KnudBokkenheuserNørrebro_1917

105 (nemlig Kærlighedsstien) er meget slibrig og glat, hvorved jeg dog maa tilføje, at denne Bemærkning ikke gælder Kærlighedsstien i figurlig Forstand (ad hvilken vi alle en Gang mer’ eller mindre have vandret), men i egentligste Betydning, nemlig: i den for adskillige Aar siden anlagte Spadserevej paa Dosseringen langs Søen, mellem Vester- og Nørreport. At denne meget yndede Spadseregang trænger til Forbedringer, haaber jeg ved det efterfølgende noksom at godtgøre. Indsenderen heraf foretog sig for henimod 14 Dage siden (den Rejse glemmer jeg aldrig!) med sin Kone om Aftenen at gaa tilbage fra Blegdamsvejen til sin Bolig paa Vesterbro og valgte dertil den nærmeste Vej ad Stierne langs med Søen. I Førstningen, paa den saakaldte »Ægteskabssti«, gik det ret godt :— og hvad Under! Thi i over 30 Aar har jeg ført det lykkeligste Ægteskab og kunde derfor ikke andet end befinde mig vel paa denne Vej. — Men nu kom »Kærlighedsstien«. Hvilken Række af Elendigheder paaførte den os ikke. Men hvad vilde ogsaa vi to gamle Folk, som for over 60 Aar siden traadte vore Børnesko, paa en Vej, som vi billigen burde overlade til yngre at vandre? En niogtredive- aarig Ægtemand betræde Elskovsstien! Hvorfor lagde vi os ikke Ordene paa Hjerte, som staar i Hr. Heibergs Vise: Men er man for gammel til Amor at naa, man er incurabel, og hvad gør man saa? »Man bliver stikkende i Dyndet,« svarer jeg. »Tbi hør: samme Eftermiddag havde det regnet meget stærkt; men om Aftenen var det klaret op, og altsaa maatte jeg formode, at Vandet, som det sømmer sig for en brav og honnet Regn om Sommeren, var løbet bort igen, og at det atter var blevet tørt. Men ganske det modsatte. I Dynd og Morads maatte vi