292672314

Dette kunde synes at lyde storagtigt, navnlig i de Folks Øren, som have indlevet sig i Forestillingen om, at Lægerne altid anse sig for uangribelige. Jeg véd ikke, hvorledes denne Myte er opkommen, at vi Læger, specielt Sindssygelægerne, skulde være særligt tilbøjelige til at pukke paa egen Ufejl­ barhed ; for mit Vedkommende maa jeg fralægge mig enhver bevidst Skyld i saa Henseende. Det er saa langt fra, at jeg betragter mig som ufejlbar, at jeg tværtimod oftere og oftere sukker med den vise Salomo: «Jeg gav mit Hjerte hen til at forstaa Galskab og Daarskab; jeg fornam, at ogsaa dette var Forfængelighed, Jagt efter Vind.» (Prædikerens Bog, i Kap.). Heller ikke har jeg i min literære Virksomhed givet Anledning til at tro, at jeg altid føler mig sikker i min Dom. Jeg kan endog henvise til, at jeg i en af mine senere Publika­ tioner, en retsmedicinsk Afhandling, aabent og ærligt har aflagt Bekendelse om et Par diagnostiske Fejltagelser. Det drejede sig om Mennesker, som jeg ansaa for og erklærede for nor­ male, men som viste sig i Virkeligheden at have været sinds­ syge. Mærkeligt nok har en af de før nævnte juridiske Borgerrepræsentanter udpeget netop denne Afhandling som smittet af den moderne Tilbøjelighed til at erklære Halvdelen af Menneskene for gale. Jeg skulde altsaa roligt finde mig i at blive overbevist om at have taget fejl; jeg hævder kun, at det til Dato ikke er sket. Men maaske venter der mig en saadan Paavisning; under alle Omstændigheder ønsker jeg at rejse Diskussionen paany. Det forekommer mig, at jeg trænger til at faa mine Diagnoser enten omstyrtede eller bekræftede. For al Ting kan jeg ikke være tjent med, at der bliver stille om de Navne, der i sin Tid satte Sindene i Bevægelse og gav An­ ledning til saa megen Meningsudvexlen. Saa vidt Udenfor- staaende kunde bedømme, trak jeg nemlig det korteste Straa, og jeg er derfor stærkt interesseret i, at Diskussionen holdes ilive. Med dette for Øje skal jeg fremdrage et Par af de