KnudBokkenheuserNørrebro_1917

121 midlertidig optager sindssyge til Observation. Hans overlegne Dygtighed og Mesterskab gjorde, at den brede Hob ikke forstod ham og derfor forfulgte ham. Det er Professor Knud Børge Pontoppidan, der jo desværre er død i 1917. Pontoppidan hørte til vort Lands mest patriciske Slægter, hvis Aandsadel igennem Aarhundreder har prydet Danmarks Kultur. Han var Søn af den myndige og ansete Præst Dines Pontoppidan i Randers. Hans Brødre er Forfatteren Henrik Pontoppidan, Præsten Morten Pontoppidan og Hudlægen Erik Pontoppidan. Allerede som ganske ung vakte Knud Pontoppidan Opsigt ved sin Guldmedaille-Afhand- ling om Ansvarligheden hos sindssyge Personer, hans Doktorgrad omhandlede kronisk Morfinisme, og da han i 1888 overtog Stillingen som Overlæge for Sjette Afdeling, vakte hans Klarhed i Fremstillingen af de enkelte Sygdomstilfælde, hans sproglige Mesterskab og hans Finhed i Opfattelsen af de enkelte Tilfælde alle Sagkyndiges Beundring; men det skulde desværre være de usagkyndige, der fældede ham. Det var sindssyge Kværulanter af den allervanskeligste Art, han fik til Behandling, og saa snart de var vel slupne ud af Hospitalet, hvor naturligvis hyppig Tvangsforanstaltninger maatte foretages imod dem, faldt de over Pontoppidan med de mest grundløse og vanvittige Overfald, der fandt Støtte i en altfor ansvarsløs og samvittighedsfri Dagspresse; men Angrebene fik dog endnu større Vægt, da de førtes over i selve Skønlitteraturen, da Forfatterinden Amalie Skram, der selv havde været blandt hans Patienter, i Slutningen af Halvfemserne i sine to Bøger »Professor Hieronymus« og »Paa St. Jørgen« gav en Skildring af sine Indtryk fra et Ophold paa et Sindssygehospital, som af Publikum toges for en tilforladelig Skildring af Forholdene paa sjette Afdeling, hvad den nok ogsaa tilsigtede