UhrmagerlaugetKjøbenhavn_1755-1955

Og som en allusion til det jubilæum, i tilslutning til hvilket nærværende skrift udsendes, skal det nævnes, at det var på denne laugsforsamling, at Erland Erlandsen foreslog og fik gennemført stiftelsen af jubilæumsfondet, hvis midler til sin tid skulle bidrage til de med festlighedernes afholdelse forbundne omkostninger, og ved bestyrelsesvalgene nyvælges Otto Chri­ stensen. Kort efter dør Jens Olsen. Han var ikke urmager i den gængse forstand, snarere hørte han hjemme i Urban Jlirgensens tid, da konstruktion af ure og kronometre var en naturlig opgave for urmagere i en søfarende nation. Medens Urban Jiirgensen ikke fandt vej ind i lauget, var der for Jens Olsen ingen tvivl. Han blev modtaget, ikke som noget ordinært medlem, men som den astromekaniker, hvis rige evner og tekniske viden hele lauget kunne drage nytte af. Der var derfor aldrig nogen vaklen hos urmagerne, når der fra tid til anden blev sat hjælpeaktioner i gang for den laugs- broder, som vidste så meget, men blot ikke hvordan man skulle tjene til lidt mere end udkommet. Når hans verdensur sættes i gang den 1 7 . november 1955 på 1 o-årsdagen for hans død, vil hans person, liv og gerninger påny blive omtalt for offent­ ligheden, som til daglig forestiller sig, at Jens Olsen kun har præsteret dette ene arbejde, men det var jo ikke således. »Et langt, slidsomt men indholdsrigt livsløb er hermed bragt til ende. Et liv i kamp for en idé, der bærer langt udover tid og sted. En kunstners inspiration var det at danne et billede af universets skjulte funktioner i de materialer, som nu han mestrede, så anskue­ ligt og klart, at enhver ville kunne følge det og forstå det. Jens Olsen var søn af jævne folk. Faderen var væver i Ribe, og det var hans. livs­ kunst i sin gerning at stræbe mod stjernerne og dog alligevel at forblive tro mod sin oprindelse og være sig selv livet igennem. Hans jævne fremtræden, der slet ikke var »manér«, men hans naturlige måde at tage tingene på, dækkede dog kun dårligt over hans geni og kunstneriske evner. Som kunstner var hans interesse for de materielle goder, han ved sit geni kunne have skaffet sig, ikke særligt udprægede. Hans »arbejde for brødet«, som han kaldte det, skred kun fremad i det tempo, pligterne overfor familie og hjem krævede. Og dog viste han sig ved alle de arbejder, han med dette formål påtog sig, trods ikke oprindelig udlært urmager, som den første blandt landets urmagere, fra hvis værksted adskillige sindrigt konstruerede og håndværksmæssigt fuldendte ure og mekanismer udgik.« »Det var et stort fond af viden, han samlede i de unge år under sine rejser, og herpå tærede han resten af livet igennem. Basel var hans Mekka, hvor han hentede sit livs indhold og mening ved studierne i bibliotekets stille læseværelse, og hertil var han gerne vendt tilbage i sit livs aften for at genopfriske ungdommens oplevelser. Men al den megen viden og læsning gjorde ham slet ikke til en tør og indesluttet videnskabsmand. Han havde navertidens lune i behold, var til det sidste rask i replikken og krydrede sin tale med mange groteske indfald og havde altid en morsom oplevelse parat. Samtidig nærede han stor kærlighed til hjemmet og familien, ligesom minderne fra barndomshjemmet blev bevaret med stor pietet.« 84 I nekrologerne om Jens Olsen hed det bl. a .: