KnudBokkenheuserNørrebro_1917

113 inde i Tugthuse og behandlede dem mere som Dyr, endda vilde Dyr, end som Mennesker. Man behøver blot at læse H. C. Andersens Barndomserindringer fra Odense eller hans Roman »O. T.« for at finde Bekræftelse herpaa, eller man kan kigge en Smule i de nylig fremkomne Oplysninger om Møens Tugthus og dets ulykkelige Beboere for at se, at der ikke er noget overdrevent i denne Paastand. Munkene var vel nok delvist lægekyndige, derom vidner Juels og Hcirpestrængs Lægebøger, der i al deres Naivitet dog viser en Vilje til at helbrede; men Tid og Livsforhold gør jo dog, at den Lægekunst, der her udfoldes, væsentligst bestaar i Saarkunst. Tragikomisk er det ogsaa, at Flertallet af Læger (naar man ser bort fra den lærde Tids store Polyhistorer som Steno, Borch og Worm, der dog mere er Teoretikere, der undersøger det menneskelige Legemes Indre ved Dissektioner og derved opdager, at Hjertet er en Muskel, og paaviser andre indre Organers naturlige Bestemmelse og Funktioner, men ikke kendte til Praksis) var Barberer, Chirurgus’er, som Holberg med en vis Haan kalder dem. Ja, selv Tode var af Uddannelse slet og ret Barbersvend. Absalon skal dog have den Ros, at han ogsaa paa det sanitære Omraade var forud for sin Samtid, saa at han, ikke af Hensyn til de Syge, men til de Sunde, indrettede Isolationsanstalter for Spedalske, St. Jørgensgaarde for Sindssyge og Pesthuse; men hvad hjalp det paa Sygdommene, naar man ikke havde Midler eller Kundskaber til at bekæmpe dem? Senere naaede man de ret fortvivlende Lemme- stiftelser som Vartov og Almindelige Hospitaler rundt 0111 i Landet; men Behandlingen var ikke bedre dér. Et Lyspunkt i vor Sygeplejes Historie skabes i Svenskekrigens Dage 1659 her i København af de rent faktiske historiske Forhold; de under Byens Belejring faldne kunde man nok faa 8