e Vinternat, var dette Sted ogsaa det, hvor Vagtblussene holdtes m ind st ved Lige, og derfor kunde det hænde, at m an ikk e observerede, at en stakkels, fattig Student, der stod dér trofast i sin tynd slid te Kjole, frøs ihjel og først b lev fund en den næste Morgen. Men fra den værnende Volds Alvor spreder der sig ogsaa i F red stid et hyggende og for B yen sm yk ­ kende Skær, fordi det er Indbyggernes naturlige Spadserested, der ikk e altid er lige artigt; Tode ivrer jo im od de unge Piger, der iklædt »Spindelvæv« og in tet for R esten flaner paa Volden efter Solned ­ gang og paadrager sig Forkølelser og andre langt ub ehageligere Følger saa vel for Legem e som Sjæl. And ers T ik ø b m aa jo absolut under sit Besøg her i B y en et Svip derop. Omkring Nørrevold sam ler især M inderne fra Nørreport sig, naar m an tænker paa h in e stolte T i­ der, da Borgervæbningen fra sine Fæ lledture ryk ­ kede ud og ind under den gan ske Bys D eltagelse og Ledsagelse. Og det Navn, hvortil m an paa Grund af K læ stru p s fornøjelige B illede deraf m est fæster Erindringen, er Mandens, der bred og stolt red i Spidsen, Grosserer og Oberst i Borgerne Johan Ger­ ha r d F red erik Garbrecht. Han var Associé i det højt ansete F irm a C. Fabritius & W ew e r , han var »Paa Volden ædis A ftensm ad paa Juleaften , o, h vo r glad. Med fuld godt Mod, m ed 01 og Vin en h ver d er d rik k e r Skaalen sin«;

16 født i 1799 og døde i 1857. Nogen helt a lm in ­ delig Mand var han ikke. Sin m ilitære P ligt tog han med den største Alvor, og Grunden hertil var, at han virkelig i denne sin Gerning fand t et U d ­ løb for sin patriotiske Iver, hvad han ellers ikke kund e finde L ejlighed til uden i den L ejligh ed s­ poesi, han efter sin Sam tids Smag m estrede ved festlige Lejligheder, naar han havd e været m ed til

U dsigt til N ørrebro. (Overlæge H alks Samling.) at spille Kom edie i »Holbergs Minde« eller deltaget i Skydeselskabernes, Vaabenbrødrenes eller det b e­ stand ig borgerlige Selskabs Samm enkom ster en ten inde i B yen eller paa Ravnsborg udenfor Nørreport. Mange a f disse Poesier er trykte, en Del sam lede i M indeblade, Vaabenbrødrene udgav over ham efter han s Død. Men som han red højt til H est i Spidsen for sine Borgere, red han ogsaa sin P egasu s m ed susende, hø jtsvungn e Vinger; det er nok til for at karak teri­ sere han s D igtnings Art at nævne et Par T itler paa

17 de Sam linger, han udgav: »Vaarblomster«, »Riffel- krandsen«, »Valkyriernes Ivrands«, »Gravlilier«, »Sværd og Banner« er betegnende for han s Lyriks naive og godtroende Art. Det var i øvrigt, hvad senere Tider næppe helt har kunn et fatte, betragtet som en stor Ære at være Borgerofficer; det var Byen s bedste Folk, m an be-

Gothersgades Mølle. 1865 . (Overlæge H alks Samling.) troede dertil; de gjorde deres P ligt i Krig og F red s­ tid; betegnende er det saaledes, at Grundlæggeren a f det højt an sete Høffdingske H and elshu s, Grosserer N. F. Høffding , der døde som Oberst i Borgervæb­ ningen, satte Pris paa T itlen, og at han s først i 1896 døde Enke stadig lod sig titulere Oberstinde. Hvad der ogsaa gav Volden og Livet dér et frit Præg, var de m ange Vejrmøller, der tillige virkede køn t i Byen s Profil. Skønt Adolpli Reckes M øller­ svend bor paa Vestervold, ikke paa Nørre, er dens

18 frejdige K øb enhavnerop sang fæ lles for alle M øl­ lerne; derfor m aa denne M øllersang ikk e forbigaas, hvor Volden s B illede tegnes. »Med H atten ej jeg m elder m it Goddag — faldera, og Møllen ta ’r ej heller H atten a’, — faldera.« »Vi bo saa fo rn em t paa den grønne Vold, ved dens S kræ nt, d er holde vi en S kildvagt og en Told- A ssistent. Og vil vi, kan vi slaa os re t til Ro, faldera, for de skal passe paa os begge to, fa ld e ra ! Og efter K lokken ni paa Volden tø r m an ej gaa, k u n Møllen gaar, den e r ej gal og sp ø r’, om den m aa. Den d riv er om m ed V inger som et Lyn, faldera, og se, m it Væ rk det b rin g er m ig jo G ryn, faldera!« Mølleren fra V estervold siger, at »de andre Møller brænde, bedst de staa, det veed Gud, og Assurance- com pagn iet m aa punge ud«; det bringer os til her ved Nørrevold at tænke paa Gothersgades Mølle, der brændte ned, uden at Brandvæ senet mæ rkede noget til det hele, før det var forbi, hv ilk et har givet An ­ ledn ing til en hum oristisk Fortæ lling »Da Gothers- gadens Mølle brændte — «, hvori Fortæ lleren stad ig ­ væk bliver afbrudt, saa at han aldrig faar Lejlighed til at gøre Rede for, hvorfor og hvorled es den brændte. Det kan m aask e derfor være m orsom t at m eddele, at m eget gam le F o lk endnu kan berette, at det skete en Lørdag Aften, som Møllerens Datter sku ld e k o n

19 firmeres 0111 Søndagen; hendes Tøj sku lde stryges; m en m an passede ikke paa m ed Jernene; der gik Ild i Tøjet, og Møllen brændte. Hunæu s’ berøm te B illede fra Volden im od Øst Store B ededagsaften m ed Portræ tterne af Prins Fe r­ d inand og Prin sesse Caroline, Chr. W in th e r o. fl. andre hænger jo nu paa Kunstmuseet, og dets H i­ storie er m orsom derved, at den D am e, der er frem stillet spad serende m ed den jød iske Agent Phi- lipson under Armen, en Mand, der ju st ikk e var bekendt for sine Dyders Skyld, ikke havd e faaet sin Gemals T illad else til at lade sig afbilde m ed ham , hvorfor han blev saa rasende paa Kunstneren, at han — købte B illedet. Men at der ogsaa fandtes et levende, m aask e mere folkelig præget Liv paa Nørrevold St. Bededags A f­ ten, derom vidner et langt mere ukendt, m en lige saa fornøjeligt Arbejde af B e rnh a rd Olsen fra 1868, som her er gengivet. Men gem te de gam le Volde paa Minder om Livet paa dem og Kampen om dem og fra dem , saa havde de i — ja, det lyder m aask e som en daarlig Brander! — deres Indvolde mærkelige Spor fra h in e Tider, da B y en første Gang blev Fæ stning, som ikk e n ø je­ des m ed Mure, m en ogsaa brugte P lanker og Jord til at skærme udadtil og Taarne, genn em hvilke m an indefra fik let Vej ud. De æ ldste Rester af disse ejendomm elige Fortidsm inder — fra det 13de Aarhundrede — dækkede man over, da Voldene blev lagte under Christian den Fjerde; for den moderne Krigsførelse var de ingen ting værd; m en m an havde dog den Gang P ietet nok til at lade disse gam le Taarne staa; da vi rev Voldene ned i 60 ’erne og 70’erne, fjernedes brutalt alt, hvad der laa i Vejen for at gøre B yen saa grim som muligt. Af Vanvare skaanede m an ganske vist Jarmers Taarnets Ruiner paa H jørnet a f Vester- og Nørrevold; men da man

2 0 i 1874 ved A fdækningen af Nørrevold ud for Lars- lejstræde stødte paa m eget vel ved ligehold te L ev ­ ninger af det saakald te Hanetaarn, m idd elalderligt rom an tiske som de var, især naar m an saa dem i Maaneskin — skønnere Syn har vi kun ha ft i Kø­ b enhavn af Marmorkirken, inden det lykk ed es T ie t­ gen at faa den færdig — , rev m an dem brutalt ned og anbragte til »Minde« derom en Rundkreds af

Store B ededagsaften paa Volden ved N ørreport. (Carl C. C hristensens Sam ling.)

Sten i Brolægningen, som faar den m indre vel in ­ struerede Beskuer til at tro, at der egen tlig her fin ­ des en Aabning til et af de Rør, der takk et være Am b ts Snille gjorde vor By til m aask e den bedst kloak -forsyn ed e i Evropa. Og dog var Hanetaarnet foruden at være sm uk t tillige et Minde fra D ronn ing Ph ilip pas Tid, da vi sloges derfra m od vore F jender, og det fik senere en fornyet B erømm else derved, at — ved et mæ rk ­ værdigt Samm entræ f af L yd lighed — H a lm s Ba-

2 1 stion laa her i 1659. Man kan m ene om denne Eventyrer, F red erik den Tredies og Christian den Fem tes Ynd lingshofsnog, hvad m an vil, m an kan rolig give ham det tunge Ansvar for, at D anm ark s m aaske betydeligste Statsmand, Griffenfeld, blev styrtet; m en eet m aa man lade ham ; m odigt og tap ­ pert forsvarede han netop ved Hanetaarnet i Sp id­ sen for Kongens L ivkorps sin By under Sven sker-

H anetaarnet. 1874 — 75 . (Overlæge Halks Samling.) krigen, og skøn t han, da han saa tilbage paa sit Liv, m edens han laa paa sit Dødsleje og gik sit Synderegister igennem , m ed en vis Selvironi sagde: »Ich habe m ich nimm er in der W elt fur etwas ge- furchtet«, saa tjente det ham m aask e denne ene Gang til Ære, da han fra Hanetaarnet viste, at han heller ikke veg tilbage for noget i Krigstid. Hvorfor maatte vi dog ikke beholde det Ilan e- taarn? Det laa jo frit ved Nørretorv og kunde kun pyn te, ikke skæmm e det gam le »Klude-Torv« paa nogen som helst Maade. 2*

2 2 Og slutter vi nu ved Nørreport, m aa vi erindre, at den fra sin oprindelige P lad s fra Ch ristian den F jerdes T id ved h ele Fæ stn ing en s Om læggelse i 1671 flyttedes til End en af Frederiksborggade, der den Gang kun gik fra Volden til Rosenborggade og fo rt­ sattes i M ikkel V ibes Gade langs V estsid en af det nuværende Kultorv, der først b lev anlagt efter B ran ­ den 1728. I 1680 forlængedes F red eriksborggade til L ille Købmagergade. Da Loven om D em a rka tion slin ien s Ned læggelse den 6. Januar 1852 var b levet vedtaget, var Voldene og Portene dødsdøm te. Nørreport fald t først i B a r­ barernes Kløer; det skete allerede i Jun i— Juli 1856, at m an til Harm e for alle dem , der elsked e deres By, lagde vold elig H aand m ed Økse og H akke paa den og dens Minder; Vesterport fald t Aaret efter, derefter Amagerport og sid st i 1858 Østerport. Mærkeligt og trist nok er en saa dygtig Ingeniør som Am b ts Navn kn y ttet til den sidste Voldrests Død. Det var han s i sig selv g eniale Jernbanepro­ jekt, der i F jor tog L ivet af Ø stervolds Levninger; det er muligt, at T id kræver P lads; nye T ider nye Skikke! Men det er dog heller ikk e til at benægte, at et vist P ietetskrav overfor det gam le kund e have Ret til at nyde større R espekt end den en este Trøst, der ligger i H jertesukket: De svandt, de svandt!

Indgangen til »Blaagaard«. (Overlæge H alks Samling.)

II. BLAAGAARD.

D e n Del af Nørrebro, der har den største, ikk e altid lige glædelige H istorie, er Blaagaard. For vor Generation er N avnet kun en Glose, der er k n y t­ tet til een af Nørrebros grimm este Gader; de lidt ældre erindrer noget om B laagaards Sem inarium , som er M oderskole for det nu saa navnkund ige Jonstrup. Men Kongsgaardens og det litterære og borgerlige B laagaards Saga er for længst gaaet af Minde. Paa F red erik den Tred ies T id laa der fra P eb ­ lingesøen og helt ud til, hvor A ssistens Ivirkegaard begynder, en vid Mark, der kaldtes Teg lgaa rd sma r- kén, hv ilk et lader formode, at der i tidligere Dage har ligget en Teglgaard. D enne Mark købte en af Frederik den Tredies Yndlinge, han s tidligere Kam-

2 4 nierskriver og Om slagsforvalter, senere saa betroede Rentem ester og Statholder Ch ristopher Gabel, for derpaa at bygge sig et L y stslot m ed en mægtig Have omkring. Da Tagsten ene var blaa, kaldte K øben­ havnerne Gaarden Blacigaard, og det Navn beholdt en siden. Hvorfra Gabel havde faaet sine mange Penge, er ikke let at sige; m en at han i høj Grad har udnyttet sin Ind flydelse hos Kongen, er givet; B eskyldninger for B estikkeligh ed maatte Gabel bære, og han fik da ogsaa m ange og mægtige F jender, derim ellem Kronprinsen, den senere Christian den Fem te, og selve Dronn ing Sofie Amalie og mægtige Adelsmænd som Ah lefeld t’er og R o s e n k r a n tz ’er. Hans E fter­ mæle, da han døde d. 13. Oktober 1673, var da og ­ saa saa betinget heldigt, at den, der skrev venligst om ham , Juristen H e rm a n Corning, kun kund e sige: »Han er ikke saa udannet, som det alm indelig siges, og ser m an hen til han s naturlige Begavelse, har han ingen Lige.« Gabel vidste selv, at han s Magt stod og faldt med Kong Frederik; han faldt da ogsaa straks ved d en ­ nes Død i Unaade og trak sig tilbage fra Hove. Der var i Gabels T id kun en prægtig Have, og han har plantet de senere saa mægtige L indealléer; ellers laa der kun Sm aapavilloner m ed blaa Tage paa Grunden. H ovedbygn ingen er langt yngre. I 1688 solgte Gabels ganske ubetydelige Søn hele E jendomm en til Generalfeltmarskal Ulrik Fred erik Gyldenløve, som dog kun beholdt den i kort Tid, hvorpaa den kom i forskellige Officerers Hænder, ind til Kong Frederik den Fjerdes Broder, Prins Carl, købte den i 1706. Han udvidede Grunden ved ogsaa at købe Jord paa den anden Side af Søen, det saa- kaldte Akcisebodvænge im ellem P eb lingesøen og Farim agsvejen , og det var ogsaa ham , der byggede den stolte H ovedbygning, det virkelige, h istoriske Blaagaard.

D enne Prins Carl var ikk e nogen betydelig P er­ sonligh ed; til Trods for, at han fik m ange T itler og Embeder, var han egen tlig kun en jævn, rolig Gods­ ejer, der tilbragte sin T id m ed at jage og ride, læse i p ietistisk e Bøger, sy sle m ed Guldmageriet og H av e­ kunsten , og dette har »Prinsens Have«, som m an ogsaa kald te B laagaard, sikkert nyd t godt af i rigt Maal. For øvrigt var han god m od sine Bønder og kom godt ud af det m ed sin Broder, Kongen, der regnede ham for en stor Ubetyd eligh ed , der var fu ld stændig i Lomm en paa sin Hofm ester, den se ­ nere Minister Carl Ado lf P ie ssen , og det i den Grad, at Kongen en Gang i Spøg sagde: »Der komm er Prins P less m ed m in Broder Carl.« Hoffet, der fø r­ tes paa B laagaard, og hvortil P rin sen s Søster Soph ie Hedevig , en m eget strængt pietistisk Dam e, sluttede sig, var gan ske vist lille, m en yderst forn em t og til­ bagetrukken t. P rin sen havd e 47 Personer til sin Opvartning, P rin sessen 23, og der spistes paa Sølv. Skønt Prins Carl var en af Naturen godm odig Mand, lod han sig dog af sin Søster, der havde m eget strænge Principper, oph id se i den Grad im od Kong Frederik , fordi denne havd e taget Anna Soph ie R e v e n tlow til Dronn ing, at han brød m ed H offet og forlod B laagaard samm en m ed Søsteren for sam ­ m en m ed hend e og den uundværlige P iessen at føre Hus fjernt fra H oved stad en paa sit Gods V emm e­ tofte. Siden lod han sig, svag af Karakter, som han var, forsone m ed Kongen og Anna Soph ie og nedlod sig endda til at staa Fadder til et af h end es Børn m ed Kongen. Ved sin Død i 1729 havd e han testa ­ menteret Soph ie H e de vig B laagaard. Medens denne Gaard var i Kongens Sød skendes Eje, ind traf der i 1716 en B egivenhed , der vakte stort Røre i København; Cza r P eter den Store, der havd e lovet D anm ark Pljælp m od Ka rl den To lvte, kom m ed Czarina, den senere Ka tha rina den Første,

26 til K øb enhavn og lagde 20,000 Russere paa H veen og 4000 uden for Nørreport. Glæden over denne Hjæ lp var noget b landet hos Frederik den Fjerde. For det første stolede Kongen ikke paa Czaren over en Dørtærskel, hlot en Smule Medvind for S v en ­ skerne vilde hurtig kunn e vend e dennes Sind im od Danm ark , saa at han i Stedet for at hjæ lpe Kong Frederik m od Kong Karl i Skaane kund e falde paa at hjæ lpe denne m od København, og saa var det ikk e gun stigt at have den ru ssiske Barbar liggende ind en for Byen s Volde m ed 4000 Mand og m ed 20,000 i Reserve paa Hveen, m ed en s vore Soldater var stærkt bundne i Norge; dernæst var der slet ikk e P lad s paa Københavns Slot til de mægtige Gæ­ ster, og endelig var Rygtet om , hvor forfærdeligt og brutalt baade P eter og Ka tha rina havd e teet sig fra det Ø jeblik, han satte sin F od paa dan sk Grund i Gedser, og hun i Rødby, fløjet forud for dem , saa at Fred erik den F jerde, der ved Siden af den Hang til overdreven Nydelse af Spiritus, der havd e k end e­ tegnet de fleste old enborgske Konger, dog var en fint dannet, lidet robust Natur, ikk e havd e særlig Lyst til at have det ru ssiske Herskerpar altfor nær i daglig Omgang, og han faldt da paa at bede Prins Carl og Prin sesse Soph ie He d e vig om , at de vilde hu se Czaren paa Blaagaard. Det var endnu i D ron ­ ning Louises Tid, saa F o rho ld et m ellem de to H o f­ fer paa hver sin Side af Nørreport var stadig v en ­ skabeligt; m en skøn t Prins Carl, der dog var ret ængstelig for sit pæne Sølvtøj, var tilbøjelig til at im ød ekomm e Broderens Ønske, strandede Arrange­ m en tet dog paa P rin sessen af religiøse Grunde. Hun saa i P eter den Store kun Barbaren, »M oskovitten«, der i hend es Øjne kund e sættes i Rang m ed H ed ­ ninger, for hvem hend es fromm e Sind ingen venlig Tanke kunde rumme, og saaledes gik det til, at B laagaard slap for Indkvartering af Selvherskeren

27 over alle Russere og saaledes blev et h istorisk M inde fattigere. Medens Prins Carl som sagt var en ret ub etyd elig Karakter, var det m od satte T ilfæ ldet m ed B laa- gaards ny e E jer, P rin sesse Soph ie H e d e v ig , der var en D am e m ed en stærk V ilje og m eget varm e S ym ­ patier og Antipatier, stræng i sin D om og stærkt grebet a f p ietistisk Sværmeri. Det var h end e um u ­ ligt at indgaa i noget af de sædvanlige fyrstelige, af Po litik dikterede Æ gteskaber; hu n havd e sine udprægede Interesser, hun dyrkede Musik, og hun m alede til H u sb ehov og levede ellers for sin God­ gørenhed, som hun drev i Stilhed, m en i stort Om ­ fang. Hun var som gan ske ung b lev en tvunget til at forlove sig m ed Arveprins Georg a f Kur-Sachsen; m en ham hold t hun ikk e ret længe ud, og saa hæ ­ vede hu n F o rb ind elsen til Christian den Femtes F o r ­ tv ivlelse; hend es Moder, D ronn ing Charlo tte Ama lie, arbejdede saa paa en F o rb ind else m ellem h end e og den senere ty sk -rom ersk e Kejser Josef den Første; m en dette satte hun sig m ed Hænder og Fødder imod, og da m an saa foreslog h end e Ka rl den T o lv te for at gøre dennes S tem ning m od D anm ark blidere — han var jo for øvrigt selv Søn af en dan sk P rin ­ sesse, h end es Tante, U lrik k e E leonora, der havd e fristet trange Kaar som Sveriges D ronn ing — er­ klærede hun, at hun var b leven k log nok a f sin Fasters Skæbne til ikk e at gøre den D um h ed om igen, og hu n b lev saaledes ugift h ele sit Liv. H elt uim od tagelig for blidere F ø lelser var hun dog ikke. Gud og H verm and i D anm ark vidste, at hun stod i et endog m eget in tim t F orho ld til sin O verkamm erherre Carl A d o lph v. P iessen, saa at Rygtet endog — m en m ed Urette — sagde, at hun var hemm elig t gift m ed ham . Sophie Hedevigs Navn kny ttes u lø selig t til Danm ark s H istorie der­ ved, at hun gjorde sit Gods V emm etofte til adeligt

2 8 Jom friiekloster; sine varm e F ølelser overfor v. Pies sen dokum en terede hun derved, at hun ved et Gave­ brev af 9. Maj 1732 skænkede ham B laagaard, lig e­ som hun testam en terede ham et Sølvtaffel og en Sølvbu ffet. P iessen vilde af H en syn til F o lk esn ak ­ ken ikk e tage im od B laagaard i P rinsessens levende Live; m en saa blev Kong Christian den S jette vred og befalede ham at overtage Gaarden, som herm ed gled ud af kongeligt Eje. Det bliver derfor nu nødvend igt at stifte nøjere Bekendtskab m ed denne B laagaards mærkeligste, paa en Maade ogsaa betydeligste Ejer, som ogsaa var den, der gav Lystejendomm en dens endelige Præg. Carl Ado lph v. Piessen var født i 1678, og efter at han havde foretaget de for Datiden s unge Adels- mænd sædvanlige Uddannelsesrejser i Udlandet, blev han, som vi har set, nært knyttet til Prins Carls og Prinsesse Soph ie Hedevigs Hof. Da han i Stri­ den havde taget stærkt Parti im od Anna Sofie Re- ven tlow , frygtede Kong Frederik den F jerde for, at han ved han s Død sku lde faa stor Magt og staa Anna Sofie haardt imod, hvorfor han gjorde alt for at stemm e P iessen blidere. Der er noget forund er­ ligt rørende i det bekendte Optrin d. 11. Oktober 1730, da den døende En evo ld skong e kaldte P iessen op til sin Seng og, idet han hængte E lefan tordenen s Baand om han s Hals, inderlig bad ham skærme D ronn ingen og hendes Børn mod deres mægtige F jender. Piessen tog im od E lefan ten; m en han hold t ikke sit Løfte, han var tværtimod »stadig Anna Sofie lige gram«. Derfor gjorde Christian den Sjette ham og ­ saa til Medlem af Kon seillet og til O verkamm er­ herre ved Hoffet, og det siges om han s V irksomhed, at han var en mere end alm indelig begavet Mand med rig D ann else og udmærkede Talegaver. Han

29 var desuden en ædel, uegennyttig og trofast Karak­ ter m ed alvorlige og dybe Interesser og en v irk e­ lig from Mand. Han understøttede V idenskaberne; navn lig hjalp han H istorikeren Han s Gram, H o l­ bergs sam tid ige, til at skabe sit berøm te B ibliotek. Men han var ogsaa praktisk; han styrede sine v id t­ strakte Godser dygtigt og var en ivrig Deltager i og i lang T id Præ sident for saa vel det asiatiske som det v estind isk -gu in eisk e Kompagni. T il at b egynd e m ed var F o rho ld et m ellem Piessen og Christian den Sjette ovenud ven skab eligt; men skøn t P iessen selv, som sagt, var dybt religiøs, kund e han ikk e gaa m ed til den nye P ietism es Intolerance, og han erhvervede sig derved en dødelig F jende i D ronn ing Sofie Magdalene, som satte ondt for ham hos Kongen. P iessen var en stejl og stolt Adels­ m and, der ikk e var bange for at sige Kongen sin M ening lige ud ; Kong Christian derim od ynd ede, at han s Adelsmænd iagttog en mere »submis« Tone, og P iessen tog derfor den 27. April 1733 sin Afsked fra K onseillet; da Kongen stadig siden ansaa ham som Fører for en »Bande«, der rettede sine Kræfter im od ham , fratog han uden videre Piessen hans Pen sion , og han kom aldrig mere i Statstjeneste. Han levede B esten af sit L iv for Ledelsen af sine Godser; han ejede Førslevgaa rd , Ha rrested, Gun- d er s tø vh o lm , Saltø, Ka stru p , Fuglebjærg og F o d b y paa Sjæ lland og D ronn in g lund i Jylland. Han interesserede sig ikke m eget for Landbo­ reformerne; derim od var han ivrig for Skoleunder­ v isn ingen hos sine Bønder og oprettede hele 16 A l­ m ueskoler, som han selv kon trollerede ved sine sta ­ dige Besøg; han var i høj Grad godgørende, var ugift og døde d. 30. Januar 1758. B laagaard kund e saaledes ikke være komm et i bedre Hænder end Piessens. Selvfølgelig var Gaar- den ham ikk e stor nok, han købte Grund helt til

30 Ladegaardsaaen og saa m eget paa den and en Side a f Peb lingesøen , at denne kom til at ligge som et Slags Indsø. Meget opho ld t P iessen sig dog ikke her nde, og efter han s Død solgte Arvingerne Blaa- gaard til R a h b e k s Faders Morbroder K n u d L yn e , der den Gang var K on sum p tion ssk river og en meget velstaaende Mand, efter hvis Enke R a h b e k som b e­ kend t arvede 12,000 Rdl.; om denne Lykke beretter Vennerne fra S to rm s Bord i Drejers Klub i et Brev til en fraværende Søofficer, der er Medlem af K lub­ ben: »Paa R a h b e k ses, siden han arvede, ingen an ­ den Forandring, end at han har faaet sig en ny blaa F rakk e m ed h ianke Knapper i, og at B ihlio- tek sd irek tion en har m u lk teret ham for 12 Rdl. for uafleverede Bøger, da de fand t det billigt, at han afgav 7 10oo.«_ D isse Linier er overordentlig betegnende. Man m a a tte lægge Mærke til, naar R a h b e k fik en ny Frakke, for det hændte næ sten aldrig, og den U or­ den, der siden kunde bringe selv K am m a til F o r ­ tvivlelse, har sikkert retfærdiggjort den idøm te Straf. Pengene fik for øvrigt hurtig Ben at gaa paa; Øko­ nom var R a h b e k som bekendt ikke; ved han s Død var B a k k eh u s e t prioriteret op over Skorstenene; m en de satte ham i Stand til at foretage en stor og frugtbringende Rejse til Udlandet, hvor han navn lig studerede Skuesp ilkun st, og om hv ilk en han fortæ ller vid tløftigt i sine »Erindringer«s andet Bind. Men i første B ind om taler han K n u d L y n e og Blaa- gaard, og da det er dette, der i denne Forbindelse har Interesse, skal vi give den gam le D igter selv Ordet: »K n u d L y n e var en Slegfredsøn af m in Farmoders Fader, en velhavend e Selvejer, der af to Æ gteskaber havde adsk illige haade egne og Stedbørn (blandt hv ilk e den i sin T id saa ansete Generalkrigskom ­ m issær Stephen Hansen, Ejer af H amm erm øllens

31 Geværfabrik m. m .). Hver Gang Knud Lyn es Moder kom m ed D rengen til han s Fader, var de øvrige Sød skende, især Søstrene, studse og uv en lig e im od begge; kun m in Farm oder, der var et ejegodt Gemyt, skju lte ham under T rappen og gav ham Ost og Brød, langt fra at drømm e om , at det i T id en sku ld e gengæ ldes h end es A fkom m ed en F orm u e af om ­ trent en Tønde Guld. Hvad der siden gav Anledning til, at samm e K n u d L y n e kom til K øbenhavn, er m ig ubekend t; m en at han tidlig m aa have været utilfred s m ed sin S til­ ling i Bondestanden , véd jeg af den pudserlige A nek ­ dote, at han alt som Barn m ed en jævnaldrende Bondedreng gjorde F orsøg paa at rømm e til H o l­ land, hvortil m an hypp ig i den T id udvandrede der fra Egnen, og at de til den Ende, m ed en s Gaardens øvrige F o lk var paa Marken til Høstarbejde, b e ­ m estrede dem Grødgryden paa Skorstenen og saa- ledes forsyn ed e begav dem paa Vejen; m en da deres P rovian t slap op, ind en de ud en Tvivl var kom n e ret langt, vend te de angergivne og m ism od ig e m ed den tomm e Gryde tilbage. At han her i København kom i T jeneste hos den i de Dage saa navnkund ige K øbm and Severin , véd jeg af, hvad jeg m indes at hav e hørt ham selv for­ tælle, at denne han s H u sbond en Gang, han sku lde staa Fadder, send te ham ud at h en te sig en Vogn, og at han nu i sin jyd sk e E n fo ld igh ed kom hjem med en af de Arbejdsvogne, der ho ld t Ved Stranden, uden at gøre sig den ringeste F o restilling om , det m aatte være en and en Art Vogn, som her gjordes fornøden. Om han s videre Opkom st véd jeg intet, uden at han s forn em ste Handel var m ed ostind iske og k in esisk e Varer, og at han s forstand ige, hu slige, driftige, ædle og gudfrygtige Hustru, der evig vil blive m ig et uovertruffet Ideal af en af de Dages Dannekvinder, sikkerlig ikk e m indre end han selv

32 bidrog til at drage Guds V elsignelse ned over deres H u s og holde den fast dertil.« D enn e jyd sk e »U ldbonde«, som han s Uvenner, da han var naaet til Velmagt, ynd ede haan ligt at kalde ham , har sikkert været en hyggelig og god Patriark i sin Slægt; han har aldrig extravageret, m en levet sit solide borgerlige Liv i Gemytlighed. H erom vidner Rah b e k , naar han fortæ ller om sine Foræ ldres mun tre Selskab sliv, hvor der sam ledes en fornøjelig Kreds om dem i samm e glade Stemning; især kom gam le K n u d L yn e , der efter D agens Møje og Byrde nok gad forslaa A ftenen i et godt Lag og ved et godt Glas Vin. L y n e havde to aarlige Højtideligheder, nem lig een Gang om V interen at komm e paa Kom edie og een Gang om Somm eren til Skoven, ø: til K ilden. T il Kom edien tog han en hel Loge og inviterede de nærmeste Om gangsvenner med, som da efter Forestillingen, der var tidlig forbi, fu lgte m ed hjem »paa et Stykke Smørrebrød. Naar saa det var for- tæret, drak m an Punch, og naar de lid t fjernere Gæster var taget hjem , sagde K n u d L y n e gem ytligt til gam le Rahb ek : Nu, Rahbek ! nu er de paa Døren, lad os to nu faa os noget at drikke!« hvorpaa de satte sig i god Ro til at ryge deres Piber, hvortil de drak ikke m indre end fire F lask er Vin; dette var m aaske lovlig meget; m en L y n e havd e af sin Stedbroder, den før om talte Generalkrigskomm issær, faaet den noget mærkelige Leveregel, at, dersom han ikke lærte at drikke, blev der aldrig noget af ham . K n u d L y n e havde ogsaa m ange m orsomm e »Sprich- Avorter«; naar han satte sig til Bords for at drikke, sagde han til Konen: »Der er en R ing om Maanen, Morlille, det betyder vaadt!« Om Rlaagaard, da K n u d L y n e købte den, siger Rah b ek : »Onkel L y n e havd e køb t B laagaard, et Sted, om

33 hv ilk et der fra dets forrige kong elige E jere endnu svævede en Art N im bus, saa m eget mere som H o ­ vedbygn ing en beboedes af hø jforn emm e Lejere, og E jeren deraf b esk ed en tog til T akke m ed Ø konom i­ bygn ing en ud m od Vejen. H avde jeg, den første Gang, jeg spiste i B y en til Lyn es, m ed det ba rn ­ agtige Frisprog, som h ele m in sæ lsomm e Opdra­ gelse havd e forvænt m ig til, erklæret, at dér kom jeg ikk e mere, da de gav m ig Vand i m in V in og »røde Korender« — Tyttebær, der naturligvis ikke forekom i m in Bedstem oders jyd sk e K økken — , da vend te B ladet sig aldeles ved de senere Søndagsture til B laagaard, der endnu lever m ig i festlig E rin ­ dring, og hvor m in Kærlighed for det land lige saa m eget mere maatte faa Næring, som der var et Sagn om kring m ig, at Lyne, efter hvem jeg var opkaldt, og som derfor i Faddergave havd e bestem t m ig 12,000 Rdl., i Stedet for disse nu tiltænkte m ig denne E jendom , en P lan , der desværre b lev om stød t, da nogle Aar derpaa Christian den Syvendes Y nd ling, Grev Ho lck , i sin høje Naades Dage saa godt som nødte E jeren til at sæ lge sig det ved et saa højt Bud, at jeg m indes den T id at have hørt Lyn e sige, at han ikk e kund e forsvare ikk e at m odtage det. Naturligvis kund e han ikk e forudse, at Køberen, ind en han fik sine Forp ligtelser op fyldte, sku lde falde i Unaade, og Sæ lgeren nød sages til at tage Gaarden igen, ju st ikke saa særdeles vel behand let. Saaledes erindrer jeg, at a f de seks dejlige, gam le Linderader, der udgjorde de stolteste Alléer, jeg véd at hav e set, ad sk illige i O veren sstemm else m ed den nyere H avesm ag straks b lev om hugne; og har det Indtryk, dette Hærværk da gjorde paa m ig, m in h ele øvrige Levned saaledes bevaret og forstærket sig, at der er faa Ting, jeg nødigere gaar til, end at lade et især gamm elt Træ fælde; og m ind es jeg ligeledes, at det var m ig til stor Forargelse, da nogen 3

84 T id efter m in Fader lod en L indeløvhytte i sin Have om hygg e for at bygge et muret Lysthu s, at drikke Kaffe i om Somm eren, i Stedet. *) M ellem h in e blaagaard ske Erindringer, af hvilke endnu ad sk illige lever hos m ig, vil jeg her anføre et Par, fordi de hver paa sin Maade forekomm er m ig at have noget karakteristisk . En E fterm iddag gik jeg i H aven m ed m in Fader i en af de store Alléer og havd e paa Drengevis en Kvist i Haanden, m ed hv ilk en jeg gav en af Lejerens, daværende Statsm inister Rosenkrcindses Jagthunde, hvo ra f han, efter T id ens Skik, havde mange, et Smæk. Hunden, en stor, hvid H øn sehund m ed brune Øren, som jeg i dette Ø jeblik synes at kunn e se for m ig endnu, satte sine Forben paa m ine Skuldere, kastede m ig over Ende og blev staaende over m ig. Paa m it Vræl kom m in Fader til, jog Hunden bort og hjalp m ig op, m en gav m ig derpaa en dygtig Irettesæ ttelse og forehold t m ig, at, dersom Hunden ikke havd e været bedre end jeg, kunde den have skam bid t m ig, en Lærdom , der uden Tvivl ikke har haft lid en Del i den M odbydelighed, jeg stedse selv har ha ft for at m ishand le Dyr og for at se dem m ishand led e. Af en helt anden Natur er næste Anekdote, m en der og, mener jeg, har sit karak teristiske. Det var gerne Skik, at vi om Søndag E fterm iddag efter at have drukket Kaffe kørte en Tur m ed L y n e s v e l­ bekendte graa Heste, som efter ældre Dages Skik en stor H und løb ved Siden af. En sm uk E fter­ m iddag, da Vognen var kørt frem , og jeg var løbet *) D enne R espekt for og Kæ rlighed til gam le T ræ er be­ varede R ahbek lige til sin Død. Som b ek en d t v a r Vejen i B akkehusalleen og Stedets Have navnlig om V interen u frem ­ komm elig som et b un dløst M orads; Solen k u n d e ikke træ nge ned og tø rre den. Man foreslog da R ahbek at lade de fire store P op ler udenfor H uset fæ lde; m en da blev h an vred og sagde, at h an vilde komm e igen og spøge, hvis nogen vovede at røre dem efter h ans Død.

35 i Forvejen ud i Gaarden, medens de andre gjorde dem færdige, faldt det mig ind, at jeg den Dag havde faaet ny Kjole paa af en af min Faders gamle, rød med gule, toppede Knapper, Modedragten i Fre­ derik den Femtes Tid; og da jeg vidste, det ikke vilde bekomme mig vel, hvis jeg smurte den til, fandt jeg det forsigtigst at prøve, 0111 jeg kunde smøre den paa Hjulet, og jeg gik til den Ende hen og satte Ryggen mod Hjulet. Da nu de andre kom ud og skulde i Vognen, opstod naturligvis et stort Anskrig over Tjærepletten paa m in Ryg, og forundrede det mig ikke lidet, at min Fader i Stedet for at tage mit Forsvar for gyl­ digt, at jeg havde gjort det med Flid for at erfare, 0111 Hjulet kunde smøre mig, gav mig et Par dygtige Ørefigen, som jeg i Eetragtning af min gode Hen­ sigt fandt helt uforskyldte. Endnu maa jeg, inden jeg slipper Blaagaards- anekdoterne, medtage een, skønt den uden Tvivl baade er af noget senere Dato, end for det ind­ til denne Dag uudslettelige Indtryk, det gjorde paa mig. Som en Søndag Eftermiddag min Fader, min Moders Broder, en Student Gertsen, m in Im- fonnator og jeg kørte ud til Blaagaard, gik paa Broen over Peblingesøen Hyrekareten, vi kørte i, i Stykker, og begge Bommene op for Dørene, saa vi ikke kunde komme ud, hvorpaa min Fader, arrig over det uforsvarlige Køretøj og den Vrimmel, der samledes 0111 os, lod Vinduerne gaa ned, greb med een Haand i hver af Dørene og satte nu sit Hoved mod Karethimmelen for at sprænge den og fra den Side skaffe os Luft; til Lykke var de omkringstim- lende alt i Begreb med at løfte Kareten saaledes i Vejret, at vi kunde komme den ordentlige Vej ud. Jeg nægter imidlertid ikke, at, naar min Fader i se­ nere Dage undertiden lod mig høre, at jeg saa gerne vilde over alt igennem med Hovedet, kunde jeg ikke

36 bare mig for at tænke ved mig selv paa, hvo der vel i Ordets bogstaveligste Forstand havde givet mig Eksemplet, og fra hvem det vel i nogen Maade kunde være en Arvedel.« Man erfarer igennem disse Rahbeks Barndoms­ erindringer, at Knud Lyne en Tid havde solgt Blaa- gaard til Christian den Syvendes Yndling, Holck , og hans Tid hører til det mørkeste af Blaagaards H i­ storie. Frederik Vilhelm Conrad Holck, der var født 1742, blev som ganske ung Kammerpage hos Kron­ prins Christian (den Syvende), og enhver, der kender Kongens forfærdelige Historie, véd ogsaa, hvilken ulykkebringende Indflydelse denne Djævel i men­ neskelig Skikkelse havde paa den ulykkelige Fyrste. Reverdil giver ham det Skudsmaal, at han dansede godt og løj med Fripostighed, men han var tillige vittig og omgængelig. Den Magt, han havde over Christian den Syvende , misbrugte han til at skille Kongen og Caroline Mathilde ved at hindre, at Dron­ ningen kom med paa Holstens-Rejsen og siden paa den store Udenlandsrejse; han fortrængte den ene­ ste, der kunde have hjulpet Kongen, nemlig Rever­ dil; han lod sig af Kongen lønne med de højeste Titler og Ordener og steg til sidst til Geheimeraad og Hofmarskal. Hans Pengesager var i en evig Uor­ den; to Ægteskaber — med Stiftamtmand Stokfleths Datter, der bragte ham 80,000 Rdl. i Medgift, men døde kort efter Brylluppet af Smaakopper, og med en Datter af Grev Danneskjold-Laurvigen, der endnu kun var et Barn paa 15 Aar — bragte ham en Rig­ dom, han hurtig forødede, og han plyndrede derfor Kongen for alle de Penge, han kunde flaa af ham; men det værste var, at han opnaaede denne Gunst ved at deltage i og anføre Kongens vilde Orgier og Nattetogter rundt i Byens Gader. I Særdeleshed har Holck »Æren« af at have ført

3 7 Kongen sammen med Prins Georg Ludvig af Braun- schweig-Beverns uægte Datter Anna Kathrine Beu- thak, den under Øgenavnet » Støvlet-Katrine « saa berygtede Skøge, der fuldstændig bjergtog Kongen. Da Holck indsaa, at Stemningen i København var farlig ogsaa for ham selv, saa længe Støvlet-Katrine og Kongen gjorde Byens Gader usikre ved Nattetid, fandt han det klogest at forlægge Skuepladsen for disse Udskejelser lidt udenfor Byen, og hans Øjne faldt da paa den gamle Prinsegaard ude ved Peb­ lingesøen, og saaledes gik det til, at han fik Kongen til at sætte ham i Stand til ved et mægtigt Tilbud at tvinge den skikkelige Knud Lyne, der slet ikke trængte dertil og nødig vilde miste sit kære Blaa- gaard, til at sælge den. Der er næppe Tvivl om, at Købet af Blaagaard har været et Maskekøb, og at Kongen har været den virkelige Køber. Saa meget mærkeligere lyder det, at Pengene først skulde be­ tales i Rater; man kan maaske deraf slutte, at den stærkt forgældede Holck har draget Fordel ogsaa af denne Handel paa Kongens og Knud Lynes Be­ kostning. Dette Salg af Blaagaard maa vel kunne sættes til Begyndelsen af 1767; thi Støvlet-Katrine blev expor- teret til Hamborg i Januar 1768. Og Knud Lynes Genovertagelse af den mishandlede Gaard maa være sket i Eftersommeren 1770; thi i Juli Maaned dette Aar var det, at Kongen paa en Rejse til Holsten, som Holck selv havde arrangeret for at adsprede ham, og som blev skæbnesvanger derved, at Struen- see da blev Livlæge, gav Holck Afsked paa graat Papir. Men der havde desværre været Tid nok til at ødelægge det skønne Blaagaard. Som Rahbek for­ tæller, blev en Del af Lindealléerne fældede; men ogsaa inden Døre var meget lagt øde. Enhver, der har set, hvor smukt Piessen selv udstyrede sine 3*

3 8 Ejendomme, enhver, der f. Eks. har beundret de dejlige Gibslofter paa Førslevgaard, vil forstaa, at han ogsaa har udstyret Blaagaard pragtfuldt; men hvor Støvlet-Kcitrine kom med sin vilde Horde, ram­ ponerede og itubrød hun alt, hvad hun kom i Nær­ heden af, Malerier, Lofter, Møbler og Vægge, og den drukne Skare, der med Kongen i Spidsen fulgte hendes Parole, lystrede kun altfor villigt, medens Holclc som Herlighedens nominelle Ejer saa sm i­ lende til; det var jo ikke hans Ejendele, det gik ud over; det var jo lige meget, naar bare Kongen mo­ rede sig og betalte! Efter at den kongelige Unaade havde ramt Holck, trak han sig tilbage til sine Godser Eckhof og Bor­ des holm i Holsten; han opnaaede ogsaa i 1789 at blive Amtmand over Kiels, Cronshagens og Bordes­ holms Amter, og paa sine ældre Dage levede han som en Patriark stille og tilbagetrukken her, elsket og æret af sin Familie og sine undergivne, fordi han var en munter og godmodig Herre, hvis landlige Idyl kun forstyrredes af hans Ungdoms Kreditorer, der ikke lod ham i Fred, før han døde. Den danske Diplomat Johan Georg Rist, der som Privatsekretær hos Grev Schimmelmann traf ham i Iviel i 1797, skildrer ham som Typen paa en fuldendt Kavaller fra Frederik den Femtes og Christian den Syvendes letsindige Hoffer, en Type, der den Gang allerede hørte til Sjældenhederne. Han døde d. 7. December 1800 paa Eckhof, og hans senere Biografer har søgt at dømme ham mildt, idet de hævder, at der næppe fandtes Ondskab hos ham; men Hovedtrækkene i hans Karakter var en utrolig Lethed og en grænse­ løs Godmodighed. Man kan imidlertid ogsaa være for blødsøden i sin Dom over afdøde; vore tidligere Historikere har haft en altfor stor og ofte for den historiske Sand­ hed misvisende Tilbøjelighed hertil. For sit For