UhrmagerlaugetKjøbenhavn_1755-1955

DE F Ø R S T E 150 Å R

F ø r s t da - 200 år efter, at sejermagerne og urmagerne i København havde udfærdiget tårnure, taffelure, rejseure og de første lommeure - lykkedes det dem at få den kongelige stadfæstelse af deres ønsker om at være sig selv - et selvstændigt håndværksfag, og nu 200 år efter laugets oprettelse, må vi spørge, hvad fik urmagerne ud af deres organisatoriske selvstændighed ? Kunne deres specielle faglige dygtighed, som man havde fremhævet som et argument til selvstændigheds opnåelse, føre til en frem­ tid i fremgang og dygtiggørelse til håndværksmæssig nyskabelse og tekniske forbedringer? Svaret har allerede været kendt, siden lauget fejrede sit 150 års jub i­ læum; da havde man kapituleret over for udlandets urindustrielle frem­ bringelser, og de danske urmagere, hvis titel betyder urfremstillere, har siden måttet ernære sig som ursælgere og reparatører. Men selv om dette i sig selv lyder som et nederlag, fagligt- og håndværksmæssigt, skal det dog straks siges, at man siden har gjort alt, hvad der var muligt for at rejse det sjunkne mod og for at dygtiggøre fagets unge som urmagere i moderne håndværksmæssig forstand, og hertil har oprettelsen af skolen og bibehol­ delse af mesterlæren været de to grundpiller, hvorpå det nuværende danske urmageri hviler. Siden laugets oprettelse i 1755 har 27 oldermænd stået i spidsen for lauget, naturligvis ikke alle lige længe, længst virkede O. P. Wiboe - hans oldermandsperiode varede næsten 25 år, medens hans forgænger P. Bjer­ ring kun virkede i 3 måneder. I det følgende vil der i så korte træk, som det er muligt, blive gjort rede for det københavnske urmagerlaug og dets skæbne i tiden indtil 175 års jubilæet og derefter for laugets historie i de seneste 25 år. Til laugets første oldermand valgtes i september 1755 jV. E . £ 'ie g e n h ir t , men hans oldermandstid blev brat afbrudt ved hans død knap et år senere.

2

l 7