Esajaskirken_1903-1928

52

jeg er en Mand med urene Læber, og jeg bor midt i et Folk med urene Læber, og mine Øjne har set Kongen, Herren, Hærskarernes Gud.« Aldrig havde han følt sin egen Uværdighed som nu, Af? standen var saa stor fra den levende, hellige Gud, og det var hans Synd, som skilte ham derfra. Men da oplever han det endnu større, at en af Seraferne rører ved hans Mund med en Glød fra Herrens Alter, og Røsten lyder: »Din Misgerning er veget fra dig, og din Synd er sonet.« Nu staar han der dygtig til Herrens Ger* ning; thi han har ikke alene oplevet at blive løftet op i Begejstring og Henrykkelse, men under den stærke Følelse af sin Synd og Urenhed har han faaet Forvisning om Herrens Tilgivelse, og der# for svarer han glad og villig paa Herrens Opfordring: »send mig«, nu duer han til at gaa Herrens Ærinde og kan gøre det med Kraft, ikke i sin egen, men i Guds Kraft. Se, saaledes skal der ogsaa ud fra Jesu Kristi Menighed i vore Dage gaa en Forkyndelse med Kraft til en syg og opreven Slægt, der paa mange Maader er i Vildrede. Der skal forkyndes, at det er Lydighed, vi skylder Herren, og at han er værd at sætte sin Tro til. Det skal være en Forkyndelse af Herrens Frelse ved hans salvede, den Jesus, som ikke vilde beholde sit Lys og sin Herlighed for sig selv, men for vor Skyld blev fattig, da han var rig, for at vi ved hans Fattigdom skulde blive rige, den Jesus, som i alle Ting fuldkommede sin Faders Vilje og i ubegribelig Kærlighed til Syndere gjorde fælles Sag med en falden Slægt, saa han gik i Dø= den for den; men ogsaa om den Jesus, som er Sejrherren fra Paa ; skemorgen, og som nu er sin Menigheds levende Herre og Frelser og Fører. Og det skal skal siges til de mistrøstige af Hjertet ogsaa i denne Slægt: værer frimodige, frygter ikke, se eders Gud. Saa* dan skal det lyde ogsaa ud fra Esajas’ Menighed og netop nu med fornyet Iver og fornyet Glæde, da den har faaet sit dejlige Hus at samles i. Men skal det have nogen A rt med det at gaa Herrens Bud, saa maa den, som gaar i det Ærinde, være kaldet af Gud, og det gæb der baade Præst og Menighed. Og til Kaldelsen hører ikke alene det at være begejstret og have været oppe paa Synernes Bjerg —