292672314

mig eller Sagen; der er endog Grund til at tro, at det har været deres Hensigt at berolige. Men i saa Fald har de sandelig været uheldige i deres Bestræbelser. For mig er der ingen Tvivl om, at denne Juristernes Optræden i Byens Raad har skadet 6te Afdeling mere end noget andet, og ikke blot os, men hele Lægestanden og dens Anseelse. Jeg skal lej­ lighedsvis vende tilbage til de dengang faldne Udtalelser; paa dette Sted vil jeg indskrænke mig til at fremdrage en enkelt Yttring, en Sigtelse mod Lægerne, som finder Udtryk i føl­ gende Sætning, gengiven efter det stenograferede Referat af Forhandlingerne*: «Der kan findes og har til Tider været Sindssygelæger hos os, om hvem Læger har udtalt, at de nødig vilde paatage sig Ansvaret for at erklære dem for normale.» Denne Udtalelse,der vendertilbage i forandret Form i en anden bekendt Jurists Replik, er efter min Mening aldeles uforsvarlig. Et er, hvorledes man i en Samtale til­ lader sig spøgefuldt at karakterisere en noget ejendommelig Personlighed, en anden Ting, hvad man benytter i en alvor­ lig og maaske skæbnesvanger offentlig Forhandling. Jeg be­ nægter, at nogen Læge for Alvor og i den Sammenhæng, hvorom her er Tale, har betegnet nogen af vore Sindssyge­ læger som den, der selv er (eller var) sindssyg, og jeg beder mine Læsere betænke, hvilken Skade der gøres ved at bi­ bringe Befolkningen en saadan Tro. Mon det egentlig var det, der trængtes til paa en Tid, hvor der, for at bruge d’Hrr.s egne Ord, var bleven «rejsten Storm af Mistillid og Mistænkeliggørelse« (Fhlg. S. 760) og hvor «Folks Skræk for ulovlig Indlæggelse og uberettiget Behandling« (S. 761) antog en rent epidemisk Karakter? Følte d’Hrr. Jurister det virke­ lig som deres Opgave i dette Øjeblik yderligere at give Mis­ tilliden til Lægerne Næring? Jeg ser ikke, at de kan fritages for Ansvar i saa Henseende, og Tidspunktet for deres For-

Borgerrepræsentationens Forhandlinger 1894—95 S. 793.