UhrmagerlaugetKjøbenhavn_1755-1955

samtidig med at håndværkets tarv skulle indordnes under detailhandelens krav, den forståelse var overhovedet ikke til stede, og den måtte bibringes stykke for stykke ved agitation i tidsskriftet, ved taler på laugsforsamlinger og medlemsmøder og ved forhandlingerne med grossister og med kolleger indenbys og udenbys. Det er klart, at den, der agiterer så kraftigt og vedvarende, må skaffe sig modstandere, tilmed fordi agitation i sit væsen kræver stærke ord og cn stillingtagen til den yderste konsekvens. Agitationen krævede tid, og tid er en knap og kostbar vare hos den, der vil hurtigt frem. Hans mest ivrige modstander, Jens Meilvang, har ofte beskyldt Wiboe for arrogance, og selv den mest uhildede kan nu så mange år efter ikke bortforklare denne bilyd ved hans indlæg. Temperamentet besejrede ham, den tørre saglighed kunne være ham fremmed. Til gengæld besejrede hans temperament og ildhu helt og holdent hans meningsfæller, som heller ikke altid kunne forstå, at deres leders manglende psykologiske sans var den største anstødssten. At den lovændring, som skulle betinge realisationen af kollektiv-averte­ ringen måtte vente 5 år på sin fuldbyrdelse, og en så beskeden sag som kontingentforhøjelsen måtte forelægges på den ene laugsforsamling efter den anden, er vidnesbyrd derom. En ting var imidlertid givet, at hvad han så end kæmpede for, så var det altid for laugets, ja hele standens interesser, og at langt den største del af hans standpunkter var rigtige, har udviklingen siden givet ham medhold i. Ved hans død skrev Børge Kock: Kun sjældent ser man et menneske så helt og fuldt gå ind for et arbejde, som Wiboe gik ind for urmagerlauget. Lauget var og blev hans hjertebarn, og det, hans manddoms- kraft knyttedes stærkest til. Lad være, at han til tider kunne være skarp i sine stand­ punkter; disse standpunkter var dog altid frugt af en grundig eftertanke og i langt det væsentligste rigtige. Han var frygtløs som få, både hvor det gjaldt virke for laugets interesser, og hvor han i de senere år arbejdede for at gøre sit land frit. Han kunne overfor folk, der var ham underlegne i viden og intelligens, virke hård, men han var for den, der kendte ham, et hjertensgodt menneske. Havde han først een gang fattet sympati for en mand, var han trofast til døden. Men dermed være ikke sagt, at det var let at opnå oldermand Wiboes sympati. Det var det langt fra. Han var kritisk og strengt retfærdig i sin kritik; han var ikke ven med alle, men han var en g o d ven for de enkelte, der fik hans venskab. Hans to nærmeste medarbejdere M. Gjesager og Carl Jonsén gav ud­ tryk for deres respekt for deres gamle fører med følgende o rd : Han skånede aldrig sig selv, men gik til det sidste med hellig iver og en sand begejstring ind for alt det, som han mente gavnede og hævede standen. Det var det der for ham gjorde livet værd at leve. Når han gik ind for en opgave, der kaldte, var han altid så dejlig fri for krukkeri, og altid var han på pletten og skånede ikke sig selv, når det gjaldt hans standsfællers tarv.

8 l

6