KnudBokkenheuserNørrebro_1917

54 og i gamle Dage var der jo ogsaa Ivirkegaarde ved Vor Frue og Nikolaj Kirker. Blandt de endnu eksisterende Grave i den indre By er vel Johannes Ewalds bag Trinitatis den navn­ kundigste. Oehlensclilciger giver i sit skønne Digt til Ewald netop noget af det, der gør hans sidste Hvilested symbolsk: Og da vi nu, fordi vi er paa Vej ud mod Assistens Kirkegaard, den første, der blev anlagt udenfor Byens Volde, som Johanneskirken er den første Kirke, der er bygget der udenfor, er det ganske naturligt, at vi minder om, at det netop var i Aarene omkring Ewalds Død, 1780’erne altsaa, at Køben­ havnerne oplevede at se de første frivillige Ligfølger, det var Henrik Gerners og Johannes Ewalds; og begge havde de Karakteren af Demonstrationer, ikke saa meget til Ære for selve den døde som mod de Personer, man med Ret eller Uret mente var Skyld i deres Død. For Gerners Vedkommende gik det saaledes til, at man mente, at han, den glimrende og geniale Marinekonstruktør, var blevet hæmmet og drillet i sit Arbejde af Marinens forhadte Generalsekretær, Geheimeraad Rosenkrantz, saa at Ærgrelsen her­ over havde fremskyndet eller — som man rent ud sagde det under Ophidselsen i Klubberne — foran­ lediget hans altfor tidlige Død. Der prægedes Me- dailler for ham, der lavedes Epigrammer, som f. Eks.: »Da Pallas saa ved Gerners Grav de Danskes T aarer rinde, elsk — bød hun — saa i L ive den, som I hans Lige finde.« Og rundt om i Byen standsede Venner hinanden og sagde: »Gerner er død«, ja, selv fremmede til »Ved Issen: K irken rolig i sin Sky Ved Foden: Usseldom i store B y! Her hellig K raft og Trøst, hist Sorg og Nød — Du stodst i Livet, som du laa i Død.«