FraEmpiretiden_I

179

De Stridsmænd saa, som bag et Slør, den kære Fædrestavn, Hvor de engang blev baaret trygt i kærlig Moders Favn. Og dette Syn en Glædesstreng berørte i hvert Bryst, Og over Søens Vover lød de glades Jubelrøst. De samlet stod i Skibets Stavn og sk u e d ’ fuld af Lyst Neapels høje Kuplers Guld og Fædrelandets Kyst. De blankt polerte Hjelme blev i Luften svunget glad, Da tydelig hver Kriger saa sin kære Fædrestad. Selv Høvidsmanden hæ v e d ’ højt begejstringsfuld sin Røst, Da atter han sit Hjemland ser hist dukke op i Øst. Al Disciplin forsvinder brat, og glemt er Fortids N ø d ; Thi Sorg og Savn er vejret bort som Dug for Solens Glød. Og da nu Skibets Fører brat med kraftig Stemme bød De hvide Sejl at bjerge fluks, da J u b ’len atter lød. Thi ned Latinersejlet gled og standsed’ Skibets Fart, Rask Ankeret blev kastet ud, til Landgang alt var klart. II. Den Høvidsmand nu kaldte frem den gudhengivne Paulus, Hvis rette Navn, her alt er sagt, oprindelig var Saulus. Han takker denne for hans Raad, der frelste dem paa Havet, Da Stormen pisked’ det til Skum og mangt et Skib begraved’. Han Paulus Gengæld yde vil ved Landlov ham at give, Med Frihed til i Dage tre i Staden at forblive. Og kalder derpaa med et Vink paa en af sine Knægte, Der skal i Land med Paulus gaa og helst ham intet nægte. 12*