KnudBokkenheuserNørrebro_1917

hans letsindige Moder, der pinte Sjælen ud af Livet paa ham, paa hans bigotte Formynder, Præsten Schonheyder, der ikke forstod et eneste Ord af Ewald, og mod de Autoriteter, der til sidst lod ham sulte ihjel. Men netop den Omstændighed, at to saadanne Ligfølger vakte Opsigt og gav Anledning til Diskus­ sion i Byen, viser, at de var Undtagelser. De af Bedemanden tilsagte Følger, der fulgte Liget fra Hjemmet til Kirkegaarden, var helt op i Fyrrerne endnu de almindelige. En Mand som Schorn be­ retter da ogsaa om sine Formødres Begravelser, hvor han fra Hjemmet som Dreng fulgte til Fods efter Ligbærerne ud til Assistens Kirkegaard; saa lille, han maa have været, da han ledsagede sin Oldemoder, maa han have taget sig løjerlig ud med den lejede, højtidelige Sørgekappe med den store, flere Lag dobbelte Krave over Skulderen; mærke­ ligere endnu maa dog Drengen Rahbek have set ud, da han fulgte sin Moder; thi da hans Fader Dagen forud havde faaet Øje for hans ildrøde Haar, fandt han det højst upassende, at han skulde møde i saa festlig en Farve til den triste Anledning, og han gav derfor Ordre til, at Drengens Haar skulde sværtes med Ivønrøg for ikke at bryde den højtide­ lige Stemning. Men inden vi fik Assistens Kirkegaard uden Ports, gik der en lang og voldsom Kamp for at faa Bugt med den taabelige Overtro om, at man var nærmere Gud, naar man laa i Kirkens Gulv eller ved dens Mur inde i Byen. Og den, der førte de drabeligste og heldigvis til sidst frugtende Slag, var Lægen og Digteren ,/. Cl. Tode, der med denne Kampagne som med saa mangen anden begyndte med at forarge for til sidst at faa Ret. Han siger, at man ikke ved at lade sig begrave i Kirkens Gulv ofrer Røgelse til Guds Ære, men