KnudBokkenheuserNørrebro_1917

85 saa han usikker, hvilket gav sig mange Udslag un­ der Kampen mellem den Danske og Jøden i ham. Her skal blot mindes om hans berømte Tale paa Skamlingsbanken i 1844, som han dog selv senere kalder »sørgelig«. Han begyndte: »Jeg er en Jøde; hvad vil jeg mel­ lem Jer?« Da der fra Forsamlingen lød et: »Jo, jo, velkommen!« fortsatte han med den Erklæring, at han som Jøde stod der med Rette, fordi han bragte dem Ordet: »Øje for Øje og Tand for Tand«, »fordi det ikke gik an, som foreskrevet stod fra den anden Side, at vende Kinden til, naar der blev slaaet, men man skulde slaa igen paa Slesvig - Holstenerne, haardt mod haardt, ondt mod ondt, gøre Gilde for dem, som de vilde for os!« Den stille Kirkegaard der ude paa Nørrebro led heldigvis ikke noget linder Jødefejden; skønt der var Røster nok, der krævede, at man skulde skænde Jødernes Grave, var Vejen derud dog for lang, og Kirkegaarden ligger hen i den Fred, der tilkommer de dødes Have; men den ligger der tillige som et Minde om al den Tak, Danmark skylder sine Jøder. Gaar man derind, vil man se, at Stenene taler; det ene højt ansete Jødenavn straaler een i Møde efter det andet, idet det bærer Vidne om den Hæderlig­ hed, Dygtighed, Uegennytte og fremfor alt uselviske Fædrelandskærlighed, der har præget de gode Jøder, og det er ingen Overdrivelse at sige, at det er de fleste af Jøderne, der hører til de bedste i vort Sam­ fund. Naar man blandt Navnene paa Stene i Flæng nævner: D. B. Adler, J. Ballin (Kobberstikkeren), Frænckel, Levin, Melchior, Meyer, David Eibe- schiitz, Nathansohn, Ruben, Salomon, Simonsen, Trier og Wolff, vil man let indse, at man her staar overfor en Række Navne paa Slægter, der i den ene eller den anden Retning har været med til at bære 6 *