292672314

fredsstillende, maa bekvemme sig til at opgive Afdelingen. Hvis det maa erkendes, at der dog aldrig kan blive noget idealt ud af Pavillon I som Sindssygeafdeling, hvis den i Publikums Øjne altid vil bevare den amfibiale Karakter af en Mellemting mellem Detentionslokale og Hospital, er den da værd at opretholde? Jeg opstiller Spørgsmaalet, men vover ikke at besvare det. Kun forekommer det mig givet, at en Opinion, selv en vildledt og uretfærdig, kan naa en saadan Styrke, at det bliver klogest at give efter for den. Det er i mine Øjne baade berettiget og nødvendigt at gøre Indrøm­ melser til den offentlige Mening, naar den i Aar og Dag gaar en Institution imod. For 6te Afdelings Vedkommende har Forholdene udviklet sig saaledes, at det stiller sig som meget tvivlsomt, om man vil opnaa at genvinde den tabte Popularitet ved underordnede Forandringer af Lokali­ teterne eller mindre Indrømmelser i Henseende til Regula­ tiverne. Det gælder nemlig at erindre, at den rejste Bevægelse ikke maa ses som et tilfældigt Udslag af bestemte Begi­ venheder og Forhold, men som en Udløber af en Stem­ ning, der er kommen til Orde over hele Europa og i særlig Grad vil komme til at true de Modtagelsesanstalter, der ligge i de store Byer og i intim Berøring med disses Befolkning. Under disse Omstændigheder ligger det Spørgsmaal i Virke­ ligheden nær, om ikke 6te Afdelings Nedlæggelse er den Indrømmelse, man skal gøre Opinionen, navnlig hvis den paany møder' frem med umulige Fordringer. Det er ikke her Stedet at fremdrage, hvad der i saa Hen­ seende kan siges for og imod. Jeg skal dog nævne, at det allerede længe har været erkendt som en væsentlig Hindring for disse til rent foreløbig Optagelse bestemte Afdelinger, at Patienterne ikke paa tilstrækkelig afgørende Maade fjernes fra de Forhold og Omgivelser, under hvilke deres Sygdom har udviklet sig. Saalænge de Syge saa at sige kan se hjem til deres egne Vinduer, og saalænge Hospitalet har de Paa