UhrmagerlaugetKjøbenhavn_1755-1955

Det var ham som i 1773 udtalte, at »det burde ejheller bevilges nogen svend at begynde på sit mesterstykke, førend han først udi fem år havde arbejdet for svend, og hvoraf han i det mindste to-tre år burde rejse udenlands for at gøre sig des bedre perfektioneret«, en udtalelse, som lauget for den sags skyld kunne underskrive den dag i dag, idet man stadig mener, at den nybagte svend savner såvel faglig som merkantil erfaring og modenhed og derfor både af hensyn til publikum, til lauget og sig selv burde vente med at etablere sig. Konflikter mellem mestre og svende var dengang bestemt af mange problemer små og store. Lønnen var lille og arbejdstiden lang. I tilfælde af sygdom havde svenden ikke mulighed for økonomisk støtte. Tilrejsende svende var bl. a. med til at trykke arbejdsmarkedet, og i tilfælde af arbejdsløshed var også vejen til at nedsætte sig som mester både trang og dyr. Det var derfor samfundsmæssigt og organisatorisk rigtigt, at older­ mand Lyngager i 1773 slog til lyd for at svendene burde oprette et laug med dertil hørende kasse. Det var også i Lyngagers oldermandstid, at en sag, som havde laugets udelte interesse, blev afsluttet til laugets tilfredshed, men dog uden dets medvirken. Den drejede sig om det kgl. Opfostringshus, der siden 1763 havde drevet et urmagerværksted og uddannet lærlinge i dette værksted, som var blevet drevet af en schweizer, hvis evner som leder og læremester var så ringe, at det måtte likvideres. Lauget var dermed blevet en kon­ kurrent kvit, hvis efterladte værktøj lauget købte på auktionen. Laugets syvende oldermand blev J . P . le M a i r e , 1 5 . oktober 1787 til 22 . oktober 1789 , den ottende J . J o n s e n R a m s ø e , 22 . oktober 1789 til 5 . oktober 1 793 , og den niende J . G . A d a m s e n fra 5 . oktober 1793 til 14 . oktober 1 795 . Medens lauget med hensyn til opfostringshusets værksted havde haft held med sig, havde dets medlemmer blandt storurmagerne mindre vind i sejlene. Igennem en lang årrække, ja, allerede siden tiden før laugets oprettelse, havde laugsmestrene bekæmpet den overhåndtagende born­ holmske urindustri. Bornholmerne præsenterede for første gang her i landet ure med pendulgang - 100 år efter, at denne opfindelse var blevet gjort af Huyghens. Det er ikke blide ord, Bering Liisberg har tilovers for laugets bagstræb i denne sag, og han konstaterer da også med en vis til­ fredshed, at Landhusholdningsselskabet i 1787 og 1790 udsatte præmier til fremme af den Bornholmske industri, og at regeringen yder øboernes initiativ teknisk bistand. Endnu en gruppe, men dog langt mindre betydningsfulde, konkurrenter måtte lauget bekæmpe og her med føje; de såkaldte Nurnbergere, som var datidens forhandlere af »fidusure«, havde blandede høkerbode, hvor ure, torsk, anden fisk og en dram til en tørstig sjæl blev falbudt over disken. Imidlertid var en langt alvorligere konkurrent dukket op: Den unge urmagersvend Jürgen Jiirgensen gjorde sit mesterstykke i 1 775 , men for*9