Esajaskirken_1903-1928

\

Overgangen fra de smaa Hedekirker, hvor Gerningen øvedes under beskedne Forhold, til en Hovedstadskirke med et rigt og organiseret Menighedsliv, faldt mig ikke let; men de Vanskelighe? der, jeg i Begyndelsen følte, blev snart overvundne ved den uskrømtede Kærlighed, hvormed vi unge Præstefolk blev mod* tagne af Esajas’ Menighed. Naar jeg da skulde skrive lidt om mine Minder fra denne dej? lige Kirke og den lykkelige Præstegerning, der blev mig til Del, saa maa jeg begynde med at sige, at den Modtagelse, vi fik ved Indsættelsen og allerede forinden ved et Samfundsmøde, hører til mine bedste Minder. Tirsdagen før min Indsættelsesdag var min Hustru og jeg til? stede ved det ordinære Samfundsmøde, og her mødte der os straks megen Venlighed fra de Menneskers Side, blandt hvilke jeg skulde finde saa megen Støtte i Menighedsarbejdet, og hvoriblandt vi vandt Venner for Livstid. I Anledning af, at det var det sidste Møde i Krypten, som skulde lukkes, fordi selve Hovedkirken skulde fuldføres, blev der fremdraget Minder fra Kryptkirkens Historie siden dens Indvielse 1903, og den ene efter den anden af Vennerne tog Ordet for at give Udtryk for, hvad han havde fun? det og faaet i de Aar, der var gaaet. En kærlig Velkomsthilsen mødte os fra Sognepræst Juhl, og jeg fik et levende Indtryk af at blive godt modtaget i en Kreds, der holdt stærkt sammen, og som forstod at dele det bedste sammen. Det var en rig Aften, som