UhrmagerlaugetKjøbenhavn_1755-1955

Denne betød i realiteten en overflødiggørelse af lauget og dermed dets ophævelse som laug i den hidtidige forstand. I spidsen for lauget skulle, ligesom forhen, stå en oldermand, men medens denne tidligere som regel kun virkede eet år ad gangen, så blev tjenestetiden nu to år. Oldermanden skulle vælges af magistraten blandt tre af lauget med de fleste stemmer foreslåede mestre. Syntes magistraten imidlertid ikke om nogen af de udpegede, kunne den selv udnævne en oldermand efter eget tykke. Oldermanden var øvrighedens repræsentant og skulle indføre alle mestre med navn og bopæl i laugets protokol. Enhver, der ville optages i lauget, skulle have lært håndværket i fire år. Efter udstået læretid skulle der følge en svendetid på tre år, der dog ikke behøvede at anvendes til vandring, og efter denne tid yderligere det såkaldte mestersvendeår. Ingen kunne altså normalt blive mester uden at have arbejdet i faget som dreng eller svend i mindst otte år. Heri ligger der ikke noget nyt; man vil netop ved bibeholdelsen af denne læretid betone, at enhver håndværksmester burde være sit fag mægtig. Og dette fremhævedes yderligere ved forordningen om mesterprøver, der skulle bestå af de samme arbejder som efter den foregående skrå. Lauget dannede nu ikke længere noget rets-institut til bilæggelse og domfældelse af indre stridigheder. Det hørte politiet til. På møde i lauget i 1603 enedes man om at sælge laugshuset, det hånd­ faste symbol på det gamle vælde, og udbyttet deltes ligeligt nellem samt­ lige laugsbrødre. Det er klart, at den totale ændring af laugenes myndighed måtte få følger for de efterhånden i arbejdsmæssig henseende så forskellige fraktio­ ner inden for smedelauget, og medens grov- og klejnsmede i 1 7 1 0 uden held andrager om at måtte blive udskilt som et særligt laug, får nagel- smedene, og derpå urmagerne i 1755 deres egne laug. Forinden - den 1 1 . august 1752 - kun 3 år før urmagerlaugets oprettelse, fik urmagerne endnu engang laugsartikler sammen med smedene. Om grunden til ønsket om en adskillelse fra smedene kan der næppe herske tvivl. »Urmagerne betragtede sig ikke blot som en slags finere håndværkere, men som kunstnere. Det er sikkert ikke gået af uden rivninger mellem urmagerne og mestrene i det lovlige og ærbare smedelaug, der for det første havde en instinktmæssig uvilje mod alt nyt, og som dernæst uden tvivl sad inde med noget af den mangel på forståelse og god vilje, som folk af det grovere arbejde ofte føler overfor udøverne af beslægtet, men finere kunst. Urmagerne ville vel nok have sat stor pris på at kunne nyde et laugs beskyttelse og rettigheder uden at behøve at underkaste sig smede- laugets højhedsret; men når urmagerne nærede ønske om at få en selv­ stændig organisation, har det vist især været fremkaldt ved den urimelig­ hed, at smedemestre skulle sidde til doms over urmageres arbejde. Ved

12