Esajaskirken_1903-1928

s

86

Gudstjenesten hjalp ham i hans brune, med vatteret Foer udsty? rede Vinterfrakke, som jeg i Parantes bemærket fandt altfor or* dinær i Forhold til Ministerens straalende Uniform. Pastor Brostrøm, om hvem Vilh. Beck nok en Gang skal have sagt, at hans kirkelige Stilling nærmest maatte betegnes som høj* kirkelig Indremissionsmand med noget grundtvigiansk Tilsnit, prædikede ved Indvielsen over Teksten om Brudejomfruerne, og han gjorde det paa en saadan Maade, at Vilh. Becks Karakteristik af ham kom til at passe, thi Brostrøms Prædiken var baade stem? ningsfuld, paagaaende og jævn menneskelig. Naar mine Minder fra Gudstjenesterne navnlig samler sig om Pastor Brostrøm og ikke i samme Grad om Pastor Mogensen, har dette sin Grund i Brostrøms ganske ualmindelige Evner som Or* dets Forkynder. Gudstjenesterne blev gennem lange Tider rent ud sagt en Fest, ikke blot fordi de blev holdt i en ganske overfyldt Kirke, men navnlig fordi Forkyndelsen var saa lødig, som den var. Mange foruden mig talte ligefrem Dagene især til de Søndage, da Brostrøm havde Aftengudstjenesten, idet vi da altid ganske konsekvent fik gennemgaaet den paagældende Søndags Epistel? Tekst, og dette skete altid paa en saadan Maade, at man bagefter, og ikke mindst naar Teksten havde været særlig knudret i sin Sammensætning, maatte sige: Den Tekst blev virkelig fra Ende til anden lukket op for mig. Det var i det hele taget øjensynligt, at Brostrøm fremfor alt bestræbte sig for at være Ordets Tjener og aldrig dets Herre. Han gik ikke ud fra en Tekst, men ind i den. Han sagde en Gang: Teksten er det bedste i enhver Prædiken. Aldrig vil jeg glemme vore ugentlige Sommermøder i Østre Anlæg, der som Regel samlede en saa mægtig Tilhørerskare, at de udmærket kunde sidestilles med mange af de større Skovmøder ude i Landet. Og hvem af os fra den første Tid mindes ikke vore gribende Langfredags?Gudstjenester, hvor allerede Korets Udsmykning med sort Flor, der fremhævede det med en mægtig rød Blomsterkrans