KnudBokkenheuserNørrebro_1917

9 2 og Heiberg lader den forlorne Baron Rotschild svare: »Jeg derom ene sige vil:

es kostet schw er zu krieges ; jeg gi’r sgu ingen Penger til, saa faar de nok forliges.«

Men disse revue-mæssige Glimt er dog kun rent sporadiske i Vaudevillerne. Snarere kan man sige det om et Par smaa Pjecer af H. C. Andersen, H. P. Holst og Overskou, der fremkom i Begejstringens Hede under Treaarskrigen for at forherlige den brave danske Jens. Som litterære Revuer kan vel ogsaa polemiske Arbejder, f. Eks. »Julespøg og Nyt- aarsløjer«, ja, for saa vidt ogsaa »St. Hans Aften Spil« og »En Sjæl efter Døden«, betragtes; de har i al Fald det til fælles med Revuerne, at de forstodes særdeles godt af deres Samtid; men de kan paa Grund af deres mange Allusioner til Dagens Begi­ venheder nu kun læses med Kommentarer. Det bliver derimod Københavnernes Uvilje mod Grevinde Danner og hendes Regimente, der i Halv­ tredserne og Treserne med eet Slag skabte den vir­ kelige Revue, der dog ikke var Sommerrevue, men Nytaarsrevue. Den skyldtes den uforlignelige Rim­ mester Erik Bøgh, og den mest bekendte, eller maa- ske mest berygtede, er »Grevinden og hendes Sød- skendebarn«, der indeholdt følgende hadefulde Vers: »Jeg hader den, der steg fra Dybet,

bedækket med et Folks Foragt, som nu behersker hele K rybet ved stjaalet Guld og ranet Magt, som fræ kt fortrænger, livad vi ejer a f hædret Navn og ædelt Blod, og med sin Skare lydige L akajer en Skanse slaar om Tronens Fod.«

Mærkeligt nok havde Erik Bøgh til disse revue- agtige Angreb paa Grevinden sit bedste Publikum i den akademiske Verden. Aarsagerne hertil maa dog