KnudBokkenheuserNørrebro_1917

103 gik fra Bispens Hjørne ned gennem Studiestræde, en tredie fra Klædeboderne til Klareboderne og den fjerde og sidste fra Hovedrenden til Vesterport. Alle senere anlagte Render til Pustervig og Aabenraa og videre, til Helliggejststræde og Peder Hvitfeldsstræde gaar ogsaa omhyggelig uden om Peblingesøen, fordi Hjertet af Ledningen ligger paa Store Ravnsborg. Derimod har Peblingesøen Æren af at være med til at danne det naturlige Værn om Byen, da Carl Gustav lagde sin Skanse paa Ravnsborg. Og den kan godt tage sin Del af Æren for det, der siges om vor By i en samtidigs Vers: sO Kongestad! Dit Sejrsminde Men Borgerkæi'ligheden vinder, og Gustav skælver for sit Navn. Hans Haab og Helte Gravsted finder omkring det frelste København.« Selv 0111 Peblingesøen ikke fik Lejlighed til at gemme svenske Lig i sit Dyb, var dens blotte Eksistens dog nok til, at Carl Gustav lagde sit Angreb paa Byen uden om den, og derved frelstes hele den Del af Byen, som man da ansaa for dens Hjerte, Omegnen af Frue Plads, fra Undergang. Brandmestrene, som havde deres Kortegal (Corps de garde) i Vor Frue Kirke, vidste godt, at de kunde hente Vand i Peblingesøen. De holdt deres Skild- vagter i Taarnet, nogle øverst i Lydhullerne, nogle »lidet bedre nede, nogle derunder igen, at den ene straks kunde tale til den anden indtil den nederste, som var nedre i Kirkens Taarn. Hver Gang der kom en Granat eller gloende Kugle fra Svensken, raabte Brandmesterens Skildvagt: Ho, Vægtere, ho! — Der kommer gloendes Kugler. — Den faldt paa Nørregade — den paa Vestergade — den gjorde til Danskes sidste Slægt skal staa. Det Land, som Gustav vilde vinde, bag dine svage Volde laa.