292672314

U nder det Uvejr, som i Aar og Dag har raset over mit Hoved, har jeg hidtil holdt mig taus og passiv. En saadan fuldstændig reserveret Holdning forekom mig nemlig den eneste værdige og korrekte overfor et saa hensynsløst og uvederheftigt Angreb. Der staar skrevet: «Den, som haver god Kundskab, sparer sin Tale, og forstandig Mand er kold­ sindig®. (Salomos Ordsprog 17 Kap., 27.) Nu synes det mig imidlertid at være paa Tiden, at jeg giver et Livstegn fra mig. Jeg har roligt afventet det Øjeblik, hvor jeg kunde gøre Regning paa at faa Ørelyd hos for­ nuftige Mennesker; men det har tillige været min faste Be­ stemmelse, at jeg engang vilde tage Bladet fra Munden. Og naar det nu sker, skal jeg ogsaa sørge for at give mine Ord Vægt. Har jeg besluttet mig til engang at tale, saa vil jeg ikke sky stærke Udtryk; thi det kommer mig just an paa, at det høres og spørges, hvad jeg har at sige. Alligevel haaber jeg, man vil faa Indtrykket af, at jeg taler ganske roligt. Jeg har haft Betænkningstid nok, og hvert Ord er nøje overvejet. Maaske er det ikke klogt af mig at bryde min Taushed. Jeg havde maaske «staaet mig» bedre ved ikke at opgive den Rolle som stum Person, der efterhaanden klædte mig ganske godt og omgav mig med en vis Nimbus af fornem Værdighed. Rimeligvis vil man tilraabe mig det gamle Ord: Si tacuisses,