KnudBokkenheuserNørrebro_1917

108 ikke gad ride ned ad Nørre- og op ad Østervold, at den Bro blev bygget? Men saa . . . ja, nu staar jeg og tænker paa Kaalunds blodige Ord om Boulevarderne med Træer, der plantes paa ny hvert Aar; jeg har jo set dem trille ikke alene Minderne, men Træerne væk paa Skubkarrer, og hvor er de blegnæbbede, de gamle Træer, hvor de nu forsøger at pynte op i Byen. Hvad der bliver oven over det Kloakrør, der skjuler den nye Bane, véd jeg jo ikke. Kønt kan det i alt Fald ikke blive. Og det er en ringe Trøst, at jeg endnu om Aftenen har det Eventyrsyn, at de tusend Lys tændes over Banegaardens Terræn; det bliver vel ogsaa bebygget, saa at jeg ikke længere om Morgenen kan se helt ud til Frederiksberg Slot; for det tror De ikke; men det kan man nu alligevel, hvis man har lidt Fantasi. En By med høje Huse og graa Tage har ogsaa sin Charme, naar man ser den paa Afstand, ikke gaar i den. Der ligger en Taage derover, som kan faa selv en rygende Skorsten til at blive malerisk. Jeg véd ikke, hvorfor jeg altid, naar jeg kigger ad den Vej, kommer til at tænke paa den kongelige Porcellænsfabrik og Bing & Grøndahl. Gaar jeg maaske paa Akkord med Skorstenene, eller tænker jeg paa, hvad der skabes og arbejdes derude? Ingen véd det; men kigger jeg til højre, hvor i mine unge Aar Stadsgraven og Teglgaardsbroen laa — den dejlige Teglgaardsbro! — saa ser jeg dog nu Frøken Zahles Skole og Teknisk Skole, og jeg for- staar, at der er andet her i Livet, der har Ret og Krav end min Friluftssans. Tænk paa det en Dag, naar De rigtig bliver ond paa alt det, der tog haardt om Deres Hjerte, og forstaa saa, at vor gamle By kan gøre os Sorg, den kan volde os Smerte; men man kan aldrig blive vred paa den.« Der er Folk, der har ment, at Sophus Bauditz var for lille til, at man skulde rejse ham et Minde