Esajaskirken_1903-1928

80

O, store Gud, din Kærlighed Jeg aldrig nok kan skatte! Det Rigdoms Dyb jeg ikke ved Med al min Sans at fatte: Hvordan Du elskte Verden saa Din Søn at ville give. —

Ja, og Tonerne om ham, vi synger om:

For mig at faa ophøjet Du bar min Skam og Brøst. Hvad Du saa tungt har pløjet, Er mig en evig Høst.

Men disse herlige Toner har da ogsaa dannet Grundakkorderne i den Forkyndelse, der har lydt i Esajaskirken gennem Aarene. Og igennem dem lyder Guds Kald til Frelse og klinger Hyrderø? sten. Ikke underligt, at Guds Rige derfor har haft en god Høst i Sjæles Omvendelse og Frelse i Sognet. Men tilbage til Søndagens Herlighed! Hertil bidrog ogsaa Bør- negudstjenesten i Esajaskirkens smukke Krypt. Hvor var det fest? ligt og oplivende at samles der Søndag efter Søndag med den tro* faste Arbejderstab af Søndagsskolelærere? og lærerinder for at fortælle de smaa om »Børnevennen stor«! Forlader vi Søndagen og gaar over til Hverdagens Møder og Sammenkomster, lad mig da nævne straks i denne Forbindelse Forklaringsmøderne som Forberedelse til Søndagsskolen. Hvor har jeg tid t længtes tilbage til disse Sammenkomster med deres Hygge og Hjemfølelse, hvor Bibelsamtalen blev saa praktisk og værdifuld ikke mindst derved, at den tog Sigte paa Arbejdet blandt de smaa. Hverdagenes Hovedmøde var imidlertid Tirsdagens Menig­ hedssamfundsmøde, hvor -det hellige Fællesskab mærkedes i særlig Grad (Een Aand, — een Herre, een Tro, een Daab, een Gud og alles Fader Eff. 4, 5—6), saa vi følte os som een stor Familie med skøn og hjemlig Hygge over Samværet. Og dybe, lødige og modne