KnudBokkenheuserNørrebro_1917

ventet, og saa gik han tilbage ad Volden, hvor han A ftenen i Forvejen havde vandret m ed hend e i »usigelig h imm elsk L yk saligh ed og H enrykkelse«! M ismodig var han, fordi han ikke en Gang ved at kaste et B lik ned fra Volden i hend es Have kunde stille sit Savn. Men efter en lang Vandring uden Maal gennem Byen ender han alligevel igen paa Volden, hvor de stod en Gang, tavse, F avn im od Favn , alting tav, ingen Lyd hørtes uden deres Kær­ lighedssuk . Ogsaa Em il Aar estru p sender i et ret ukendt Digt: »K øbenhavnske Minder« de gam le Volde med deres T ilbehør et takn em ligt Nik, naar han begynder i følgend e Optakt: »O, I grønne B astioner, hvor den unge M artsviol stod ved Siden af K anoner i den friske Morgensol«, og han s Blik iler fra Volden baade ind ad mod:

»de m atbelv ste H jø rn er h vo r m in u erfarn e Sjæl m angen Skønhed u n d er Kysen kigged ved en Lygtepæl« »Nørrefælled, h vo r du ryster, Sæ lgekoner staa r for S kud; sto rt i Holger D anskes B riller tog sig Kongens L ivkorps ud. P ræ gtig steg m in hvide Drage, h ø jt m od B læ sten stod den fast,« Jan itsch arm u sik ved V ag ten ! Ak. som denne Amm e h er ty sser paa sin G lut m ed Ranglen, støjed du for F olket der.«

og ud ad:

og han m indes

Ogsaa i urolige Tider, hvor F red erik den Sjettes Jan itscharm u sik ikk e har den samm e dyssend e V irk