294546170

med Solskjærm, hvilket den Gang neppe kunde gjøres ustraffet. Alléerne vare plantede i Syttenhundrede og Firserne, og ældre Folk kunde i Trediverne erindre dem som unge skyggeløse Træer. De strakte sig til henimod Søerne, den vestre lige til Peblingesøen, kun afbrudt af Vestre Farimagsgade, den østre, kortere, krydsedes af Østre-Farimagsgade, hvorefter dens senere langt kortere Stykke kun naaede til Acciseboden. Men disse Alléer havde i Ordets egentligste Forstand ogsaa deres Skyggesider. Hvor vare de ikke mørke i de lange Efteraars- og Vinteraftener, kun oplyste af 6 svagt brændende Tranlygter, 3 paa hver Side, og disses kummerlige Lys redu­ ceredes yderligere, saalænge der var Løv paa Træerne; og den dybe Muddergrøft, der skilte Alléen fra Ridestien, var en farlig Faldgrube, især for Folk, der havde lidt i Hovedet. Man tænke sig denne Strækning, omtrent fra det nuværende Grønttorv til Begyndelsen af Dronning Louises Bro, som den nu er, belyst med Snese af Gaslygter foruden de Hundreder og atter Hundreder af Blus fra Butiker og Beboelseslejligheder, dengang liggende r Lyset af sex uselige Tranlamper! Man vil da kunne forstaa, at det var ganske almindeligt, at Veifarende vare forsynede med en tændt Haandlygte paa deres ensomme Vandring ved Aftentide til og fra Byen; end ikke det svage Skjær af en tændt Cigar kjendtes; det var jo en sjelden Luxus. Paa det nordre Hjørne af Ø.-Farimagsgade og Alléen, dog rykket et Stykke tilbage fra denne, laa Gjæstgiverstedet „Tre Hjorter" — ikke at forvexle med det endnu ældre paa Vestergade — med en Beisestald; det var en lang, lav enetages Bygning med Trappe midt paa Længen; Stalden laa nærmere Kjøben- havn. Det var ret godt besøgt, et Slags „Slukefter" for den hjemvendende Kulsvierbonde, som her fik sin sidste kjøben- havnske Snaps, før Næsen vendtes hjemefter; stundom var Snapsen saa „høi", at Staldmesteren maatte hjælpe Bonden til Sæde og give ham Tømme og Pisk i Hænderne; et „PIyp“ underrettede Bæsterne om, at Alt var i Orden, saa luntede de ud ad Veien, og naaede ikke sjelclent. Hjemmet med vor Fa’er liggende blideligt slumrende bag i Vognen, sovende- Kjøbenhavnsrusen ud. Mest Liv var der dog om Sommeren, i „Kildetiden", de 3—4 Uger, der laa paa denne og hin Side af St. Hansdag, i hvilke det var Omegnens, maaske Amtets