KnudBokkenheuserNørrebro_1917

109 her i Byen. Han trængte til en Bænk med sit Navn paa ude et Sted ad Landet til. Aa nej; han turde vel være af dem, hvis Hjerte slog varmest for Absalons By, og hans Kongsmærke som Digter og som Menneske var vel netop det, at han følte, hvad han sagde og skrev, og aldrig skrev andet end netop det, han følte og kunde sige. Hans Farvel til Nørrebro og til Udsigten fra Teglgaardsstrædes Hjørne bør gemmes i enhver god Københavners Hjerte. Han saa ud imod Ørstedsparken, og han glædede sig over, at her var lagt Klavsul paa Byggespekulanternes Trang til at gøre ideelle Værdier i Penge. Det var alt sammen rigtigt og godt. Blot han kunde have sparet Parken for alle de velmente Gaver i Retning af mere eller mindre godt afstøbte Statuer, vor nu afdøde Mæcen, Brygger Jacobsen, har velsignet den med. At Ørsted’erne staar der, Anders Sandøe i en skøn og klassisk Gengivelse, Hans Christian saa forfærdelig idéforladt, saa alle Muser maa sig forbarme, er der jo intet at sige til, da Parken har deres Navn. Men alt det andet? Halvfemsernes franskglade Publikum standsede henrykt ved den slette Afstøbning af Chapus Jeanne d’Arc. Hun hører hjemme i Marmor og langt fmere Gengivelse paa et Glyptotek. Og L. N. Hvidts Buste er ikke saa lidt af en Fornærmelse mod den Mand, der gik i Spidsen for Fremskridtet, da han bragte Kongen Borgernes Krav om Frihed. Der var ingen Hvilebænk under hans Tanke, og han var ikke saa bedsteborgerlig, som hans bredbarmede Buste gør ham til der inde. Resten af Statuerne er vel at betragte som Nips, der ikke tager sig ud paa et offentligt Torv; at skelne mellem Museumsgenstande og offentlige Monumenter har Københavns Magistrat aldrig lært, og selv om man efter et gammelt Ord ikke skal føle given Hest paa Tænderne, saa har man dog Lov og Ret