Esajaskirken_1903-1928

73

Sommeren 1914 var kommen, og hele *Juli Maaned — mest sidste Halvdel — havde været ligesom ladet med Eksplosionsstof. Det var som en vældig lummer Dag, der øver sit Tryk baade paa Legeme og Sjæl. Og Eksplosionen kom! Omkring den 1. August flammede Krigs? erklæringernes Lyn hen over Europas Himmel, og det føltes, som om Kanonernes vældige Torden kunde høres helt op til os. Dans mark var i den yderste Fare! Hvem glemmer vel hine Dage? Hvem glemmer vel Søndag d. 2. August, da Folk strømmede til Kirke, tavse, alvorlige og inderligt optagne af Bøn for vort kære, lille Land? Aldrig glemmer jeg hin Søndag i Esajaskirken, hin 8. Søndag e. Trin., da Evangeliet om at bygge sit Hus paa Klippen eller paa Sand skulde lyde. Det var, som om Gud netop havde styret det saaledes, at det just skulde være dette Ord, der blev lagt hen til os. Hvor var det dog alvorligt at staa der som Præst den Dag! Og hvor var der stille — mange græd! Og hvor er der i Guds Hus blevet bedt for Danmark den Dag, da vi alle hvert Minut kunde vente, at de samme Klokker, der havde ringet os sammen til Kirke, skulde komme til at ringe til Mobilisering. Og Gud hørte Bønnen fra den danske Menighed! Ogsaa Bøns nen, der blev opsendt fra Esajas’ Menighed! Aften efter Aften samledes vi i de følgende Uger til Aftenandagt og Bedestund i Kirken, — i Begyndelsen med mange Deltagere, — efterhaanden som Faren syntes at drive over, med færre. Ligesom det faldt i min Lod at forrette Pr æstetj eneste hin 2. August, saaledes ogsaa, da Dagen med den helt modsatte Stems ning kom, — da der var Takkes og Festgudstjeneste i alle Landets Kirker i Anledning af Genforeningen med Sønderjylland. Sognes præsten skulde til Sønderjylland og have Gudstjenesten i Kegnæs Kirke paa Als, og jeg havde derfor den Lykke at skulle lede Fests gudstjenesten i Esajaskirken paa Genforeningsdagen i Sommeren 1920. Kirkens Kor var prydet med talrige Dannebrogsflag, der vajede fra Pulpiturerne og gav Kirken et ægte dansk Festpræg.