UhrmagerlaugetKjøbenhavn_1755-1955

at nævne C. Jonsén, hvis deltagelse i bestyrelsesarbejdet i mange år, hvoraf de fleste som viceoldermand, uden tvivl bidrog til at styrke Wiboe, når kampen stod på. Julius J. Jensen, om hvem Wiboe selv sagde, at han havde trukket et meget tungt læs, uden at man måske havde lagt til­ strækkelig mærke dertil, var jo blevet afløst af den besindige O. Lindgren, som givet igennem meget lang tid - foruden at han havde taget sig af laugets økonomiske spørgsmål - tillige, takket være sit lune, i bestyrelsen virkede som en stabiliserende faktor. Og for ikke at glemme den senest i bestyrelsen indvalgte Holger Erlandsen, skal det om ham siges, at han allerede på daværende tidspunkt havde forstået at samle medlemmerne, og hvad kan vel være vigtigere i en faglig organisation ? Han havde afsløret evner til at forhandle og til - ikke mindst på basis af sit ægte danske humør - at få tingene til at glide. I bestyrelsen sad på daværende tids­ punkt tillige Erland Erlandsen, en ener, hvis stille, kulturprægede stemme, og hvis sans for de fine nuancer måske havde svært ved at høres, når de store kanoner tordnede, samt Poul Nielsen. Disse mænd havde bistået eller bistod Wiboe i hans arbejde for lauget, og han kunne vel næppe have ønsket sig en mere positiv samling mænd ved sin side, nu da han nærmede sig støvets år. I anledning af Wiboes 70 års fødselsdag fandtes i tidsskriftet en omtale af oldermanden, forfattet af Børge Kock. Heri siges der: »Det er faktisk ikke til at fatte, at den mand, som er den mest energiske og utrættelige af os allesammen, at han nu står overfor at skulle runde de 70 år. Pokker forstå, at laugets oldermand er een dag mere end 40 . Tænk blot på, hvorledes dagen går for ham, tænk, hvad han når at præstere i løbet af en dag. Han passer sit laug og de deraf følgende opgaver med ukuelig energi og aldrig svækket kraft. Han går med ildhu op i de sager, som tiden byder laugets ledelse, og han går ind for sine standpunkter uden smålig skelen til persons anseelse. Han danner sig efter nøje over­ vejelse sit selvstændige syn på tidens spørgsmål, og ve den, der kommer i vejen for, hvad oldermanden finder, er det rigtige og gavnlige for lauget og standen. Det har ikke altid været lige let at være oldermand Wiboes modstander. Der er sjældent blevet meget tilbage af modstanderen; når først older­ manden har grebet pennen har han dissekeret modstanderens argumenter og overbevist os allesammen om deres absolutte tåbelighed. Men er kam­ pen kæmpet til ende, har modstanderen også altid kunnet møde en redebon vilje til loyalt samarbejde fra oldermandens side, og trods de stundom noget skarpt optrukne linier, har oldermanden altid været en forhand­ lingens mand, en dygtig forhandler, som forfægter sit standpunkt med energi, men også en forhandler, som forstår den kunst at bøje af, hvor det vitterligt er den anden part, som har retten på sin side. Når man har så mange interesser og så meget samfundsmæssigt arbejde at varetage, vil man forstå, at oldermanden slet ikke har haft tid til at

67

5 *