UhrmagerlaugetKjøbenhavn_1755-1955

6 ) Denne overenskomst træder i kraft straks, den er vedtaget af de to organisationer, og kan kun opsiges med et års varsel til en iste juli. Et halvt år senere afgår Jul. Schwartz ved døden, og et nyt older- mandsvalg står for. Mod P. Bjerring, der var viceoldermand, havde der efterhånden udviklet sig en vis animositet. Lauget havde organiseret et såkaldt tillidsråd, som nærmest kunne karakteriseres som en repræsentation af bydistrikterne. Rådet skulle være vejledende i priskurantspørgsmål, men var faktisk blevet hørt i alle vigtige spørgsmål, hvilket selvsagt havde svækket bestyrelsens autoritet noget. Det var da også især fra tillidsrådet, at man krævede et oldermandsvalg uden at ville afvente den ordinære laugsforsamling. P. Bjerring og O. P. W iboe var foreslåede kandidater, og den 24 . juni 1920 valgtes P. Bjerring med 24 stemmer, medens 21 faldt på Wiboe. Dette oldermandsvalg var såre ejendommeligt, idet det var sammen­ kædet med en organisatorisk nydannelse, som faktisk var urealisabel, med mindre den siddende bestyrelse ville fraskrive sig enhver form for myn­ dighed. I korte træk gik dette ud på, at det på laugsforsamlingen i forbindelse med valget af Bjerring blev tilkendegivet, at man ville overdrage et udvalg - bestående af P. Houmøller, H. C. Kallerup, G. Nielsen, P. Th. Nielsen og O. P. Wiboe - hele bestyrelsens myndighed med hensyn til de forhandlinger, der skulle føres med Urmagernes Fagforening angående arbejdsforholdene inden for faget og med hensyn til en ny overenskomst. Bestyrelsen var indforstået med, at udvalget i tilfælde af konflikt under ansvar af laugsforsamlingen skulle træffe alle dispositioner, som det anså for formålstjenligt til konfliktens afslutning. Det er vanskeligt i dag at forestille sig den bestyrelse, som vil lade sig vælge med et så eklatant udtryk for laugsforsamlingens mistillid. Den designerede oldermand havde med rette kunnet gøre sit valg betinget af, at laugsforsamlingen valgte sådanne medlemmer ind i bestyrelsen, at denne i sin helhed nød forsamlingens tillid, også i henseende til at forhandle med og indgå overenskomst med fagforbundet. Nu - så mange år efter - synes billedet at vise, at Bjerrings evner lå helt på det faglige, og at han var i besiddelse af en vis godtroenhed og langt fra udrustet med taktiske evner for foreningspolitik. Som formand for urmagerskolens bestyrelse nød han megen tillid; men oppositionen havde - viste det sig - ret i, at han savnede evnen til at tage fast på en sag og føre den igenném til løsning. Udfaldet af den på laugsforsamlingen vedtagne ordning, som - ifølge O. P. Wiboe - »bar dødsspiren i sig« - blev, at arbejdsudvalget krævede en fuldmagt underskrevet af bestyrelsen, en fuldmagt, som skulle videre- kommunikeres til de samarbejdende organisationer. Dette krav kunne nu

3 °