KnudBokkenheuserNørrebro_1917

106 vade til op over Anklerne. Ved hvert Skridt, vi gjorde fremad, gled vi to tilbage. Snart hed det: »Søde Mand, nu falder jeg,« snart: »Aah, nu kan jeg ikke mere!« Som en god Ægtemand og Ridder understøttede jeg efter ringe Kræfter hendes vaklende Fjed, men ogsaa jeg havde Vanskelighed ved at holde mig paa Benene og maatte ofte holde mig ved et Træ, for at vi ikke begge skulde falde omkuld. Flere Gange maatte vi staa stille og angle efter min Kones Sko, som paa en forræderisk Maade havde løsnet sig fra Fødderne ved Dyndets store Tiltrækningskraft og med lumske Miner aldeles havde skjult sig i Snavset for vore spejdende og forbavsede Blikke. Men Gud være lovet! Taalmod og Standhaftighed sejrer tilsidst, og efter IV 2 Times — siger og skriver IV 2 Times — besværlige Gang naaede vi, efter ud- standen Livsfare, Hjemmet. Hvad om vi var bievne stikkende i Dyndet til næste Morgen til Spot og Spe for den gabende Pøbel? Efter vor Hjemkomst vejede jeg min Kones Sko, og befandtes de da med Snavs og alt at veje Brutto 6Vs Pd. Naar jeg nu regner Thara af Skoene til 11 2 Pund, saa er det lig Netto 6 Pund Snavs, som min stakkels Kone maatte slæbe paa i hin uheldssvangre Nat. Paa mine Støvler sad Snavset i Lis- pundevis; men jeg har altid som brav Mand paataget mig at bære de tungeste Byrder i vort Ægteskab. Som sagt altsaa: Den Rejse glemmer jeg aldrig.Min ærbødige Bøn til høje Vedkommende, der i denne Tid har indhentet saa megen Ros i de offentlige Tidender for disse Spadseregange, er derfor: at træffe saadanne Foranstaltninger, at Elskoven ikke forkøler sig ved at vandre paa en vaad og slibrig Sti, men at denne, der egentlig burde bestrøes med Roser, bliver lige saa god at passere som »Ægte