UhrmagerlaugetKjøbenhavn_1755-1955

Hvad der imidlertid stadig talte mod afbetalingssalget af ure, var pro- blevet »de nødlidende kontrakter«. Tempusurmagerne handlede jo ikke med brugte ure, med mindre det drejede sig om rene antikviteter, og spørgsmålet var da, hvad man skulle stille op med de ure, som måtte tages tilbage fra de kunder, som ikke kunne opfylde betalingsforpligtelserne - og hvad var et armbåndsur værd som salgsvare, når det var blevet båret på armen af en kunde, inden det påny havnede på sælgerens lager? Problemet er vist aldrig blevet løst - i hvert fald ikke i fællesskab. Men givet er det, at sælgeren er tvunget til at sortere sådanne kunder fra, som han på forhånd ud fra sit menneskekundskab må anse for usolide. Den praktiske betydning af spørgsmålet er dog nok senere aftaget noget, da den første voldsomme købelyst var blevet tilfredsstillet, og lauget fandt kun den i 1955 indførte nye afbetalingslov tilfredsstillende, idet de heri indeholdte bestemmelser om udbetalingens størrelse m. v. stort set svarede til de alle­ rede af lauget vedtagne retningslinier, hvorfor loven stillede de organi­ serede urmagere lige med outsiderne i konkurrencen på afbetalings­ markedet. Få dage efter denne laugsforsamling blev importen af ure frigivet ved en handelsministeriel bekendtgørelse af 1 . december 1952 . I kommenta­ rerne hertil hedder det i laugets medlemsblad: »M an kan næppe vente, at denne ændring vil medføre en øjeblikkelig revolutionerende indflydelse på urmarkedet, som, det må sikkert erkendes, i det forløbne år er blevet mættet med ure. Imidlertid må frigivelsen af urimporten hilses med største tilfredshed, idet den betyder en tilbage­ venden af forholdene før krigen. Størrelsen af urimporten i 1952 overtræffer også i nogen grad, hvad man for et år siden anslog, den ville blive. Ifølge den officielle statistik, der omfatter årets første 10 måneder, har Danmark importeret ure og urdele for et beløb af over 21 mill. kr., altså på 10 måneder 2 % gange sa meget som importen i hele 1 9 5 1 . En følge af denne forøgede import har glæde­ ligvis været en nedgang i smuglerierne, for ikke at tale om ursmugleriernes endelige bortfald. Har der i den senere tid været tale om smuglerier, har det drejet sig om værdiløse ure, som er blevet søgt afsat på beværtninger under fore­ givelse af, at urene var af betydelig større værdi, men det publikum, der køber disse ure under sådanne forhold, er næppe Tempus-urmagernes kunder, hvorfor problemet kun har interesse for myndighederne, når der indgår bedragerianmeldelser. Derimod har de forbedrede forsyningsforhold øget konkurrencen, og den almindelige rigelige tilstedeværelse af alle slags varer har ganske naturligt i fællesskab med de stadig stigende skatter betydet en knaphed på penge, således at lauget og dets reklameudvalg i slutningen af 1952 så det som en virkelig presserende opgave at styrke medlemmernes salg ved en intensiv annoncering. I modsætning til de uden for lauget stående ur- 103