KnudBokkenheuserNørrebro_1917

87 København, ikke blot med udstrakte Græsmarker, men ogsaa med Lunger, som den store stadig vok­ sende By trængte til. I vore Dages Fantasi lever Lersøbøllen Ferdinand Eriksen og hans Elskede, den lille Karen Spidsmus, endnu som Illustrationer til den Fælledpoesi, der husedes ude hos Jomfru Græsmejer, til den fandt tryggere Ly indenfor Fængselets gæstfrie Mure. For at forstaa, hvorledes Fællederne overhovedet er blevet til, er det nødvendigt at gaa tilbage saa langt som til selve Roskilde-Bispernes Dage, da Byen var lille, og da den maatte have et Opland omkring sig for en Gang at kunne udvide sig. Søerne dannede da et naturligt Skel om Staden, men de var vel næppe den Gang andet og mere end Mose- drag med en Masse Siv. Peblingesøen og Sortedams­ søen gik i eet, og Vejen ud fra Nørreport gik rime­ ligvis mellem Peblingesøen og St. Jørgens Sø (Peb­ lingedammen hed det hele da), og Middelalderens »Nørrebrogade« gik sikkert langs Ladegaardsaaen. St. Jørgens Sø var et lille Vandhul med Afløb i Rosenaaen, og saa fortabte man sig i Enge og Pløje­ mark; det var disse Marker, der var fælles eller Fælleder for Byens Beboere, deres Bymarker og Orer. Om saa Nørrefælled har tilhørt Landsbyen Ser- ridslev, der snart slugtes af København og laa mel­ lem Jagtvejen, Rørsøen, Lygtevejen og Strandvejen, eller den har været Bispe- og Kongseje, derom er de Lærde uenige. Men Serridslev Kongsgaard laa i alt Fald paa Nørrefælled. Alt dette ligger imidlertid saa uendelig fjernt for os; om Borgernes Øvelser paa Fælleden, især fra Nørrefælled til Vibenshus, er der talt her og andre Steder *); det, som i vore moderne Tider giver

*) Se nærv. Forfatters: «Østerbro«.