KnudBokkenheuserNørrebro_1917

123 i deres Gerning og i den Lærdom, de her, unge og gamle, høstede; de mindes fra deres Virksomhed som Kandidater og Reservelæger ogsaa meget godt Kammeratskab, mangen munter Stund paa Vagtstuerne og Fællesværelserne, der faar dem til at glemme alt det triste og sørgelige, som uvægerligt er knyttet til det daglige Liv derinde; derom vidner bl. a. saa fornøjelig en Bog som gamle Overlæge Nicolai Holms Ungdomserindringer: »Glade Aar«, hvormed han i 1915 prydede dansk Memoirelitteratur.Mest af alt bliver dog, naar man dvæler ved Kommunehospitalet og dets Historie, een Følelse den fremherskende i det danske Folk; det er Taknem- lighedsfølelsen overfor alle dem, Læger som Sygeplejersker, der uegennyttigt viede og gav deres Liv for at frelse andres! Der er noget inderligt vemodigt ved at tænke paa de gamle Haver, der er svundet, alle de, der laa mellem Vold og Sø, som Rørholm. Ingen Historie har den gamle Have i levende Live, først efter sin Død fortæller den om sin svundne Herlighed, den stille, landlige Idyl i Voldskræntens Ly, nær Byens Larm og dog saa fjærn fra den, — Landliggeriet i Voldenes Læ og dog udenfor dem. Hvorfor beholdt vi dog ikke een eneste Rest af det? Rørholmsgade er Gravmonumentet over den gamle Have. Inden vi forlader Partiet fra Port til Sø, er der endnu Observatoriet tilbage, den underlig skjulte Bygning, hvor mange Københavnere tror, at man bestemmer Vejret, fordi man derfra gransker Himlen og dens Stjerner. Og intet andet Land burde dog vide bedre Besked om, hvad Astronomi er, end Danmark. Det Land, hvorfra Tycho Brahe »vilde