Esajaskirken_1903-1928

79

Til disse hører den skønne Oplevelse af Søndagens Herlighed i Guds Hus. For mange er Søndagens Værdi knyttet alene til Hjem# livet, for andre er den blot en Fridag fra Hverdagsarbejdet eller en Sportens og Udflugtens Dag. Men for en troende Kristen vil Søn? dagens Herlighed især være knyttet til Herrens Hus. Thi der op* fyldes i nogen Maade Salmistens Ord: »De, som er plantede i Her* rens Hus, skal grønnes i vor Guds Forgaarde« (Ps. 92, 14). Ja, hvor kan Sindet forfriskes og forynges, naar »under Sang med dit vingede Ord Sjælen af By over Stjernerne for.« Vort Haab faar Vinger, vor lidt blege Kærlighed faar friske røde Kinder og ny Livsvarme, vor Tro nyt Mod og Styrke til at stride den gode Strid, naar vi samles til Gudstjeneste om Ordet og Sakramenterne, til Fællesbøn og Lovsang, ja, samles om ham selv, vor Herre Jesus, som Midtpunkt. Ofte erfarede jeg noget af dette, naar jeg sad som Tilhører i Esajaskirken eller selv gjorde Tjeneste i det smukke Guds Hus. Og hvad der videre bidrog til at skabe Festglæde og kaste Glans over Søndagsgudstjenesten var dette, at Prædikanten mærkede det hellige Ekko fra Menighedens Forsamling — ofte som en Bønnens og Forbønnens ejendommelige Stilhed eller som Inderlighed og Styrke i Lovsangen. Det hændte mig en Aften ved en Gudstjeneste i Juletiden, at dette Ekko fik et ogsaa kuriøst Udtryk. Jeg havde talt om Guds Kærlighed, der var saa stor, at han gav os sin eenbaarne Søn. Jeg formede da et Spørgsmaal omtrent saaledes: »Mon der paa denne Jord vilde kunne findes en Fader, der saaledes frivilligt vilde ofre sit eneste Barn i Synderes Sted, til Lidelse, Pinsel og Død?« Jeg gjorde et lille Ophold, satte ligesom en Tankestreg. Da svarede en lille Dreng i Kirken med Overbevisningens Styrke, øjensynligt grebet af Spørgsmaalets Alvor, et højt og lydeligt »Nej«. Jeg fortsatte: »Ja, Du har Ret, min Dreng, ingen jordisk Fader kunde bringe det Offer, Gud bragte.« Siden hen er denne Drengs Svar bleven mig et typisk Udtryk for, hvilke Toner der særlig gav Gen? klang i Esajas Menighed, nemlig de dybe Toner om Guds Kærlig« hed i Jesus Kristus: