UhrmagerlaugetKjøbenhavn_1755-1955

Oldermanden bad forsamlingen om en udtalelse om ønskeligheden af en afbetalingsordning, og i tilslutning hertil fulgte en lang og saglig betonet diskussion, og man fandt frem til, at man først måtte tage stilling til, hvorvidt man ville gå ind for en kollektiv annoncering om kontosalg. Da enighed opnåedes herom, gik man videre og vedtog, at det skulle være forbudt de enkelte medlemmer at annoncere med kontosalg, afbe­ taling eller lignende. Derefter blev bestyrelsens forslag til retningslinier for salg på afbetaling gennemgået, og der vedtoges i så henseende en reso­ lution, som tilsendtes medlemmerne i et cirkulære af 24 . november 1952 . På baggrund af den kampagne, som lauget - og først og fremmest oldermand Wiboe - havde ført mod denne »samfundets kræftskade«, der hed salg af ure på afbetaling, var den enighed om nu direkte samlet at gå ind for salg af ure på afbetaling at betragte som en kovending for den af lauget hidtil førte politik, og man må da med rimelighed kunne stille det spørgsmål: »Hvad var grunden til dette omslag?« Set i sammenhæng med de senest stedfundne begivenheder inden for urhandelen må svaret blive det, at konkurrencen fra outsider-detailhan­ delen simpelthen gjorde det nødvendigt. Den rigelige forsyning med ure på basis af deponeringsordningen havde skaffet grobund for en helt ny kategori urhandlere, hvis eneste kvalifikation til at optræde inden for urbranchen var deres kapital. Thi var kapital i tilstrækkelig mængde tilstede, kunne der importeres mod depositum og sælges direkte fra importør, og det oven i købet på afbetalingsvilkår, således at laugsmestrene, der hidtil kun rent undtagel­ sesvis havde givet sig af med afbetalingssalg, blev stærkt distanceret i konkurrencen om afsætning af ure. Man må erindre, at laugets vedtægter som betingelse for medlemsskab indeholder bl. a. en bestemmelse om, at medlemmets forretning ikke må være b a s e r e t på afbetalingssalg. Ved de retningslinier, som nu blev vedtaget, og som i store træk gik ud på, at udbetalingen skulle udgøre mindst 25 pct. af detailprisen, og at rest­ summen skulle være afviklet inden for et år, gjorde man ganske vist ingen ændring i den hidtidige affattelse heraf, og mange af de ældre medlemmer erklærede åbent, at de ikke, uanset den skete vedtagelse, kunne tænke sig at befatte sig med denne form for handel. Det må dog siges, at laugets gamle generelle opfattelse af afbetalings­ handelen naturligvis var økonomisk sund; men tiden var løbet fra den, og hvis laugets medlemmer virkelig skulle efterleve et generelt forbud mod salg af ure på afbetaling, var deres mulighed for at bevare stillingen blevet reduceret fra at være kvalificerede ursælgere og reparatører til frem­ tidigt kun at være kvalificerede reparatører af de ure, som urhandlere, der ikke behøvede at være branchefolk, forhandlede. I disse dage advaredes der stærkt mod, at det kom til at gå urmagerne, som det var gået sko­ magerne, der siden skotøjsindustriens fremkomst så godt som aldrig solgte et par nye sko, men var henviste til at reparere de sko, som andre solgte. 102

Made with