UhrmagerlaugetKjøbenhavn_1755-1955

Men så meget desto mere må oldermand Wiboe beundres. Han så, hvilke store opgaver der lå foran ham i lauget, for at dette kunne bringes i orden og skaffes myndighed og slagkraft. Han har formentlig også kunnet indse, at gennemførelse af reformer måtte koste arbejde og kamp, så sandt som tryk avler modtryk. Men da han første gang ses som aktiv deltager i organisationsarbejdet inden for lauget, var han kun 33 år, fuld af livs­ mod og energi, og fra dette øjeblik og indtil han segner i kampen, 73 år gammel, altså igennem 40 år, dukker hans navn op i laugets annaler stedse hyppigere, indtil han som nævnt i 1920 vælges som oldermand, thi fra denne dag og indtil hans død var han og han alene den absolut bærende kraft og driv i værket. Hans opfattelse af, at l a u g e t bør være en arbejdsgiver- og mesterorga­ nisation, går som en rød ledetråd gennem hans henstillinger, forslag, taler og artikler, men desuden forstår han vigtigheden af, at laugets medlem­ mer, hvis indstilling så helt er præget af håndværket og dets sfære, må være forretningsminded, besjælet af en god købmandsånd. Hvis vi ganske kort rekapitulerer begivenhederne siden Wiboes ind­ træden i 1902 - det er næppe forkert at betragte dette tidspunkt som en milepæl i laugets historie - finder vi O. P. W iboe sammen med P. Th. Niel­ sen og Hansen Wich som underskrivere af forslaget til laugsforsamlingen den 2 1 . september 1905 om, at Urmagerforeningen af 7 . april 1875 sam­ mensluttes med Uhrmagerlauget i Kjøbenhavn. Han indvælges i det 1 o-mandsudvalg, der skal arbejde med fusionen, »den begivenhed i vor stands historie, der bragte vore organisationsforhold i det rette leje«. Sammenslutningen vedtages på en ekstraordinær laugsforsamling den 27 . november 1905 , og den 28 . december vælges ny bestyrelse med Wiboe i nøglestillingen som sekretær. Da nu urmagerne i København var organiseret i kun een organisation, kunne man tage fat på forholdet til grossisterne og på kollegiale forhold. Som nævnt var priskurantens gennemførelse - i flere tempi - en særdeles påkrævet foranstaltning, og en sanering af grossisternes forhold til ur­ magerne ikke mindre påtrængende. Selvom det ikke siges direkte, tør man gå ud fra, at det var Wiboes systematiske sans, der stod bag alt dette; mere dristigt end nogen anden forenings politiske aktion var uden tvivl laugsbestyrelsens pression over for de medlemmer, som beskæftigede uorganiserede medhjælpere, en aktion, hvis effektivitet var endnu kraftigere, end hvis den havde været iværksat af selve fagforeningen. Når Wiboes samarbejdspolitiske indstilling overfor fagforbundet senere hen tages i betragtning, kan man vist gå ud fra, at også den her omtalte aktion skyldtes Wiboe. Så tidligt som i 1910 kan man også i tidsskriftet finde W iboe som initiativtager til stiftelsen af et skandinavisk urmagerforbund. Også i Centralforeningen var Wiboe sekretær, og her måtte han gen­ tagne gange stå for skud; han blev - formentlig ikke uden grund -

32