KnudBokkenheuserNørrebro_1917

33 hv ilk et der fra dets forrige kong elige E jere endnu svævede en Art N im bus, saa m eget mere som H o ­ vedbygn ing en beboedes af hø jforn emm e Lejere, og E jeren deraf b esk ed en tog til T akke m ed Ø konom i­ bygn ing en ud m od Vejen. H avde jeg, den første Gang, jeg spiste i B y en til Lyn es, m ed det ba rn ­ agtige Frisprog, som h ele m in sæ lsomm e Opdra­ gelse havd e forvænt m ig til, erklæret, at dér kom jeg ikk e mere, da de gav m ig Vand i m in V in og »røde Korender« — Tyttebær, der naturligvis ikke forekom i m in Bedstem oders jyd sk e K økken — , da vend te B ladet sig aldeles ved de senere Søndagsture til B laagaard, der endnu lever m ig i festlig E rin ­ dring, og hvor m in Kærlighed for det land lige saa m eget mere maatte faa Næring, som der var et Sagn om kring m ig, at Lyne, efter hvem jeg var opkaldt, og som derfor i Faddergave havd e bestem t m ig 12,000 Rdl., i Stedet for disse nu tiltænkte m ig denne E jendom , en P lan , der desværre b lev om stød t, da nogle Aar derpaa Christian den Syvendes Y nd ling, Grev Ho lck , i sin høje Naades Dage saa godt som nødte E jeren til at sæ lge sig det ved et saa højt Bud, at jeg m indes den T id at have hørt Lyn e sige, at han ikk e kund e forsvare ikk e at m odtage det. Naturligvis kund e han ikk e forudse, at Køberen, ind en han fik sine Forp ligtelser op fyldte, sku lde falde i Unaade, og Sæ lgeren nød sages til at tage Gaarden igen, ju st ikke saa særdeles vel behand let. Saaledes erindrer jeg, at a f de seks dejlige, gam le Linderader, der udgjorde de stolteste Alléer, jeg véd at hav e set, ad sk illige i O veren sstemm else m ed den nyere H avesm ag straks b lev om hugne; og har det Indtryk, dette Hærværk da gjorde paa m ig, m in h ele øvrige Levned saaledes bevaret og forstærket sig, at der er faa Ting, jeg nødigere gaar til, end at lade et især gamm elt Træ fælde; og m ind es jeg ligeledes, at det var m ig til stor Forargelse, da nogen 3