UhrmagerlaugetKjøbenhavn_1755-1955

ikke rigtig komme i forsoningshumør og formulerer laugets tilbud som en anmodning »i ellevte time« fra lauget til Centralforeningen om at gå med i samarbejdet om plomben. Efter parentetisk at have bemærket sig dette, hilser laugets blad det udvidede samarbejde med glæde, ikke alene for re­ klamens skyld, men også for den samarbejdsånd, som i almindelighed gerne skulle opnås imellem de to organisationer. Den fagpolitiske linie, som var laugets og Wiboes, og for den sags skyld også har været laugets efter Wiboe - går i store træk ud på at søge at dæmpe tilgangen af lærlinge med henblik på at undgå arbejdsløshed, flugt fra faget af den ungdom, hvis uddannelse branchen og staten for en stor del har været med til at bekoste, en flugt til andre arbejdspladser, men man har også gerne villet praktisere en vis regulering af tilgangen med hen­ blik på tilgangen af mestre. Gang på gang har Wiboe som oldermand og Gjesager som skolebestyrelsens formand advaret mod at øge antallet af uddannede lærlinge fra år til år. Også fagforbundet står - naturligvis - på denne linie. I en artikel i laugets tidsskrift redegør forbundsformand C. Madsen for udviklingen: I femåret 1937 - 1942 var antallet af beståede svendeprøver gennemsnitlig 37 pr. år, men ved udgangen af 1942 er så mange nye læreforhold blevet påbegyndt, at man i 1947 måtte regne med ca. 75 ny­ bagte svende. »Ingen kender fremtiden«, hedder det her, »men skulle der omkring nytår 1947 her i landet været noget, som lignede det, vi tidligere kaldte normale forhold, er det ikke let at se, hvorledes de mange unge urmager­ svende skal finde beskæftigelse. I øvrigt kan det også af den grund blive nødvendigt for et enkelt år at udvide urmagerskolen. Værst vil det måske blive for mestrene. Det vil sikkert blive antallet af disse, der bliver forøget; hele udviklingen hidtil inden for vort fag peger i den retning; og selv om der er uenighed om mangt og meget blandt vort fags udøvere, så har jeg endnu ikke hørt nogen påstå, at der findes for få mestre.« Noget klarere udtrykker O. P. Wiboe sig om modstanden mod uddan­ nelsen af »for mange« urmagere. Hans betragtninger fremsættes i en artikel om svendeprøven i »Dansk Tidsskrift for Urmagere« nr. 5 af 1 . maj 1943 , og er i sin form en — i øvrigt særdeles venskabelig —meningsudveksling med Isak Jensen. » ... Endelig siger IsakJensen: »En gang vovede jeg den påstand, at vi ikke uddannede for mange,« og, føjer han til, »når vi blot gjorde det godt og rigtigt.« Jeg ser nu godt Isak Jensens tankegang og kan til dels følge ham. Men her kommer det store »men«. Betingelsen for, at vi ud fra — ja, lad mig sige —et samfundssynspunkt —skulle uddanne et langt større antal urmagere, end der med rimelighed kunne beskæftiges ved normalt arbejde inden for faget, var den, at uddannelsen lå på et så højt stade, at disse uhrmagere havde næsten sikre chancer for at arbejde sig op i stillinger

69