KnudBokkenheuserNørrebro_1917

107 skabsstien«, den dog ikkun faa i disse pengetrange og næringsløse Tider med frejdigt Mod kunne betræde. « Selv om denne lille Artikel ikke siger noget direkte, kan man sikkert billedlig forstaa, at den snusfornuftige Indsender har villet moralisere over den

mere »ubedækkede« Ægteskabsstis Fortrin (langs Sortedamsdosseringen), hvor alle kunde følge de spadserendes Færd, fremfor den umoralske, let skjulende Kærlighedssti, hvor slibrige Ting kunde gaa i Svang. Derved faar denne tilfældige Artikel virkelig Interesse ud over det rent efemære, som et Træk i Tidens Billedbog. Over Piessens gamle Have fra Peblingesøen til Volden gik Tidens Mishandling lempeligere end paa den anden Side; og skulde der handles ilde, var det jo alligevel godt, at der her rejstes noget, der ikke gav det kolde Gys, som vi ellers føler, naar vi tænker paa det, der svandt. En af de sidste Dage, Sophus Bciuditz, der boede lige paa Hjørnet af Teglgaardsstræde og Nørrevold- gade, levede, stod han ved sit Vindue og saa ud over alt Roderiet, hvor nu snart Boulevardbanen er færdig. Han vidste næppe da selv, at han skulde dø saa snart, han, der elskede sin By og ikke forstod, at man kunde nænne at gøre den Fortræd. Og han sagde paa den stille og inderlige Maade, der gjorde alle de Ord, han talte, til Poesi: »Her vil jeg blive, for nu véd jeg, at de ikke kan tage mere fra mig, end de har gjort. Ørstedsparken der nede er dog min. Se den i Vinter og Sne, og se den i Foraarets Gry. Der er dog noget af den gamle Voldpoesi over den. Det er morsomt at tænke paa, at Broen der ovre, hvor Stadsgravens sidste Rest gemmer vore sidste Bysvaner, i sin Tid forbandt Øster- og Nørrevold.« Med et Ryk vendte han sig 0111 og sagde: »Véd De, at det var, fordi Frederik den Syvende