591173057

Kl. 10 og om Vinteren Kl. 9 — og Lønnen fastsættes uge-, maaneds- eller kvartalsvis, Dagløn vægrede Mestrene sig ved at gaa ind paa lige indtil Slutningen af det attende Aarhundrede. Gifte Svende var en ren Undtagelse, Stillingen som Svend var jo kun en Overgangsperiode, Svenden blev jo Mester efter visse Aars Forløb, naår lian aflagde Mesterprøven. Kan der end ankes over Lavene, særlig over Magtsyge og andre Util- børligheder, saa bør det dog erkendes, at den enkelte Lavsbroder nød store Fordele åf Lavet, særlig i Tilfælde af Sygdom og andre af Livets Tilskikkelser. Lavet var et Broder­ skab, den »zunftige« Svend mødte Hjælp og Støtte bos sine Lavsbrødre i Udlandet, en international Følelse var herskende indenfor Svendenes Rækker, her i Hovedstaden var endog den ene af Svendenes 2 Oldgeseller en Tysker. Kunde der end herske Stridigheder om Et eller Andet mellem Mestre og Svende — et var man dog altid enig om — naar Øvrighed eller Regering søgte at rejse Skranker overfor Lavene, hæmme eller indskrænke deres Virksomhed, da vare Mestre og Svende i det væsentligste enige. Det samme gjaldt Kampen mod »Fuskere« og »Bønhaser«, her følte man, at der var Fadles­ interesser. Store Lønkampe var ret ukendte, derimod opstod ofte Stridigheder, naar Mestrene forsøgte at komme Svendenes Frihedslyster til Livs, særlig i Retning af Spadseredage, »Blaa- mandage« el. lign. Efter alt at domme var Pauperisme almin- mindelig i Faget, det var sikkert kun yderst faa Mestre, der var velhavende; at drive Haandværket i det store var umuligt muler de snærende Baand, Lavsvæsenet paalagde Fagets Ud­ øvere; det ses tydeligt særlig mod Slutningen af det LS. Aar­ hundrede, at Lavsinstitutionen bar Dødsspiren i sig. Den franske Revolutions Idéer, særlig Proklamationen af Menneske­ rettighederne, bredte sig ud over Landene, og disse Idéer var uforenelige med hele Lavsvæsenet. Endnu i første Halvdel af