292672314

tidt de selv volde Uro og Besvær, appellere de jo dog til deres Omgivelsers Overbærenhed. Jeg taler her om et Træk, som finder sin Forklaring i den sygelige Egoisme, der er saa godt som uadskillelig fra den sindssyge Tilstand. Klagerne ville altid vende tilbage, og det gælder at sørge for, at der er saa lidt Aarsag til dem som muligt. Men man maa heller ikke være ubillig i sine Fordringer, navnlig til en Afdeling, der skal modtage højst uensartede Elementer. Naar den ene Patient slaar den anden ihjel, saaledes som det en sjælden Gang er sket paa Sindssygehospitalerne, saa er dette højst beklageligt, om det end næppe kan undgaas, at det gentager sig i Ny og Næ, hvis man da overhovedet vil bevare disse Anstalter. Men at en Patient kommer til at forulempe en anden ved at tale til hende, kan og skal ikke forhindres. Det hører til de vanskeligste Opgaver paa rette Maade at fordele Patienterne til de forskellige Afsnit af en Sinds­ sygeafdeling. Den, der idag beklager sig aller højest over sine Stuekammerater, er maaske imorgen den, der selv giver mest Grund til Klage. Dette kan man ikke forlange, at hverken de Syge eller deres Paarørende skulde kunne forstaa. Men hvorfor bestandig mistænke os for unødig Haardhed? Hvorfor i al Verden skulde vi lade os lede af andre Motiver end Hensynet til Patienternes Tarv? Hvad Fornøjelse skulde Lægerne have af at byde de Syge strengere Vilkaar, end deres Tilstand nødvendiggør det? Det er dog altfor urimeligt at paadutte os, at vi af ren Malice, blot for at plage vore Patienter, skulde sætte dem sammen med besværlige og uro­ lige Afdelingsfæller.

Der staar endnu tilbage at omtale den Sag, der er rejst imod mig af Dameskræderinden Andersen, og som er appelleret til Højesteret. Det var en Tid min Hensigt at afvente denne