292672314

6TE AFDELINGS

J AMM E R S M I N D E

A f samme Forfatter er tidligere udkommet:

Den kroniske Morphinisme 1883 (Udsolgt)

Ne u r a s t h e n i e n Bidrag til Skildringen af vor Tids Nervøsitet 3d ie O plag (Udsolgt)

Den almindelige Diagnostik af C e n t r a l n e r v e s y s t em e t s S yg domme 6 Forelæsninger holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Efterårssemestret 1886 Pris 2 Kroner

Fire psychiatriske Foredrag Pris 1 Kr. 15 Øre

Psychiatriske Forelæsninger og Studier i Pris 2 Kr. 75 Øre Psychiatriske Forelæsninger og Studier 11 Pris 2 Kr. 25 Øre Psychiatriske Forelæsninger og Studier in Pris 2 Kr. 50 Øre

D r . KNUD PONTOPPIDAN

6TEAFDELINGS JAMMERSMINDE

KJØBENHAVN FORLAGT AF

TH. L I N D S E F T E R F Ø L G E R ( E C K A R D T & F R A N D S E N ) 1897

U nder det Uvejr, som i Aar og Dag har raset over mit Hoved, har jeg hidtil holdt mig taus og passiv. En saadan fuldstændig reserveret Holdning forekom mig nemlig den eneste værdige og korrekte overfor et saa hensynsløst og uvederheftigt Angreb. Der staar skrevet: «Den, som haver god Kundskab, sparer sin Tale, og forstandig Mand er kold­ sindig®. (Salomos Ordsprog 17 Kap., 27.) Nu synes det mig imidlertid at være paa Tiden, at jeg giver et Livstegn fra mig. Jeg har roligt afventet det Øjeblik, hvor jeg kunde gøre Regning paa at faa Ørelyd hos for­ nuftige Mennesker; men det har tillige været min faste Be­ stemmelse, at jeg engang vilde tage Bladet fra Munden. Og naar det nu sker, skal jeg ogsaa sørge for at give mine Ord Vægt. Har jeg besluttet mig til engang at tale, saa vil jeg ikke sky stærke Udtryk; thi det kommer mig just an paa, at det høres og spørges, hvad jeg har at sige. Alligevel haaber jeg, man vil faa Indtrykket af, at jeg taler ganske roligt. Jeg har haft Betænkningstid nok, og hvert Ord er nøje overvejet. Maaske er det ikke klogt af mig at bryde min Taushed. Jeg havde maaske «staaet mig» bedre ved ikke at opgive den Rolle som stum Person, der efterhaanden klædte mig ganske godt og omgav mig med en vis Nimbus af fornem Værdighed. Rimeligvis vil man tilraabe mig det gamle Ord: Si tacuisses,

philosophus mansisses. Jeg har dertil kun at svare, at der kommer et Punkt, hvor man ikke længere spørger, hvad man staar sig ved, fordi man intet har at tabe, og hvor man dog i alt Fald vil have den Tilfredsstillelse engang at lette sit Hjerte. Det kan i Virkeligheden ikke gaa mig værre, end det allerede er gaaet. Jeg staar her som en slagen Mand. Saa- ledes som jeg træder frem for mine Læsere, er jeg vel omtrent den mest upopulære Figur i Kjøbenhavn. Der er jo fuldstændigt Frislag paa mig, og det er ikke langt fra, at man peger Fingre ad mig paa Gaden. Derfor er det, jeg engang vil prøve at faa at vide, hvad det er, jeg har gjort. Jeg maa forsøge en Redegørelse, jeg maa appellere til den tænkende Læsers Ret­ færdighedsfølelse og paakalde hans Beskyttelse, jeg maa se at faa nogen Satisfaktion og om muligt at genvinde noget af min Prestige. Jeg spørger altsaa: Hvad har jeg gjort? Og hvis jeg ingen Ting har gjort, saa lad mig i alt Fald være i Fred. Lad det nu være nok! Der er dog ingen Rimelighed i, at jeg skal blive ved at være Priigelknabe, naar jeg ingenting har gjort. Det er iøvrigt ikke blot min Prestige, det drejer sig om. Ser jeg bort fra, hvorledes jeg er ramt i mine øvrige vitale Interesser, bliver der tilbage en rent praktisk Betragtning af, hvad hele denne Historie har kostet mig i Kroner og Øre. Der er rejst en Erstatningssag imod mig, den saakaldte Sypigesag. Jeg véd ikke, om min Modpart kan gøre sig Haab om de 10,000 Kr., hun forlanger; men vist er det, at jeg allerede er bleven af med dem. Det er et rent elementært Regnestykke, der skal til for at godtgøre, at denne Sag og hvad dermed hører sammen har kostet mig baade 10,000 Kr. og mere til. Jeg tager her med i Beregningen, at Folketinget har frataget mig mit Honorar som Retslæge; det er nemlig bleven mig sagt fra meget kompetent Side, at jeg heri maatte se et Udtryk for den raadende Misstemning mod mig. Disse

Oplysninger fremkommer jeg med, fordi de indeholde et argu- mentum ad hominem, der bedre end mangt andet viser, hvor haardt jeg er straffet. Har jeg først devoveret mig, er det mig ikke imod, at mit offentlige Skriftemaal ogsaa paa det økonomiske Omraade bliver ganske uforbeholdent. Og dog skulde jeg ikke have lagt Beslag paa den offentlige Opmærksomhed, hvis denne Sag var af rent personlig Art. I en Lægestilling som min, der vist er den besværligste og utaknemmeligste i Landet, maa jeg jo nemlig finde mig i at staa for Skud. Min Hospitalsafdeling er som det fremskudte Lasaret, der optager de Saarede fra Ambulancerne i forreste Linie; og er jeg sat paa denne Plads, har jeg ikke Lov at be­ klage mig over, at der vanker Skrammer. Maaske har jeg undertiden vovet mig unødigt langt ud; maaske vilde det være det klogeste at holde sig tilbage og nægte at yde sin personlige Assistance paa Slagmarken. Men tilbyder man sig at lægge Ryg til, maa man ogsaa tage Følgerne. For nogle Aar siden blev det i Tyskland nødvendigt at skride ind mod en sindssyg Konge. Ved denne Lejlighed var der ogsaa en Sindssygelæge, som var saa dum at tage Affære. Ham kostede det Livet; saa jeg maa vel være glad, naar jeg slipper nred at sætte min borgerlige Agtelse og mit økonomiske Velfærd paa Spil. Men Sagen angaar som sagt ikke mig alene, hverken Sypigesagen eller den Række af Sager, af hvilke den udgør et Led. Det er ikke blot mig selv, jeg vil forsvare; jeg har følt det som min Pligt at træde i Skranken for den Stand, jeg sætter en Ære i at tilhøre. Man maa nemlig, naar man ikke vil undervurdere den Strid, der har staaet om min Person, se den i Belysning af hele den Bevægelse, som er rejst mod os Læger, og som har bragt os en saa forsmædelig Ydmygelse. Maatte det lykkes mig at overbevise mine Læsere om Betyd­ ningen af denne Bevægelse og at sætte det rette Stempel paa den. Maatte min Piece kunne gøre klart Rede for, hvorledes

den er opkommen, hvorledes den har udviklet sig, hvad det er, der har givet den en saa stor almen Interesse, og i hvilken Situation den har bragt mig og min Hospitalsafdeling. Lad mig da først gøre opmærksom paa, at den Storm, der er rejst mod Lægerne og deres ulovlige «Indespærringer», allerede et Par Aar i Forvejen har raset i Udlandet. Den er kommen til os Syd fra; man kan som ved alle Epidemier paavise en Udbredning i Retning af Periferien, og det er interessant at iagttage, at de seneste Udløbere af Bevægelsen netop nu, efter yderligere et Par Aars Forløb, har naaet det øvrige Skandinavien. I Sverige er Kampen for Øjeblikket staaende, og paa et ganske tilsvarende faktisk Grundlag som herhjemme. Der gælder paa dette Omraade de samme Love som for de epidemiske Enthusiasmer; den hypnotisk-magnetiske Raptus, Guldet som Panacé ved Behandlingen af Alkoholismen og nu sidst Kneipp-Kuren har fundet Vej til os paa ganske lignende Maade. Det er mig naturligvis en Tilfredsstillelse at kunne se noget af et uafvendeligt Fatum i den Tilskikkelse, der har ramt mig. Jeg vover at tro, at hvis Skæbnen havde villet det, kunde det lige saa godt være timedes min Formand eller min Eftermand at falde som Offer for en saadan Bevægelse. Dermed er det dog ikke min Mening at fralægge mig enhver personlig Medskyld. Jeg véd vel, at jeg ingenlunde har været i Besiddelse af alle de Betingelser, der fordres for at gøre Fyldest i en Plads som min; jeg indrømmer saaledes gerne, at jeg ikke er hvad man kalder en facil Mand og ikke altid har haft den ønskelige Smidighed. Derimod vilde jeg nødig frakendes den Besindighed, som bør være en Hoved­ egenskab i min Gerning. I denne Henseende har man ikke ydet mig Retfærdighed. Man har glemt, at en Sindssygelæge undertiden kan være nødt til at handle hurtigt og resolut uden at vige tilbage for det Ansvar, han derved paadrager sig. Naturligvis er det klogere, naar man altid passer at

hytte sit Skind; men jeg er ikke vis paa, at jeg i min Stilling kan undslaa mig ved at gribe ind. Der er forskellige meget omtalte Hospitalsindlæggelser, ved hvilke jeg f. Eks. godt kunde have ladet Huslægen tage noget mere Affære, og jeg har navnlig Grund til at tro, at de paagældende Kolleger vilde have været fuldstændig villige til at udstede de fornødne Attester. Men en saadan Forsigtighed har jeg unægtelig for- smaaet; naar jeg dog skal have det moralske Ansvar for en Indlæggelse, giver jeg lige saa gerne Navn til, og jeg haaber, at jeg aldrig skal blive tvungen til at gøre Brug af Straamænd. Forsigtighed er en god Ting, men den kan ogsaa overdrives. Jeg prætenderer for mit Vedkommende at være en forsigtig Mand; hvad der er mere, er af det onde. Det var ikke ønskeligt, om det nogensinde kom dertil, at Lægekunsten og dens Dyrkere satte Præmie for den Ræveklogskab, der aldrig tør vove sin Trøje og altid holder sig en Bagdør aaben. Jeg vender tilbage til Beskrivelsen af den aandelige Farsot, som naaede over vore Grænser. Det var naturligvis ikke uden Interesse for mig som Fagmand at være Vidne til, hvorledes den tog fat og bragtes til at fænge. Den overvejende Følelse hos mig har dog været Skam over den Samtid, jeg tilhører. Det er i mine Øjne i højeste Grad sørgeligt og forargeligt, at en samvittighedsløs Presse, stimuleret af en utilregnelig Olding, har formaaet at rejse en Bevægelse som denne, der i sin dybeste Grund er en Fornærmelse mod Lægestanden i dens Helhed og navnlig røber en højst nedslaaende Mistillid til os Sindssygelæger. Vor specielle Virksomhed er i sig selv den tungeste, man som Læge kan vælge, og den bliver ikke lettere, naar man opdager, at den i Folks Øjne staar som en ren Profosbestilling. Det er faldet mig noget vanskeligt at vænne mig til dette nye Synspunkt for min Gerning; men det er i Virkeligheden den Grundbetragtning, jeg møder selv hos de velvilligste af dem, der drøfter Sagen, at Indlæggelse og Behandling i min Hospitalsafdeling ikke er et Gode , der bydes

Patienterne, men et Onde, der tilføjes dem. Den herskende Opi­ nions Feltraab har fra først til sidst været dette: Hvilke Sikker­ hedsforanstaltninger maa der træffes for at hindre Lægernes Overgreb ved Bedømmelsen og Behandlingen af de Sindssyge? Denne Stilling til Spørgsmaalet forekommer mig saa skæv som mulig; den kan ikke nøjes med at betegnes som ensidig, den stiller i Virkeligheden hele Sagen paa Hovedet. Og ikke blot er det en daarlig Tak til Lægerne, som har brugt dette Aar- hundrede til at skaffe de Sindssyge Hospitaler og hospitals­ mæssig Behandling; men hvad værre er: Den rejste Be­ vægelse vil blive til ubodelig Skade for de Sindssyge. Vort Løsen har været: Gør Porten høj, gør Døren vid; i Mod­ sætning hertil vil man nu paa enhver Maade vanskeliggøre det for de Syge at komme til os. Vi har arbejdet paa at faa Folk til at forstaa, at Sindssygdom er en Sygdom som enhver anden; nu skal de stakkels Patienter atter have Galehusstemplet paa sig, det skal regnes for en Skam og Skændsel at have været indlagt i et Sindssygehospital. Vi har aabnet vore Asyler som Fristeder for de Syge, hvor de til deres eget Bedste skærmes mod ydre Paavirkninger; til Tak slaar man nu om sig paa den uforsvarligste Maade med Ord som «Inde- spærring» og «Tvangsmidler». Kort sagt: Vi ere satte mindst en Menneskealder tilbage i Tiden, eller rettere: Vi ere bievne kastede et godt Stykke tilbage mod Barbariet, og den hele Bevægelse skal nok vise sig at faa vidtrækkende Følger. Dette er ikke Ord, skabte af en øjeblikkelig Indignation; Tiden vil vise, at jeg har Ret. I Sammenligning med disse sørgelige Konsekvenser for Befolkningen og dens Sindssyge er det af underordnet Be­ tydning, omend i og for sig beklageligt, at en Hospitalsservice er bleven bragt i ufortjent Vanry. Naar jeg nu ser tilbage paa denne 6te Afdelings Trængselstid, forbauses jeg egentlig over, at vi har baaret vor Skæbne saa taalmodigt. Og der­ som Nogen tror, at Uvejret nu efter halvtredie Aars Forløb

er drevet over, saa er dette saa langt fra Tilfældet, at jeg snarere sporer Virkningen deraf mere og mere for hver Dag, der gaar. Ganske vist synes det, som om Bladene efter- haanden have skreget sig hæse paa mit Navn; Skandalen er vist udnyttet til det sidste, skøndt man ikke forsømmer nogen Lejlighed til at puste den op paany. Hvad der imidlertid har mere at sige end den øjeblikkelige Sensation, Aviserne formaa at vække, er den Bevægelse, der har bredt sig Mand og Mand imellem, og som har naaet en betydelig Rækkevidde. Den offentlige Menings Doiti er gaaet os saaledes imod, at Af­ delingens Stilling er bleven fuldstændig undergravet. Og dette kan ikke forundre. Der har været slaaet haardt, og hvem har vi haft til at afbøde Slagene? Jeg erkender med Taknemme­ lighed Hospitalsbestyrelsens varme Forsvar og Støtte; men ellers har Lægerne været saa temmelig svigtede fra alle Sider, Angriberne har ført Ordet saa nogenlunde uimodsagt. Se vi hen til de forskellige Talsmænd, den anti-psykiatriske Bevægelse har haft, møde vi som første Episode en Forespørgsel i Folketinget. Denne holdt sig imidlertid ingenlunde Regelen «svaviter in modo» efterrettelig, fortjente iøvrigt heller ikke Devisen «fortiter in re», og fremtraadte i det hele som et saa ubehersket Udtryk for en opblussende, endnu uafklaret Stemning, at jeg ikke kan tænke mig, at den har gjort nogen stærkere Virkning. Mere Betydning maa der aabenbart tillægges de Ud­ talelser, der fremkom i Borgerrepræsentationen, hvor et Par af vore mest ansete Jurister gjorde sig til Ordførere for Opinionen og fremsatte et I'orslag, der vel endnu tydeligt bar Mærke af den øjeblikkeligt raadende Ophidselse, men dog i det hele er et adækvat Udtryk for den dannede Almen- heds Opfattelse. Det kan ikke betvivles, at disse Mænd med deres Anseelse og Indflydelse i væsentlig Grad har givet den Bevægelse Vind i Sejlene, som vi nu høster Frugterne af. Jeg véd vel, atde ikke har ønsket at skade hverken

mig eller Sagen; der er endog Grund til at tro, at det har været deres Hensigt at berolige. Men i saa Fald har de sandelig været uheldige i deres Bestræbelser. For mig er der ingen Tvivl om, at denne Juristernes Optræden i Byens Raad har skadet 6te Afdeling mere end noget andet, og ikke blot os, men hele Lægestanden og dens Anseelse. Jeg skal lej­ lighedsvis vende tilbage til de dengang faldne Udtalelser; paa dette Sted vil jeg indskrænke mig til at fremdrage en enkelt Yttring, en Sigtelse mod Lægerne, som finder Udtryk i føl­ gende Sætning, gengiven efter det stenograferede Referat af Forhandlingerne*: «Der kan findes og har til Tider været Sindssygelæger hos os, om hvem Læger har udtalt, at de nødig vilde paatage sig Ansvaret for at erklære dem for normale.» Denne Udtalelse,der vendertilbage i forandret Form i en anden bekendt Jurists Replik, er efter min Mening aldeles uforsvarlig. Et er, hvorledes man i en Samtale til­ lader sig spøgefuldt at karakterisere en noget ejendommelig Personlighed, en anden Ting, hvad man benytter i en alvor­ lig og maaske skæbnesvanger offentlig Forhandling. Jeg be­ nægter, at nogen Læge for Alvor og i den Sammenhæng, hvorom her er Tale, har betegnet nogen af vore Sindssyge­ læger som den, der selv er (eller var) sindssyg, og jeg beder mine Læsere betænke, hvilken Skade der gøres ved at bi­ bringe Befolkningen en saadan Tro. Mon det egentlig var det, der trængtes til paa en Tid, hvor der, for at bruge d’Hrr.s egne Ord, var bleven «rejsten Storm af Mistillid og Mistænkeliggørelse« (Fhlg. S. 760) og hvor «Folks Skræk for ulovlig Indlæggelse og uberettiget Behandling« (S. 761) antog en rent epidemisk Karakter? Følte d’Hrr. Jurister det virke­ lig som deres Opgave i dette Øjeblik yderligere at give Mis­ tilliden til Lægerne Næring? Jeg ser ikke, at de kan fritages for Ansvar i saa Henseende, og Tidspunktet for deres For-

Borgerrepræsentationens Forhandlinger 1894—95 S. 793.

slags Fremkomst maa for enhver besindig Betragtning fore­ komme ganske overordentlig uheldigt valgt. Jeg kan over­ hovedet ikke forklare mig Forslagsstillernes Optræden og Ud­ talelser paa anden Maade end ved at antage, at de selv har været Offre for den epidemiske Forskrækkelse, som greb Sindene, og jeg gad vide, om de ikke nu bagefter er villige til at erkende, at de er kommen til at forløbe sig. Som en af de Kilder, af hvilke den offentlige Mening har suget Næring, maa nævnes visse literære Frembringelser. Navnlig udkom der en Roman, som handlede om Sindssyge­ forhold, og som man tillagde en særlig Aktualitet. Jeg paa- staar nu rigtignok, at denne Bog spiller etsteds i en anden Verdensdel. Scenen foregaar nemlig paa et Hospital, der skildres som et rent Pandæmoneum, og der optræder en Pro­ fessor, efter hvem Bogen har Navn, og hvem der lægges dels saadanne Dumheder, dels saadanne Nederdrægtigheder i Munden, at Originalen næppe kan søges i den civiliserede Verden. Ikke desto mindre har man haft den Uforskammethed ganske almindeligt og aabenlyst at give denne Skildring An­ vendelse paa mig og min Hospitalsservice. Man har endogsaa i Byens Raad ved Spørgsmaalet om en eventuel Omordning af Kommunehospitalets Sindssygeafdeling været saa ugenert at gaa ud fra de i denne Bog fremkomne Oplysninger*, og det uden at en eneste af de Tilstedeværende har følt sig opfordret til i Velanstændighedens Navn at protestere mod et saadant Grundlag for en alvorlig offentlig Forhandling. Der er somme af disse literære Produkter, som med deres Blanding af Digt og Virkelighed tilsigte en forblommet Mistænkeliggørelse; der er andre, der utilsløret ere adresserede

* Borgerr. Forhandl. 1895— 96. S. 762.

til mig og min Afdeling og prætendere fuld Objektivitet i Beskrivelsen af Personer og Begivenheder. Jeg maa imid­ lertid bestemt advare imod at tage disse Dokumenter for historiske Kildeskrifter. Der er navnlig en af disse Forfattere, som bogstavelig hober det ene imaginære Faktum oven paa det andet, og som har en farlig Evne til ved mislig Omgang med Anførselstegn at give sine Læsere et meget malende, men rigtignok ganske forfalsket Billede af det forefaldne. Naar man saaledes den ene Gang efter den anden beskriver sine Oplevelser med haarrejsende Detailler, undgaas det naturligvis ikke at gøre Indtryk paa Publikum. Man kunde nu bebrejde mig, at jeg ikke i rette Tid har renset mig paa Tryk og siden tiet stille. Der er dertil at svare, at jeg meget vel kunde have demen­ teret en eller anden særlig flagrant faktisk Usandhed; men naar der i saadanne Værker staar den ene haandgribelige Løgn ved Siden af den anden, bliver Korrektionen uoverkommelig. Og indskrænker man sig til at berigtige et enkelt Fajktum, aabner man let Rum for den Misforstaaelse, at man godkender de øvrige. For mig er der maaske overhovedet ikke længer nogen Mulighed for at retlede den offentlige Mening; det er jo kommet dertil, at der ikke kan laves det dummeste flygte om mig, uden at det vinder Tiltro. Mere end noget andet har det naturligvis været mig magtpaaliggende, hvorledes mine Kolleger have stillet sig under den standende Strid. Jeg er her inde paa et kildent Punkt; men det er af Vigtighed for mig, at jeg faar Lejlighed til at udtale mig frit derom. Heldigvis har jeg jo gennem- gaaende kunnet glæde mig over den Holdning, Lægerne have indtaget; baade jeg og min Afdeling har Grund til at være Standens Repræsentanter meget taknemmelige for det Forsvar, der er bleven os til Del under den offentlige Forhandling. Men ved Siden deraf er det mig ikke ubekendt, at jeg ofte har maattet nøjes med lunkne Venner og halve Forsvar. Der var en Del Læger, som blev noget svage i Knæene, medens

Kampen stod paa, og som endnu kunde trænge til en Afstiv­ ning; der er Kolleger, som har taget noget valent paa de Sager, der har vakt Diskussion, og haft nogen Betænkelighed ved at yde mig fuld Tilslutning. At man nu under en Bevægelse som denne ikke fuldt ud kan regne paa Støtte fra Kollegernes Side, derover har jeg ingen Ret til at beklage mig. En Hospitalsafdeling, der arbejder under saa vanskelige Vilkaar som min, bliver nød­ vendigvis Genstand for Standsfællers Kritik. Jeg vil paa ingen Maade bestride dennes Berettigelse, og hvis der er Kolleger, der har ment ikke at burde holde deres Kritik til­ bage under det Angreb, jeg har været Genstand for, kan jeg ogsaa respektere en saadan Frygt for utidigt Kammeraderi. Men jeg har iøvrigt den Tro, at hvis jeg i den forløbne Tid har maattet tælle ogsaa en Del Læger mellem mine Mod­ standere, har det aller snarest været saadanne, der mangle Kendskab til mig og min Virksomhed. Psykiatrien er des­ værre endnu et fremmed Felt for mange Læger, og i en Diskussion om herhen hørende Forhold ræsonnere disse Kolle­ ger som Lægmænd og komne til at staa paa det læge Publi­ kums Side. Jeg tror derfor ikke, at man heri maa søge Sagkundskabens Dom over mit P'orhold. Hvad mine specielle Fagkolleger angaar, kan det jo ikke nægtes, at de har holdt sig temmelig stærkt tilbage (paa en enkelt Undtagelse nær, som i alt Fald ikke har gavnet ved at tage Ordet). Jeg har undertiden spurgt mig selv: Hvor er de henne, d’Hrr. Sindssygelæger; mon der ikke skulde være en eneste af dem, der føler Trang til at komme den betrængte Kollega til Undsætning. Professor veltalende Piece «Om Sindssygdom» maatte vel nærmest tolkes som skreven i min Favør, men tog dog udtrykkelig Afstand fra alle konkrete Tilfælde og blev saaledes ikke et direkte Indlæg i Striden. Ofte i disse Aar har jeg bittert følt Savnet af en kær afdød Lærer og Kollega, som med sin lyriske Evne

mig

Gædekens

vilde have været den rette Mand til at træde op og slaa det Slag i Bordet, der trængtes til. Aller mest kommer den vedvarende Misstemning frem i det store Publikums Holdning overfor os. Man skyr mig og min Afdeling saa meget som muligt og søger andetsteds hen; de Patienter, som ikke kunne undgaa os, møde os fra første Dag med Mistro og vise sig tydeligt skræmmede af det Odium, der klæber ved dette Skrækkens og Rædselens Opholdssted. Det er nu en dagligdags Ting, hvad vi før sjeldent kendte, at de Syge føre et protesterende Sprog, pukke paa Lov og Ret, fordre Skadeserstatning, kort sagt servere os alle de Floskler og Fraser, som den offentlige Debat har bragt i Folkemunde. Og om ikke de Syge selv lade os mærke noget, saa skal i alt Fald deres Slægtninge og Paarørende nok gøre sig ubehagelige. Jeg regner ikke de anonyme Truselsbreve, heller ikke de smaa Uartigheder, der allerede i Forvejen hørte til vor daglige Kost; men i denne Tid er F'olks Hold­ ning helt igennem utaaleligtudfordrende, og det lader til, at man tror at kunne byde os saa omtrent hvad det skal være. Jeg er i Forvejen vant til dette, at Tante Fine og Tante Gine kommer for at høre min Mening om en eller anden Patient, og at de da, hvis jeg er nødt til at sige, at jeg be­ tragter Vedkommende som abnorm, optage dette, som om jeg havde beskyldt deres Slægtning for den værste Forbrydelse. Men nu tillade de sig yderligere at blive spidse og trække sig tilbage med et Minespil, i hvilket der tydeligt staar at læse: «Naa saaledes, ny Skurkestreg!» Jeg maler Situationen med levende Farver for at give mine Læsere et Indtryk af den Nødstilstand, der er skabt for os i vor daglige Virksom­ hed. For mit eget Vedkommende har jeg en bestemt Følelse af, at hvis den nu raadende Stemning holder sig, vil det være en Umulighed at bestyre Afdelingen. Den mig betroede Hospitalsservice har saaledes lidt et Knæk, som den aldrig kommer over. Havde det drejet sig

om et kommunalt Kontor eller et Gasværk, vilde Tiden have kunnet læge Saarene; men en Humanitetsanstalt forvinder næppe nogensinde at have været saa dybt i Miskredit. Navnet 6te Afdeling har faaet en Klang, som bestandig vil skurre i Ørene. En Sindssygeafdeling kan ikke undvære Publikums Sympati; den er en Livsbetingelse for den. Og det samme gælder den Mand, som leder Afdelingen; hans Stilling kræver, at han nyder ikke blot almindelig borgerlig Agtelse, men en kvalificeret Agtelse. Han maa staa i Befolkningens Øjne som en Hu­ manitetens Apostel, helst som en Engel i hvide Klæder. Og selv om man ikke omgiver hans Hoved med en Glorie eller lader Vinger voxe ud paa hans Skuldre, maa han i alt Fald være ubetinget respekteret, og han kan ikke taale at have faaet Navn paa sig for Haardhed og Hjerteløshed. For Publikums Domstol betragter jeg min Sagsomhaab- løst tabt. Og dog sørger jeg ikke derover; thi jeg føler, at der er gjort mig Uret. Det faar derhos være minTrøst, at jeg intet fortryder, og at Ingen af de Mange, der erfaldet over mig, har kunnet sige mig, hvad jeg egentlig skulde have gjort andet, end hvad jeg gjorde. Men jeg fyldes med dyb Lede ved Erindringen om al den Jammerlighed, jeg har været Vidne til, den forsigtige Tagen Afstand fra mig, den Maade, hvorpaa Mænd, som jeg har arbejdet sammen med i disse Sager, har staaet Skoleret for Pressen og udleveret mig til Bladnegerne paa Naade og Unaade. Jeg var i Forvejen ganske grundigt desillusioneret, jeg var saa temmelig fortrolig med den gennemgaaende Sjofelhed i Tænkemaaden, der ud­ mærker Flertallet af Mennesker; men ved denne Lejlighed forekommer det mig rigtignok, at deres fejge Karakterløshed og deres F'ordomsfuldhed er traadt frem paa særligt utiltalende Maade. Mine kære Bysbørn har i den forløbne Tid sagt en utrolig Mængde Dumheder; men der er vist ikke En, der flauer sig nu bagefter. Jeg kan ikke engang vente den

Tilfredsstillelse, der ligger i at høre Folk erkende deres Svaghed og deres Fejltagelser. Saaledes er Situationen. Jeg betragter mig som en øde­ lagt Mand, og jeg lægger ikke Skjul derpaa;jeg ønsker tværtimod at konstatere det. 1 1 3 Aar har jeg været knyttet til Kommunehospitalets 6te Afdeling. Gerningen har aldrig været mig fuldt tilfredsstillende, og jeg har været mig be­ vidst ikke ganske at egne mig for den. Men det er dog et tarveligere Resultat, end jeg havde ventet, naar jeg nu efter de 13 Aars Forløb staar som hele Byens Syndebuk. Under alle Omstændigheder: Efter den Fiasko, jeg har gjort, er jeg tilbøjeligtil at erkende, at jeg aldrig skuldehave været her. Det var den selvstændige, overordnede Stilling, der lokkede; heri saa man det Maal, der indeholdt alle Drømmes Opfyldelse, saalænge man hørte til de «haabe- fulde yngre Kræfter». Det er imidlertid sværere, end man tror, at gøre Overgangen fra de Kritiserendes til de Kriti­ seredes Rækker, fra dem, der giver Løfter, til dem, der skuffer Forventningerne. Og nutildags skal man ikke være for begærlig efter at smage Magtens Sødme, i alt Fald ikke i Skikkelse af en overordnet Hospitalslægeplads. Ligesom jeg har søgt at værge mit borgerlige Navn og Rygte, saaledes er jeg ogsaa villig til at stille mig i Breschen til Forsvar for min videnskabelige Ære. Jeg er til Rede for den danske Lægestand med de Oplysninger, den mener at kunne kræve; thi det er mit oprigtige Ønske at sikkre mig mine Kollegers uforandrede Tillid. • Jeg spurgte før: Hvad har jeg gjort? Nu søger jeg Svar paa det Spørgsmaal: Hvori bestaar mine faglige Fejltagelser? Jeg paastaar, at det ikke er konstateret for nogen af de ce­ lebre Sager, der har fældet mig, at jeg har gjort mig skyldig i en fejl Diagnose.

Dette kunde synes at lyde storagtigt, navnlig i de Folks Øren, som have indlevet sig i Forestillingen om, at Lægerne altid anse sig for uangribelige. Jeg véd ikke, hvorledes denne Myte er opkommen, at vi Læger, specielt Sindssygelægerne, skulde være særligt tilbøjelige til at pukke paa egen Ufejl­ barhed ; for mit Vedkommende maa jeg fralægge mig enhver bevidst Skyld i saa Henseende. Det er saa langt fra, at jeg betragter mig som ufejlbar, at jeg tværtimod oftere og oftere sukker med den vise Salomo: «Jeg gav mit Hjerte hen til at forstaa Galskab og Daarskab; jeg fornam, at ogsaa dette var Forfængelighed, Jagt efter Vind.» (Prædikerens Bog, i Kap.). Heller ikke har jeg i min literære Virksomhed givet Anledning til at tro, at jeg altid føler mig sikker i min Dom. Jeg kan endog henvise til, at jeg i en af mine senere Publika­ tioner, en retsmedicinsk Afhandling, aabent og ærligt har aflagt Bekendelse om et Par diagnostiske Fejltagelser. Det drejede sig om Mennesker, som jeg ansaa for og erklærede for nor­ male, men som viste sig i Virkeligheden at have været sinds­ syge. Mærkeligt nok har en af de før nævnte juridiske Borgerrepræsentanter udpeget netop denne Afhandling som smittet af den moderne Tilbøjelighed til at erklære Halvdelen af Menneskene for gale. Jeg skulde altsaa roligt finde mig i at blive overbevist om at have taget fejl; jeg hævder kun, at det til Dato ikke er sket. Men maaske venter der mig en saadan Paavisning; under alle Omstændigheder ønsker jeg at rejse Diskussionen paany. Det forekommer mig, at jeg trænger til at faa mine Diagnoser enten omstyrtede eller bekræftede. For al Ting kan jeg ikke være tjent med, at der bliver stille om de Navne, der i sin Tid satte Sindene i Bevægelse og gav An­ ledning til saa megen Meningsudvexlen. Saa vidt Udenfor- staaende kunde bedømme, trak jeg nemlig det korteste Straa, og jeg er derfor stærkt interesseret i, at Diskussionen holdes ilive. Med dette for Øje skal jeg fremdrage et Par af de

Sager, som i stærkest Grad tog den offentlige Opmærksomhed fangen. Den Etatsraad Brun ske Sag angaar en Patient, som ind­ lagdes i 6te Afdeling uden mit Vidende og uden Medvirkning fra min Side med to Lægers Attest for, at han var sindssyg og farlig for sine Omgivelser. Han viste sig lidende af Pa­ ranoia, en Opfattelse, til hvilken det kongelige Sundheds­ kollegium sluttede sig. Paranoia er en Sygdomsbetegnelse, der svarer til det danske Forrykthed. Ved at kalde et Men­ neskes Synspunkter forrykkede bruger man et saa skaansomt Udtryk som muligt for det Faktum, at hans Opfattelse ikke længer er den oprindelige og rigtige. Udtrykket er bleven degraderet ved vulgært at anvendes med en saarende Biklang; men i og for sig indeholder dette Sygdomsnavn ingen Braad. Det kan ikke være en Injurie at sige om en Mand, at han er sindssyg, og der er ikke mere Skam ved at lide af For­ rykthed end ved at have Tandpine. At meddele Etatsraad Bruns Sygehistorie føler jeg mig ikke berettiget til. Man kan ikke saaledes udlevere sine Pa­ tienter. Det er dette Hensyn, der har været raadende ved den lægelige Behandling af B.s Sag. Jeg har ikke, som paa- staaet, modsat mig Afgivelsen af Patientens Journal, men jeg har henstillet til Hospitalsbestyrelsen at værne om vore Jour­ naloptegnelser. Disse have nemlig altid været betragtede som alle Andre end Afdelingens Læger uvedkommende, og de kunne indeholde Ting, som ere betroede Lægen under stil­ tiende Forudsætning af en Taushedspligt fra dennes Side eller paa udtrykkelig Betingelse af en saadan. Derfor har heller ikke Hospitalsbestyrelsen nogen Adgang til eller Tilsyn med Afdelingernes Sygejournaler, og jeg skønner ikke rettere, end at de efter deres Natur og Bestemmelse maa være udelukkede fra at fremlægges som officielle Dokumenter. Det drejer sig her om et Principspørgsmaal af den aller største Betydning. At afkræve Hospitalslægerne en Afskrift af

de over deres Patienter førte Sygehistorier er at sætte dem i en alvorlig Samvittighedskollision. Saa vidt mig bekendt, er et saadant Krav fra Autoriteternes Side ogsaa uden Præ­ cedens, og hvis det fremkom paany, vilde det vist være paa sin Plads at begære en Retskendelse for, at man er forpligtiget til at efterkomme det. Fremgangsmaaden er desuden upraktisk. Der er ingen­ lunde Sikkerhed for, at Sygehistorien indeholder hele det Mate­ riale, der staar til Lægernes Raadighed. tiget Hospitalsafdeling maa Journalføringen nødvendigvis blive mangelfuld, kan endog for en Del komme til at bestaa af rent fragmentariske, i en egen Hospitalsjargon affattede Be­ mærkninger, der afgive de nødtørftigste Støttepunkter for Hu­ kommelsen eller tjene som Meddelelsesmiddel mellem Lægerne fra Dag til anden, men som ikke kunne være til væsentlig Nytte eller Oplysning for Andre. Et saadant raat eller utilstræk- * keligt bearbejdet Materiale, hvor Iagttagelserne oftest ere hen­ stillede som Fakta uden Motivering eller Bevisførelse, uden at Overvejelserne pro et contra ere medtagne, vil altid staa tilbage for en paa sædvanlig Maade frit redigeret Erklæring. En saadan udarbejdes vel hovedsagelig paa Basis af Journalindholdet, men suppleres dels ved det i Erindringen bevarede, dels fra Ind­ holdet af Breve, private Optegnelser og lignende Kilder. Om fornødent kan jo den paagældende Myndighed stille de sær­ lige og yderligere Spørgsmaal, som den maatte ønske be­ svarede. løvrigt har Etatsraad Brun selv sørget for at fremlægge tilstrækkelige Data til Bedømmelsen af hans mentale Forfat­ ning. Der foreligger en hel Række Piecer og Bladartikler fra hans Haand, og det lader sig let erkende, at hans sørge­ lige Sygdom mere og mere har taget Magten fra ham, saa at han giver sin Ophidselse Luft paa stedse mere ube­ hersket og voldsom Maade. Hans Harme var fra Begyndelsen dir­ rende, blev senere fnysende, og er endt i det rent hvidglødende.

1 en stærkt beskæf­

Man har Indtrykket af, at Etatsraaden med Glæde vilde give Resten af sin Formue for at se mit Hoved paa et Fad. Jeg skal iøvrigt afholde mig fra i det enkelte at kommentere disse Akt­ stykker. Med Hensyn til Beskyldningen for haard Behandling appellerer jeg roligt til dem, der har haft Lejlighed til at se min Afdeling, for Etatsraadens Vedkommende til dem af hans Be­ kendte, der anden Dagen efter hans Indlæggelse har truffet ham rygende sin Cigar i Haven. Til Bedømmelsen af, hvorledes hans Afspærring fra Yderverdenen skal forstaas, beder jeg dem, der vil ulejlige sig med paany at læse Piecen «Vore Hospitaler«, at tælle efter, hvor mange Besøg af Venner og Bekendte For­ fatteren selv omtaler. Hvad mit personlige Forhold angaar, kan jeg give den Oplysning, at hele dette hadefulde Angreb kom mig ganske overraskende. Under vor Samværen paa Hospitalet var der endnu intet, der tydede paa en saadan personlig Animositet; jeg vidste ikke bedre, end at vi stod paa en venskabelig Fod, vi vexlede daglige Haandtryk og passiarede ugenert om nyt og gammelt. Jeg fandt, at Etats­ raaden var en rigtig behagelig ældre Mand; intet Øjeblik anede jeg, hvad der ventede mig fra den Kant. Dette maa imidlertid ikke tydes som særlig naivt fra min Side; Forkla­ ringen er den, at Patientens Forbittrelse er er først, da han erfarer det uventede Udfald af Observationen, at hans Had kommer til stigende Udvikling. Jeg nærer den faste Overbevisning, at dersom min Erklæring havde faaet det modsatte Indhold, vilde ogsaa Etatsraadens Karakteristik af mig være bleven den stik modsatte. Den, der ikke af de Etatsraad Brun’ske Piecer kan stille Diagnosen af hans Tilstand, mangler elementær psykiatrisk Ind­ sigt. Lægfolk har mærkeligt nok kunnet læse dem uden at mærke Sygdommens Spor. Jeg har truffet forstandige Folk, som erklæ­ rede, at de i Skriftet «Vore Hospitaler« ikke havde fundet noget- somhelst, der tydede paa Forfatterens Abnormitet. Dette er saa meget mere paafaldende, som man allerede i denne Bog møder

efterfølgende. Det

rent monstrøse Paastande. For slet ikke at tale om Beskyldnin­ gerne mod de to Hovedpersoner, Dr. Stage og mig, skal jeg blot nævne, at den tredie i Komplottet, Dr. Christiansen, an­ gives at have følgende Motiv til sin Meddelagtighed. Dr. C. har ved fejlagtig Behandling af Etatsraadens Hustru forvoldt dennes Død. Altsaa er det en Velfærdssag for ham at skaffe Etatsraaden af Vejen og derved forhindre Paatale fra hans Side. Det er derfor, Dr. C. vil have ham erklæret for sinds­ syg og gjort uskadelig ved Indespærring. Dersom dette ikke er vanvittig Tale, opgiver jeg for bestandig at demonstrere for Lægfolk, hvad man forstaar ved Vrangforestillinger. Skulde der endnu være Nogen, der har Mod til at plaidere for Etatsraad Bruns aandelige Sundhed, beder jeg Ved­ kommende først søge Kendskab til Sundhedskollegiets hidtil tilbageholdte Forhandlinger om denne Sag. Det er vel et Spørgsmaal, om det ikke engang kommer til at stille sig saa- ledes, at simpel Retfærdighed mod de implicerede Læger kræver disse Forhandlingers Offentliggørelse. der en vigtig faktisk Oplysning, jeg først og fremmest ønsker at fremlægge. Man har nemlig almindelig fremstillet Sagen saaledes, at jeg alene paa Grundlag af en io Minuters Samtale foranledigede hendes saa meget omtalte Tvangsindlæggelse (i 1894). Sandheden er den, at det drejer sig om en Patient, for hvem man allerede i 1889 søgte min Hjælp, idet jeg den­ gang tilkaldtes af den Syges Moder og Huslæge. I den Tid, Indlæggelsen foregik, stod jeg i Forbindelse med de forskellige Læger, der havde haft med Patienten at gøre, ikke blot ved Korrespondance, men ogsaa gennem indgaaende mundtlige Konferencer. Endvidere førte jeg tilsvarende Forhandlinger med Patientens Familie, ligesom jeg havde Lejlighed til paa 2* Med Hensyn til den

Grevinde Schimmelmann 'ske Sag er

Stedet at danne mig et Skøn om hendes Livsførelse og at indhente Oplysninger af hendes Omgivelser. Hvad Grevindens Liv i Hellebæk angaar, maa jeg iøvrigt overlade til hendes haardt miskendte Familie, hvorvidt den maatte finde Anled­ ning til at gøre Rede for hendes vanvittige Færd. Jeg selv traf hende her i Byen i exalteret Tilstand, bevæbnet med en ladt Revolver, som heller ikke forlod hende under Samtalen med mig. Hun havde længe været Genstand for Nihilisternes Efterstræbelser; navnlig en enkelt af hendes Omgivelser var ganske i disses Vold. Under Opholdet i Hospitalet tabte Exaltationen sig tildels, men lejlighedsvis kom det frem, at hun vedvarende beherskedes af sine persekutoriske Ideer. Desuden mente hun at være bleven benaadet med en særlig kristelig Mission, og det var af den Grund, de ned­ brydende Kræfter i Samfundet særligt havde været efter hende. Den Maade, hvorpaa hun motiverede dette, viste den sædvanlige Kombination af de to Arter af Vrangforestillinger. Jeg har i de forløbne Aar ventet paa, om ikke Overlæge Helweg kunde finde sig foranlediget til at fremlægge for sine Kolleger i Lægestanden det Materiale, paa Grundlag af hvilket han har ment sig berettiget til at desavouere mig i denne Sag. Hans offentlige Erklæringer vare noget tvetydige; men de bleve dog almindeligt udlagte saaledes, som om det var hans Mening, at Grevinden overhovedet ikke har været sindssyg. Jeg. synes derfor, det var paa Tiden, at vi fik ren Besked. Hvis den nævnte Fortolkning af H.s Udtalelser er rigtig, vilde det være paa sin Plads, om han nu dokumen­ terede sin Anskuelse om Grevindens Tilstand. Jeg anerkender trods Nogen Overlæge Helweg’s store Dyg­ tighed og kan udmærket godt finde mig i at blive vist tilrette af ham. Det er ingen Skam at have taget fejl. Men jeg trænger til at faa bestemt paavist, at jeg har gjort det, og jeg skal forsøge at lette min Kollega Redegørelsen ved at stille et Par bestemte Spørgsmaal. Hvorledes forliger Over

læge H. det med sin Opfattelse, at den Sygeplejerske, som her paa Hospitalet særligt var attacheret Grevinden, under Sagens Gang uopfordret har oplyst, at Patienten ikke én, men mange Gange udtalte til hende som sin Overbevis­ ning, at jeg var underkøbt af Anarkistførerne til at holde hende indespærret? Denne Oplysning, som Hospitalsborg­ mesteren benyttede i sin Redegørelse til Borgerrepræsen­ tationen, synes at have virket beroligende paa Gemytterne. De Beskyldninger, der rettedes imod os, maatte dog i alt Fald miste en Del af deres Betydning, naar de kom fra en Patient, der nærede den omtalte forrykte Idé, og som derfor nød­ vendigvis maatte have en vrang Opfattelse af vor Optræden og give vore Udtalelser en vrang Fortolkning. Men ogsaa for Diagnosen af Tilstanden synes denne Blottelse fra Patientens Side at maatte faa Betydning; eller hvorledes forstaar Over­ læge H. disse Yttringer? Og hvorledes opfatter han i det hele alle de ganske tilsvarende persekutoriske Ideer, der ere komne til Orde i Breve og Aktstykker, som utvivlsomt ere forelagte ham af Patientens Familie, og hvoraf i alt Fald ét indeholdtes i den af os fremsendte Sygehistorie? Man havde jo dog forsøgt at dræbe hende, Spioner havde jo omgivet hende i alle mulige Forklædninger, hvor hun færdedes. Og hvorledes forklarer Overlæge H., at Grevinden paa den Tid, hun indlagdes, aldrig slap Revolveren af sit Værge? Thi han deler dog vel ikke Bladreferenternes naive Tro paa, at det var som en Familierelikvi, hun bar den om med sig?* * I Bladet «Politiken» for 15 November 1894 meddeles et Billede af Vaabenet, og der satiriseres over, at man bar vilet benytte denne uskyldige «Pistol» til at dokumentere Grevindens Farlighed. Ved et mærkeligt Sammen­ træf støder manandetsteds i samme Nummer af Bladet paa en Meddelelse om, hvorledes en Sygeplejerske i et udenlandsk Sindssygehospital er bleven sparket ihjelaf en vanvittig Kvinde. Denne Historie er uden Illustration. Mon man allerede har glemt, hvorledes det for faa Aar siden gik min Kollega Dr. Leegaard i Christiania? En sindssyg Patient skød paa ham i hans Konsultationsværelse, og kun derved, at Projektilet ramte hans Ur, frelstes hansLiv.

Jeg har ingen Grund til at drage i Tvivl, at den Syges Udskrivning fra Oringe har været fuldt forsvarlig og naturlig. Grevinden hører maaske til de Patienter, hvis Tilstand ikke til enhver Tid kræver Hospitalsbehandling. Spørgsmaalet er kun, om hun, dengang hun indlagdes i Kommunehospitalet, var saa syg, at det var nødvendigt at skride ind. Og hvis Overlæge Helweg ikke tør benægte dette, vilde jeg unægtelig have sat Pris paa, om han, dengang han følte sig kaldet til at blande sig i Striden, havde taget denne i og for sig naturlige og fornuftige Reservation. Jeg var stedt i Nød og havde kun liden Gavn af offentlige Erklæringer, der kunde tages til Ind­ tægt som en højere Instans’ Dom over min Opfattelse og Fremgangsmaade. Hvad mit Forhold til Grevindens Umyndiggørelse angaar kan jeg oplyse, at jeg ikke har afgivet nogen Erklæring til dette Brug. Dersom man har benyttet skriftlige Udtalelser af mig, ere de afgivne i andet Øjemed. Da jeg erfarede Umyndig­ gørelsen, lod jeg Grevindens Slægt vide, at jeg betragtede den som forhastet, og henstillede at opsætte den paatænkte Realisa­ tion af hendes Ejendele. Med Hensyn til den udenlandske Fagkollega, der har været impliceret i Sagen, er Forholdet følgende. Jeg modtog fra Hr. Overlæge, Dr. Schuchard en Anmodning om en kol­ legial Meddelelse om Grevindens Tilstand ved Indlæggelsen i min Hospitalsafdeling og under Opholdet i denne, og idet jeg gav en indgaaende Fremstilling heraf, udbad jeg mig fra min Side Underretning om Tilfældets videre Forløb og Dr. S.s Opfattelse. Herpaa har jeg ikke modtaget noget Svar. Jeg savner derfor Kendskab til, af hvilken Art den Observa­ tion har været, paa Grundlag af hvilken Dr. S. har erklæret sig om Grevindens Tilstand, navnlig om hun har været ind­ lagt i den af ham bestyrede Anstalt. Heller ikke véd jeg, til hvilket Brug den Attest er udstedt, som har været publi­ ceret under Sagens Gang. Det falder nemlig vanskeligt at

tænke sig, at en saadan rent negativt formuleret Erklæring skulde være afgivet simpelthen som et Vaaben mod mig i Patientens Haand. Den Maade, hvorpaa Grevindens Indlæggelse i 6te Af­ deling foregik, synes i særlig Grad at have allarmeret Folk. Dette ses saaledes af Forhandlingerne i Borgerrepræsentationen d. 5 Nvbr. 94. Vel hed det sig, at man kun i al Alminde­ lighed diskuterede Grundsætningerne for sindssyge Patienters Hospitalsindlæggelse, og Opinionens Ordfører, Professor Torp, værgede sig gentagne Gange imod, at hans Udtalelser skulde være rettede mod bestemte Personer og Begivenheder. Dette var imidlertid en Selvskuffelse; trods alt stak Grevinden hvert Øjeblik Hovedet frem, saaledes i den Yttring af Ordføreren, der refereres S. 789 i de stenograferede Forhandlinger: «Det var et ubestrideligt Faktum, at Overlægen kan paabyde, at Ind­ læggelse skal finde Sted. Naar han under et eller andet Foregivende kan lokke en Person ind, smække Døren i for ham og hindre ham i at komme ud, er det en Tvangsind­ læggelse». Dette «Faktum» er ganske i Strid med, hvad der virkelig er foregaaet. Derfor protesterede Borgmesteren ogsaa med et «Nej» og fremhævede, da han senere fik Ordet, at Overlægen ikke havde med selve Indlæggelsen af Grevinde S. at gøre. (Fhlgr. S. 802). Dette oplystes iøvrigt allerede ganske utvetydigt under Forhandlingerne d. 15 Oktbr. s. A. paa Grundlag af min oprindelige til Borgmesteren givne Fremstil­ ling af Sagen. Jeg har det Princip aldrig at narre mine Patienter ind paa Hospitalet under falske Foregivender, og for Grevinde S.s Vedkommende erindrer jeg ganske bestemt, at jeg, efter at hun havde anmodet om min Assistance i An­ ledning af de formentlige Forfølgelser, hun var Genstand for, erklærede hende, at jeg vilde lægge Sagen i Politiets Haand. I Overensstemmelse dermed gjorde jeg Anmeldelse paa nærmeste Politistation og udfærdigede den til eventuel Hospitalsindlæggelse fornødne Attest; men Indlæggelsen er

derefter effektueret uden min Medvirkning. Jeg indser ikke, hvad andet jeg havde at gøre, og jeg tager ikke i Betænkning at erklære, at jeg imorgen den Dag, hvis jeg kom i den samme Situation, vilde bære mig nøjagtigt ligesaadan ad. En anden Ting er, at det nu maaske ikke vilde have samme Virkning; men Ansvaret havde jeg i alt Fald paa den Maade fralagt mig. Paa det anførte Sted i Forhandlingerne staar «lukke» ind i Stedet for at lokke, hvad jeg imidlertid gaar ud fra er en Trykfejl. Derimod antager jeg, at Udtrykket «smække» Døren i er Ordførerens eget, skøndt jeg ikke indser, hvor­ for Sprogbrugen ikke tillader os paa 6te Afdeling lige­ som andre Mennesker at lukke Dørene. Det er imidlertid en Erfaring, at der altid ved Omtalen af Sindssygeforhold indføres en egen Terminologi. Paa andre Afdelinger «indlægges» de Syge, hos os «smides de i Cellerne». Men navnlig Onde­ spærres« de; dette ominøse Ord har faaet en saa meget urimeligere Anvendelse, som det er en af 6te Afdelings faa Fortjenester, hvis den har nogen, at den ivrigt bekæmper de Syges Indespærring i enhver Form. Man kalder det jo dog heller ikke^.Indespærring, naar en af mine medicinske Kolleger sætter en Plakat paa Patientens Dør med Paaskrift: «Besøg forbudt«, eller naar han simpelthen overhører en Tyfus­ patients Forlangende om, at han øjeblikkelig vil op og hjem, fordi han er utilfreds med den Sulteføde, der bydes ham. Sagen er, at Lægen under Omstændigheder ikke ser en Villiestilkende- givelse heri, men en delirerende Yttring, som han mener sig berettiget til at negligere. Skulde man da paa en Sindssyge­ afdeling være afskaaren fra at modsætte sig de tilsvarende Forlangender? I saa Fald blev Gerningen en fuldstændig Farce, som ingen alvorlig Mand kunde finde sig i at med­ virke i. Det er jo netop det sørgelige ved den Sygdom, vi tale om, at Patienterne oftest mangle Sygdomserkendelse og selv føle sig

raske. Derfor finde de det ganske urimeligt, hvad der gøres for dem, derfor har man tidt ikke anden Tak, end at de op­ røres og forbittres. Saaledes skaber man sig Fjender iblandt sit Klientel; der er endog dem, som udgyder deres Vredes Skaaler over os paa Tryk. Det er imidlertid min Trøst, at der er andre Patienter, som skriver til mig hveranden Dag paa lyserødt Papir og med Overskriften: Min elskede Professor. Det ene er sindssygt Had, det andet er sindssyg Kærlighed, og man maa tage det ene med det andet som noget, der følger med Stillingen. I denne Sammenhæng vil det være paa sin Plads paany at berøre Fru Skrams Forfatterskab. Jeg benægter endnu engang, at Bogen «Professor Hieronymus» indeholder en Skildring af mig og min Afdeling. Der udkom omtrent paa samme Tid en Bog, der hedder «6te Afdeling», og som, saa vidt jeg véd, giver sig ud for en Oversættelse. Skal jeg ogsaa vedkende mig den? Og hvis ikke, hvorfor da gøre mig ansvarlig for, hvad der er fremstillet i Fru S.s Bog, i Stedet for i det højeste at betragte dette literære Produkt som et Væv af Digt og Sandhed, som Ingen, heller ikke For­ fatterinden, vilde være i Stand til at udrede. En saadan simpel Retfærdighed viser det sig imidlertid, at jeg ikke kan gøre Regning paa. Endnu fornylig har en Forfatter, som vist forlanger at regnes til de anstændige, Hr. E. B. i «Poli- tiken», tilladt sig at indlede en Anmeldelse af Herman Bangs «Ludvigsbakke» med et Overfald paa min Afdeling, som han uden videre identificerer med den i «Professor Hieronymus» skildrede. «Læseren indføres», skriver Anmelderen (19 Dcbr. 96) «i et nyligt af Fru Skram behandlet Interiør, nemlig de Afsindiges Afdeling paa Kommunehospitalet. Fru Skram be­ handlede sit Emne med en overvældende Virtuositet; Forhold og Personer antog en Anskuelighed, som gjorde disse moderne Blykamre, hvor heldigvis de F'ærreste indtræder, fuldkommen

kendte for Læseren. Efter endt Læsning vidste man Besked om alting for lang Tid lige saa sikkert, som om man selv- havde opholdt sig der». Enten er Hr. E. B. en meget naiv Mand, eller han har skrevet dette uden selv at tro derpaa. Under alle Omstændigheder: Betegnelsen «disse moderne Blykamre« indeholder en lige saa grov som taabelig Insinua­ tion, naar den paa denne Maade gives en personlig Adresse. Jeg kan ikke tænke mig nogen større Uartighed mod det Perso­ nale, som med en beundringsværdig Omhu og Taalmodighed passer og plejer de sørgeligste og besværligste af alle Patien­ ter. Lad være, at jeg for mit personlige Vedkommende er et rent Uhyre; alligevel maa Betegnelsen af 6te Afdeling som et Tortursted lyde som den skammeligste Uretfærdighed for Enhver, der fænder det mindste til de faktiske Forhold paa Stedet. Jeg har iøvrigt selv haft meget Udbytte af at gøre mig bekendt med «Professor Hieronymus«. Det er en fortræffelig Bog — for hvem der kan læse den. Den giver en naturtro Skildring af, hvorledes et sindssygt Menneskes hadefulde For- bittrelse fordrejer hendes Syn og bibringer hende forvrængede Opfattelser. Det er saa forkert som muligt at tro, at Hoved­ personen deri har bevaret sin Iagttagelsesevne uskadt, saa at hun kan gøre Tingene «fuldstændig kendte for Læserne«. Tværtimod: Hun er ude af Stand til at give en objektiv Fremstilling. For at forstaa Fru Kants Tilstand maa man sammenligne hende med den, der har et ikke blot farvet, men tilmed bulet Glas for Øjnene; hun gør ikke en Iagt­ tagelse, hun former ikke en Dom uden at Resultatet forfal­ skes for hende. Hos Patienter af hendes Art bliver den aandelige Virksomhed overhovedet stærkt uregelret paa Grund af den labile Stemningsligevægt og de lunefulde Følelses­ reaktioner. Hertil kommer nu den løbske Fantasivirksomhed, der til Tider helt tager Magten fra hende. Man faar gennem Forfatterindens Skildring et levende Indtryk af, hvor usikker